Hodjanernes Blog

7 juni 2012

Tænk lokalt, handl lokalt

Nedenfor bringer jeg her forfatteren Peter Neerup Buhls omtale af Roger Scrutons nye bog “Green Philosophy: How to Think Seriously About the Planet”

Vi har tidligere omtalt den britiske filosof Roger Scruton – en fortaler for “Nationernes genfødsel“. I hans seneste bog kommer han med et interessant perspektiv om miljøpolitik på et nationalt grundlag. Man kan eventuelt læse mere om Scruton på hans hjemmeside eller købe bogen på amazon.

Neerup Buhl har læst bogen og forholder sig her til dens teser. (Hvis I skulle have nogle kommentarer eller spørgsmål til Neerup Buhl, tror jeg godt at jeg kan få ham til at uddybe sin omtale i kommentarfeltet)

 

Tænk lokalt, handl lokalt

Hvad nu, hvis den måde, der føres miljøpolitik på, undergraver det, der er en virkningsfuld miljøpolitiks eneste grundlag? Ja, hvis der tilmed på mange politikområder følges en kurs, der undergraver betingelserne for enhver miljøpolitik? At dette er tilfældet, er tesen bag den engelske nationalkonservative filosof Roger Scrutons nye bog ”Green Philosophy. How to Think Seriously About the Planet”. Han dokumenterer sin argumentation. I det følgende kan kun hovedpunkterne gennemgås.

Menneskenes motiv for at ville værne om miljøet er en kærlighed til hjemmet, hvis politiske udtryk er nationalstaten. Men den herskende miljøpolitik føres oppefra via internationale organer, hvor mentaliteten er, at folkenes ”snævre” nationale grænser står i vejen for løsninger. Paradoksalt nok er det dog den ”globale landsby”, der om noget er ressourceforbrugende med dens intensive fjernkommunikation. Enhver miljøpolitiks akilleshæl er desuden at få flertallets tilslutning, fordi motivationen mangler. Især ideen om global opvarmning er et så stort trusselsbillede, at den enkelte ikke kan forholde sig til det, og desuden nedprioriteres derved mere nærliggende miljøskader, forureningen af nærmiljøet, hvor genopretningen må starte: I det konkrete værn om hjemmets omgivelser, der er den naturlige og stærkeste impuls. Fik denne gode muligheder overalt, ville der næppe være noget overordnet problem, og omvendt er der intet, der tilsiger, at dette problem kommer løsningen nærmere med internationale erklæringer, som ikke får menneskene i lokalmiljøerne med.    

Scruton sår tvivl om realiteterne bag en menneskeskabt global opvarmning – som nu hævdes af de eksperter, der før advarede om en istid: 70’ernes klimatrusselsbillede. Men uanset realiteten er pointen, at de fleste med klimasnakken bliver ”mættet” mht. miljøspørgsmål, og derved forsømmes problemer, der kan løses. Dette sker uden nyttevirkning, for de vigtigste lande for klimaet, såsom Kina og Indien, tager næppe notits af de vestlige kampagner. Selv de flotteste traktater er kun effektive i samme grad, som man har vilje til at håndhæve dem, og uden for Vesten er denne vilje minimal.

En hovedskurk bag disse kampagner er de internationale NGO’er, som opstiller absolutte (anti-vestlige) krav uden at tage andre hensyn. Dette nedbryder lokalsamfund, der alene kan garantere bæredygtighed, og virker derfor kontraproduktivt. Imod disse aktivister sætter Scruton som et positivt modbillede organisationer, som ikke har formål ud over sig selv (fx lystfisker- og jægerforeninger), og som har formået at gøre en større varig indsats end de politiserende, der springer fra sag til sag i medierne.

Debattens irrationalitet fremgår af beslutningerne om at afvikle a-kraft, skønt denne foreløbig udgør den reneste større energikilde. Skal alternativer udvikles, kræves et frit marked med intensiv energiinvestering, som de ”grønne” også er imod. Deres lobbyisme har ført til miljø- og andre sikkerhedsstandarder, så nye produkter kræver uhyre investeringer og først kommer på markedet med års forsinkelse. EU’s fødevarekrav har fx umuliggjort salg på lokale markeder for mange mindre landmænd. De er gået ned og erstattet af miljøfjendtlig produktion langvejsfra.       

I god konservativ tradition taler Scruton imod ”geometrisk” politik, hvor man fremsætter et ”rationelt” mål, foreslår en kollektiv procedure for at nå det og mobiliserer samfundet bag programmet. Denne ”rationelle” politik, som fx EU står for, er også på andre måder undergravningen af enhver miljøpolitik, fordi alle, selv de ”grønne”, stadig råber på mere ”velfærd” til overmætte munde, hvor den nationalkonservatives påkaldelse af dyder såsom hensyn til efterkommere og pligter over for fællesskabet frem for egne rettigheder og krav både modsiger den moderne stræben og giver det eneste mulige grundlag for varig miljøhensyntagen. Også i multikulturelle samfund med konkurrerende grupper er der intet motiv til beskyttelse af det fælles miljø, men kun til at tilegne flest mulige goder til sig og sine.   

Menneskeskabte miljøproblemer er ikke grundlæggende et naturvidenskabeligt problem, men et åndsvidenskabeligt, for flertallet lever ikke i naturforskerens ”objektive” verden – en verden uden kærlighed og had, grænser, loyalitet og hjemstavn. De fleste lever i verden, som ”den lader til at være”, og teknokraterne forstår ikke, at får man ikke fat i folk ad dén vej, får man ingen støtte. Her ligger for Scruton den dybe forklaring på miljøproblemer: ”Under indflydelse af depersonaliserende syn på menneskelivets vilkår kan folk ikke længere orientere sig mod den naturlige verden, ikke længere finde deres økologiske niche, som ikke er en biologisk niche, men en åndelig”.

Ikke ”uberørt natur” skal sælge miljøpolitik, men menneskenes egne miljøer, ikke ”landscapes”, men ”manscapes”. En anational og grim arkitektur, byplanlægning mv. har fremmedgjort folk fra det nære og derved fra miljøentusiasme. ”Naturen” defineres ikke som stedet, vi bor, men som ”det andet” sted, hvor vi tager hen – dette gør miljøpolitik ligegyldig.

Miljøpolitik defineres i dag ud fra globale dagsordner, som på så mange områder river folk op med de rødder, hvis livsvilkår ellers er eneste motiv for en miljøpolitik. Den håndhæves af transnationale bureaukratier, der foragter flertallets motiver i værnet af hjemmet og fratager initiativ og ansvar, og er derfor fyldt med kontraproduktive bivirkninger. Stik imod at globaliseres bør miljøpolitik lokaliseres, for det er kun ”gammeldags oikofili” (kærlighed til hjemmet), der kan give en bæredygtig udvikling, mens en sejr for de ”grønne” aktivister vil betyde dennes død. If. disse aktivister har mennesket ”ikke rødder, men fødder” – til at vandre væk fra deres miljøproblemer på. Og kun et stærkt Vesten, som disse ”grønne” modarbejder, har vilje til de vigtige tiltag. En omfattende ressourceoverførsel til u-landene vil derimod få enhver løsning til at fortone sig. Alverden bør få ”ren energi”, men denne bliver næppe opfundet i Afrika.  

Det værste, der kan ske for miljøpolitikken, er en globalisering, for så har ingen ansvaret. Anerkender man nationalstaterne som ansvarlige i stedet for at bekæmpe dem via overnationale dekreter, som få adlyder, har hver regering en arbejdsmark med konkrete problemer og en klar ansvarsfordeling. Mange regeringer blæser på deres eget folk, men der gives ingen anden vej end nedefra. International aktivisme virker på mange måder kontraproduktivt. Styringen og indgrebene virker fjendtlige, og man forsøger aktivt at omgå dem. Slutresultatet ses i tilsvining overalt som i de (eks)kommunistiske lande. Det, der kan hjælpe, er de lokale initiativer og forskning, som opstår i frie samfund med oikofili, hvorefter disses resultater kan udbredes til alverden, når denne selv er parat.  
                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                          Peter Neerup Buhl