Hodjanernes Blog

27 april 2012

Bladnegre

Dasbladet Samarbejds-Politiken er rystet og chokeret.

Verden uden for Råddenhuspladsen er af lave. Selv om “organet for den højeste opløsning af samfundet” i hele sin levetid har betydet alle os andre, at sproget skal bruges med omhu og ynde, så har selv kolleger udi bladsmørerbranchen ikke fattet det. Ord skal analyseres, vægtes og omskrives, skal de. – Altså medmindre de er tilpas latrinære, perverse og sex-relaterede, i hvilket tilfælde Samarbejds-Politiken forbeholder sig eneretten. Men livet er uperfekt. Som nu i dag, hvor et provinsblad så ganske ignorerer salig Tøgers taktstok og kalder en spade for en spade. Ikke så underligt, at hjørnekontoret er i gerådet ud i en fortvivlelse så stor, at dagens planlagte ædespalter om de nyeste trendy restauranter med ejendommelige retter, weekendens fester med de hotteste bæskubbere og den løbende feuilleton om røvslikningens kulturhistorie har måttet udgå. – Ja, så galt er det, at selv en historie om dagens kulturberigelse er sluppet gennem censuren uden af-etnificering. – Årsagen til sammenbruddet kan beskues på vedlagte screendump fra dasbladets forfærdede alarm om sagen.. 

At rejse er at leve

Sådan beskrev H .C. Andersen engang sine mange rejser. Han elskede at rejse – gad vide om han ville have sagt det samme i dag?

Som vi flere gange har beskrevet det her på bloggen, så kan en rejse med DSB i dag var en kulturberigende oplevelse – senest i går. Nutidens kulturberigere arbejder dog også med et andet håndværk, som nu beskrives i flere informationsholdere, som man så kan nærstudere på banegårdene.

Ak ja, jeg bliver lidt nostalgisk når jeg slår op i H. C. Andersens “Mit livs Eventur” og læser følgende:

“Den lykkelige erfaring har jeg gjort, at alt, eftersom kunsten og livet er blevet mig klarere, desmere solskin er der udefra strømmet ind i mit bryst; hvilken velsignelse er ikke opgået for mig efter tidligere mørke dage. ro og forvisning er kommen i min sjæl; en sådan ro lader sig imidlertid godt forene med det vekslende rejseliv; der var en tid, jeg følte mig så hårdt trykket og forpint herhjemme, at det at være ude var idet mindste en ophør af at lide – det fremmede fik herved en fredens glans, jeg fik det kært, og da min natur er at slutte sig let til menneskene, der da igen give tillid og hjertelighed, så følte jeg mig ude vel og kom der gerne.

At rejse er at leve”