Hodjanernes Blog

23 marts 2012

Kan man stole på at skolemorderen handlede helt alene ?

Filed under: Frankrig, Islam, TrumfEs — Tags: — trumfes @ 17:59

Fransk politi har sagt at skolemorderen IKKE havde tilknytning til andre yderliggående grupper.

Se f.eks. dette link fra DR, som selvfølgelig ikke fortæller konkret om kilden.

Jeg har meget svært ved at tro at man allerede dagen efter skule være i stand til at komme med så bombastiske konklusioner.
Plejer det ikke at tage tid at undersøge sagen til bunds ?
For man kan vel ikke bruge som argument at man allerede havde ham under overvågning, så der er ingen grund til en grundig analyse ?

Her er en fantastisk god artikel af Caroline Glick , der argumenterer for at han ikke var alene.

Det er interessant at se pressens behandling af sagen. Der er virkelig forskel.

læs f.eks. disse to artikler og døm selv:
Den redigerende klasse

vs

Var Merah inspireret af Breivik?

Min holdning er helt identisk med denne herlige karrikaturtegning:

Rigtige mænd bruger Hitler-shampoo

Filed under: Medier DR m.fl., Muslim World, Tyrkiet — Tags: , — Hodja @ 12:46

Anti-Semitism and Murder in France: Some Deeper Problems within French Society Explored

Næste gang: Tølløse…?

…eller how to lose in Toulouse

Der var ellers lagt op til det helt store. Med fire dages mellemrum havde man i det samme område i Frankrig set først et, så to og så fire bestialske mord. Da det så viste sig, at af seks af de syv myrdede tilhørte en anden race, var sagen klar: morderen var en fransk udgave af Breivik. I redaktionerne blev al frihed inddraget, ekstra tryksværte indkøbt og TV-sendefladerne lagt om. Nu skulle den ikke have for lidt. I Frankrig var der jo valgkamp og Marine LePen stod til fremgang. Hjemme i Mohammedanmark havde man ganske vist erklæret islamdebatten for død, men lidt ligskænderi er aldrig af vejen. Journalisternes og godmenneskenes store dag var oprundet, nu skulle de sidste overlevende islamkritikere brændes på bålet.

Og så indtraf katastrofen. Det viste sig, at morderen var en ganske almindelig jihadist ved navn Mohamed. Hans heltemodige nedskydning af tre ubevæbnede soldater, en rabbiner og tre små børn var godt nok helt efter bogen – koranen – men da islam jo er fredens religion, måtte det som sædvanlig klassificeres som et enkeltstående tilfælde. Heldigvis var det journalistiske beredskab allerede på plads, så den redaktionelle kursændring kunne omgående sættes i værk. Morderen måtte have misforstået islam, han var givetvis blevet mobbet af disse væmmelige islamofober som desværre findes overalt og desuden ville hverken den almindelige franske hær eller Fremmedlegionen vide af ham. Derfor. Hurtigt videre til de virkelige ulykker: kvinder kan stadig ikke tisse stående, Wozniacki har det svært og Danmark får ikke nok Michelinstjerner.

Alligevel stilles der stadig nogle spørgsmål. Hvorfor kunne Mohamed ikke fanges i live? – Hvorfor skulle den unge mand – som ellers var sådan en flink dreng – bøde med livet? – Var der ikke tale om helt unødig politibrutalitet? – Herregud, for et par soldaters og nogle jøders skyld? – Der måtte foreligge en skandale et sted! – Nogen måtte drages til ansvar, i hvert fald hvis disse ‘nogen’ havde den frækhed at antyde noget med islam. Den små Sarkozy har da også lynhurtigt dækket sig ind ved at erklære, at det hele intet har med islam at gøre. Absolut intet. Og for en gangs skyld er Journalistisk Venstreparti helt enig med ham.

Da de statsfinansierede medier således har fundet alle svarene, er de resterende spørgsmål op til os andre. Og de spørgsmål er der mange af. Ikke alle politisk korrekte. Men vi kører løs, forvorpne kynikere som vi jo er:

Den “formodede” massemorder var særdeles godt kendt af såvel efterretningstjenesten som politiet. Den første nedskydning af en ubevæbnet soldat som ville sælge en scooter kunne dog opfattes som et ganske almindeligt mord, og derfor behandles af det stedlige politi. I løbet af fire dage kom de ingen vegne, først senere fandt de på at se på soldatens mail-korrespondence. Da så de næste to nedskydninger af ubevæbnede soldater – mørklødede – fandt sted i nærheden, så begyndte der at tegne sig et mønster. Efterforskningen gik højere op i systemet. Her kom efterretningstjenesten ind i billedet og vi tør godt æde vore kevlarhjelme på, at hr. Mohamed Merahs navn lyste op. Men han var jo selv mørklødet, og dermed udelukket.

Fire dages jagt på en mørk scooter førte ingen vegne. Ganske vist ringede en scooterforhandler til politiet og fortalte, at en ung araber havde fået malet sin sorte scooter hvid og havde spurgt om hvordan man kunne fjerne scooterens GPS-dims. Men den slags islamofobiske henvendelser skulle selvfølgelig ikke tages alvorligt. Og så kom de næste mord: en rabbiner, hans to små børn og en fjerde, lille pige. Henrettet på klos hold (i dansk presse: klods). Nu var sagen klar: en fransk, jødehadende Breivik.

Men ak, her gik noget galt. Formentlig hos det lokale politi, som snakkede over sig. Man havde sporet sig frem til Mohammeds bror via IP-adressen. Og her var forbindelsen til det første mord. Nu rullede det hele ud af kontrol, Mohamed blev lokaliseret og man blev nødt til at omringe hans lejlighed. Det værste var, at offentligheden nu var blevet opmærksom på sagen og dermed vanskelig at styre. Ergo måtte man spille spillet: RAID-folkene måtte tilkaldes, forhandlere indsættes og kvarteret afspærres. Nu hed det sig, at gerningsmanden skulle tages i live. Tiden gik, intet skete. De stedlige politifolk ville givetvis gerne aflive uhyret med det samme, men ledelsen mente at noget sådant kunne udlægges som politibrutalitet – og måske ennda islamofobi. Så ordren lød: vent og lad ham selv komme ud.

De næste tyve timer tænke man så det knagede. Helt op i Elyséepalæet. Og omsider fik man tænkt færdig. Denne gang politisk korrekt. Konsekvenserne af al den tankevirksomhed var logiske og skrækkelige: tænk om Mohamed blev taget levende, fremstillet i retten og her begyndte at aflire korancitater, jihadist-jeremiader og øvrige Allahu-Akbare floskler fra det islamiske standard-repertoire? – Perspektivet var ubærligt: påny ville politikerne og medierne – for Allah ved hvilken gang – fremstå som de totaltumper, de vitterligen er. Altså kontra-ordre: dræb Mohamed, koste hvad det vil.

Resten er trivia. Under et stort ståhej – som får enhver militærkyndig til at knibe sig i armen af vantro – iværksætter man et veritabelt wild-west show. Der affyres ikke mindre end 300 skud i øst og vest, Mohammed rammes ikke, men hopper bare ud af vinduet. Her får man omsider ramt på ham, og opgaven er løst. Man kunne selvfølgelig blot have gasset ham ud, røget ham ud, hylet ham ud med en sirene, smidt et par flasker kloroform eller evt. en håndgranat ind til ham, men det ville ikke have virket nær så spektakulært. Pressen skal jo også fodres…

Og dermed er vi tilbage ved sagens kerne, Pludderpressen. En industri om hvilken man med fuld ret kan sige, at her lades al fornuft, etik og moral ude. Ikke alene har d’herrer jounalister igen demonstreret deres efterhånden legendariske uvidenhed og mentale mangler, de har – ufrivilligt – genoplivet den islamdebat, de troede død og borte. Derudover har de fået dødsdømt en uskyldig mand, nemlig scooterforhandleren. Ved at lade ham optræde i TV kan han kun overleve ved at flytte og gå under jorden. Sidst – men ikke mindst – har de leveret opskriften på vellykket jihad, givet muslimerne en martyr hvis heltegerninger kan inspirere de utallige fromme “unge” som nu befolker et kontinent som har givet op.