I min barndom var Paradisgade i Aarhus et sted, hvor man kunne købe citronsorbet, som ingen andre den gang solgte, og hvor pæne mennesker ikke opholdt sig et sekund længere end nødvendigt, hvis de havde deres renommé kært.
Men isen var usædvanlig god, så selv honoratiores kastede sig fra bilen og ind i butikken og fløj hurtigst muligt ud igen og kørte væk.
Skønt der aldrig var mange mennesker at se i gaden, var det altså ikke et sted, hvor man hang på gadehjørnet og spiste is, og ved min barndoms middagsborde har jeg mere end en gang underholdt med ”frække” beretninger om min og venindernes svipture på letvægteren til det syndige sted og sikkert som amen i kirken fremkaldt en irriteret latter fra min far, der jævnligt måtte spilde sin tid med som domsmand at sætte sig ind i de tvivlsomme paradisiske tilstande.
I 2001 var den syndige gade imidlertid i avisen af politiske grunde, og forargelsen var til at føle på, da det viste sig, at det ærede byrådsmedlem for Socialdemokratiet Hüseyin Arac var ejer af den allermest mest berygtede ejendom. Det er nummer 15, en ussel lille rønne med kun to lejligheder, hvoraf den øverste var lejet ud til en sømand, der aldrig var hjemme. Trafikken var derimod intens i stueetagen hos de prostituerede fra Thailand, og beboerne i gaden klagede over de mange indvandrere og deres biler, der havde ærinder i nr. 15 og parkerede i gaden, som pludselig var blevet et tilløbsstykke uden fortilfælde. Det var som at bo i Gellerup.
Socialdemokratiet havde vanskeligt ved at finde en passende grimasse, men det varede kun kort, for den ærede byrod Arac, der er født og opvokset i Anatolien og startede sin karriere i Danmark som arbejdsdreng og siden tolk, forsikrede sine socialkammerater om, at det i virkeligheden slet ikke var hans ejendom, han havde blot gjort sin bror en tjeneste ved at skrive under på skødet for ham. Det var noget uklart, hvorfor han havde gjort det.
Så blev socialkammeraterne meget lettede, det var vel nok pænt af Hüseyin Arac, empatien var massiv, og selv om andre var onde nok til at mene, at aldrig havde de hørt en mere tåbelig søforklaring, og at den ville selv den største idiot da ikke tro på, meddelte Socialdemokratiet, at man stolede fuldt ud på Arac, der også måtte lide under, at nogen forsøgte at sætte ild til hans oase. Kort sagt de røde flag smældede i modvinden.
Tre år senere var det galt igen, og nu var det baltiske piger, der blev tævet i nr. 15. Det var dog uklart, hvem der på det tidspunkt var ejer af den berygtede ejendom, for ejerne eller ejeren var ikke opført i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register, selv om der er grund til at tro, at der stadig blev skovlet mange penge ind i stueetagen, hvor man nu var gået over til ”hvide” piger, men kundekredsen ellers var uændret og alfonsen arabisk. I dag administreres ejendommen af Colliers, hvis direktører og ejere Hans Vestergaard og Michael Salling fik et ordentligt løft i karrieren i sidste halvdel af 1990’erne og ellers ynder at omgive sig med fashionable omgivelser og kendte advokater.
I de senere uger har Hüseyin Arac’s navn så igen været på mange tunger, fordi han står bag aftenens ramadanmiddag i Folketingets Fællessal. Hele Folketinget er inviteret, for som Arac – der nu er avanceret til folketingsdmand – har udtalt til pressen, må vi jo stå sammen i denne tid (Breivik igen og igen), og så er det jo godt at have en islamisk avis og Gülen bevægelsen at støtte sig til. Det sidste sagde han mig bekendt ikke til pressen, men det er ingen hemmelighed, at det er den tyrkiske avis Zaman, der finansierer, og at moderne tyrkiske kvinder ikke er begejstrede for Gülen bevægelsen, som avisen sympatiserer med.
Hüsein Arac er imidlertid også aktuel af andre grunde, fordi Redox i sin meget omtalte rapport har offentliggjort et fotografi, der angiveligt forestiller ORG-medlemmer ved en solhvervsfest i 2005, og på billedet ses en af Aracs valgplakater fra valgkampen dette år. Det oplyses, at plakaten blev brændt på et bål, men om det er sandt, kan vi ikke vide.
Det står imidlertid klart, at der kan have været andre grunde end racisme til, at nogen fik ondt af, at Hüseyin Arac ville i Folketinget, hvilket han naturligvis kom. Hans type er guld værd for Socialdemokratiet.
Velbekomme. Måtte Danmark igen blive et land, hvor vi kan have respekt for folkestyret.
http://www.aarhusportalen.dk/vis_artikel.asp?ArticleId=16766
Af M.
