Konventionitis – en dødelig sygdom

Kan journalister føre journal? – Nå, ikke… jamen så kan vi!

Her på havnen har vi en sladrebænk. Den er meget brugt når svigermødre er på besøg og når verdenssituationen trænger til en overhaling. Lige for tiden er den lidt kold i røven, men man må jo bøje sig for force majeure – såsom især førstnævnte. I den anledning gik snakken her til morgen om den meget omtalte ulykke, hvor en dragebåd med efterskoleelever kæntrede i Præstø Fjord. Bænkens landsbytosser adkiller sig imidlertid fra journalister ved at have forstand på hvad de taler om – de er nemlig fiskere. Og hvad har det så med verdenssituationen at gøre? – Det vender jeg tilbage til.

Ifølge konventionel visdom i den danske verdenspresse er Slotsholmens Børnehave opdelt i rød stue og blå stue. Det lo vi meget af den vinter. Den slags forældede opdelinger har vi her på bænken forlængst lagt bag os og taler nu kun om gul stue. Sammenlægning er jo tidens løsen. Farven gul er ikke kun valgt fordi den i folkemunde symboliserer misundelse, fejghed og sleskeri, men også er den farve en dødssyg patient antager når et centralt organ – såsom leveren – svigter. Akkurat som Folketinget. Den maligne sot som har ramt dette organ kaldes konventionitis og manifester sig ved svigtende immunforsvar over for parasitære angreb – hvad enten det drejer sig om den righoldige klasse af højrøde menneskerettighedsinstitutter, kulsorte europæiske domstole eller FN-kommisioner med grønne korantentakler.

Den putride stank inde fra gul stue har længe været umiskendelig. Det såkaldte “folkestyre” har længe ligget for døden og søger endda at fremskynde det uafvendelige ved stedse at pådrage sig flere konventioner. Som om de bestående ikke var nok. En af disse er oven i købet direkte designet til at påføre de sagesløse borgerne livores – ligpletter. Eksempelvis efterskoleelever, som uden viden om sømandsskab havner i vandet. Med svømmeveste, ganske vist. I forskellige kulører. Så når redningsmandskab i både, fly og helikoptere skal fiske dem op, så burde det være indlysende, at disse veste burde være ret så iøjnefaldende, d.v.s. i skrigende røde, orange og gule farver. Men det er de ikke. De er blå, grønne og sågar sorte. Hvilket nok kan undre os bænkevarmere al den stund der næppe findes et afkrog af selv vort intimeste liv som ikke er reguleret ned til mindste detaille. Ordnung muss sein.

Og hvorfor er redningsveste nu undtaget fra vore kære politikes rørende og nævenyttige omsorg? – Jo, såmænd, rigtigt gættet: konventioner! – I dette tilfælde EUSSR og dets lysår-tykke stabel af direktiver. Vi må ikke have en regel om at redningsveste skal kunmne ses i vandet! – Det ville stride mod ånden i det hellige, europæiske fællesskab. Et fællesskab hvis overvældende flertal af borgere aldrig har set et hav større end kummen ved Manneken-Pis i Bryssel. Hvorefter gul stue haver sig at rette!

Det er sørgeligt at skulle sige det, men her er bænken enig: er der ikke snart nogen der vil gøre en ende på gul stues lidelser og hive stikket til respiratoren ud? – En ting er rigor ,en anden livores, men cadaverositas stinker!