Hodjanernes Blog

30 januar 2011

Nogle mordforsøg på amerikanske politikere kommer i medierne – andre kommer der aldrig

GLENN BECK RADIO.

Why is the media not covering an assassination attempt on Missouri’s Democratic governor Jay Nixon by 22-year-old Casey Brezik? Why has the limited coverage not prompted the same level of speculation as the attack perpetrated by Jared Lee Loughner? Could it be because he’s an anti-capitalist, anti-Christian, left wing crazy person? Glenn had the story on radio this morning from RedState.com:
“The rightwing kooks. Okay. ’22‑year‑old kook Casey Brezik wore a bulletproof vest and charged towards Missouri’s Democratic governor Jay Nixon with a knife and attempted to slash his throat. Now, how is it that we have not heard about this story? “In light of the media’s race to talk about the rights climate of hateful rhetoric, you probably guessed by now that Casey was an anti‑Christian, anticapitalist leftists who participated in a number of leftwing protests. He’s also diagnosed a paranoid schizophrenic. Luckily for all involved, Brezik was high on pot at the time and so was a little confused. Instead of slashing the governor’s throat, he slashed the throat of a community college Dean he took for the governor.’ A throat was slashed and this isn’t a story. He was going for the governor,” Glenn read on radio.

Glenn, however, refused to believe the story unless it was verified by additional sources. “Now, I won’t hear of this story anymore until I have forty sources,” he said.

“A man accused of stabbing a Kansas City college official intended to attack Missouri governor Jay Nixon and mistakenly believed he had done so police said Thursday. The suspect, 22‑year‑old Casey Brezik, did not know Nixon and had no particular beef with the governor. But he decided to attack him because he was a top government official, Kansas City police spokesperson Darin Snapp said,” Stu read from The Huffington Post. The article did not mention the political views of Casey Brezik.

Güzel Turan – Hvad der siden hændte i muddergrøften

Filed under: Aviser mm Danske, Danmark, Immigration, Indvandring, Kulturberigelse, Ytringsfrihed — Tags: — egtvedpigen @ 18:39

Danmarks indvandrere vil i fremtiden måske blive budt den mest urimelige betingelse af dem alle:  »skik følge eller land fly«

politiken.dk – Jeg vil nødig tale om racisme… af cand. mag. Güzel Turan:

“Måske er det indvandrerens lod at leve på værtslandets nåde. For skærer man helt ind til benet, er det brutale vilkår vel »skik følge eller land fly«? Migranten kan, hvor tillokkende det modsatte end kan lyde, ikke påberåbe sig samme ret som ’indfødte’, statsborgerskab eller ej.

Alligevel kunne jeg med afsæt i regeringens pointsystem føle mig fristet til at skrive et forsvarsskrift for fårehyrden, der med sine fem års skolegang og sin analfabetiske kone tog turen fra en lille kurdisk landsby ved Konya i Tyrkiet til den nordeuropæiske metropol København engang i halvfjerdserne.

Fristes til at fortælle historien om, hvordan han og konen med hårdt og fysisk nedslidende arbejde, som begge er mærket af i dag, har opfostret fire børn, der alle enten har eller er i gang med en uddannelse.”

Opsummering af urimelighederne:

*Danskerne gav kun gæstearbejderne lortejobs!
*Herren gav  gæstearbejderne hele fire børn, som de selv skulle tage sig af – og det var MEGET hårdt!
*Ingen af gæstearbejderfamiliens fire børn blev siden hen kriminelle – og det har danskerne aldrig takket gæstearbejderne for.
*Gæstearbejdernes fire børn fik fire (gratis) uddannelser (i Danmark) – og det har danskerne heller ikke takket gæstearbejderne for.
*Det fysisk nedslidende arbejde (eller måske de fire børn som Herren påduttede gæstearbejderne) sled med tiden gæstearbejderne ned –  og JA, de har stadig men! – og NEJ, det har danskerne faktisk ikke sagt undskyld for!

Hvad bliver det næste så, om man må spørge? Folkestyre? Ytringsfrihed!?


Ouverturen til Den Danske Borgerkrig

Udkast til forordet i bogen “Det Enogtyvende Aarhundredes Danmarkshistorie”

Når historikerne engang skal skrive bogen om Den Danske Borgerkrig vil man tørt konstatere at optakten fandt sted under regeringen Rasmussen (1993-2011). Og som historikere har for vane vil man sætte begivenhederne ind i et større perspektiv og drage paralleller til andre onde tider i vort lands fortid. Her ligger besættelsen 1940-45 lige for. Den kom heller ikke som en tyv om natten, men havde sin optakt mange år forinden. Også dengang sad politikerne de alt for tydelige signaler og advarsler overhørig, kulminerende med Neville Chamberlain’s berygtede “Fred i Vor Tid”. Da Den Anden Verdenskrig umiddelbart efter var en kendsgerning blev også Danmark inddraget den 9. april 1940. Og herfra er lighederne med vor tid ikke længere til at overse:

“Krigen og besættelsen 1940-45 var ikke et opgør med tyskerne. Den var et opgør med nazismen. Den danske modstandsbevægelse angreb aldrig den tyske værnemagt eller tyskere, fordi de var tyskere. Dens hovedmodstander var nazisterne og deres lydregering i Danmark. Efter at regeringerne Stauning og Buhl havde banet vejen for katastrofen blev de afløst af regeringen Scavenius som med sin fulde styrke og Folketingets opbakning forsøgte at optrevle og knuse en modstandbevægelse, der trods beskeden i antal og bevæbning dog havde opbakning i store dele af det som politikere og eliten – dengang som nu – med foragt i stemmen kalder Folkedybet.

Men her hører lighederne ikke op. Allerede i 1938 genoplivede man en ellers forlængst glemt paragraf om blasfemi, eller gudsbespottelse. Dengang dog med den væsentlige forskel, at hensigten var at beskytte jøderne mod den tids fascister. Men som andre af lovens fejlkonstruerede sværd var også denne paragraf tveægget. Da den i året 2010 påny blev støvet af var det i den stik modsatte hensigt, nemlig at demontere demokratiet ved dets fundament, ytringsfriheden. Det skulle således blive regeringen Rasmussens sidste Rasmussen der løsnede det første skud i ouverturen til Den Danske Borgerkrig. De to første Rasmussener havde gjort forarbejdet og sørget for at grundlaget – de menige besættelsestropper – var lukket ind i landet.

Ja, i vinteren 2011 talte selv Overdanmark om borgerkrig. Som om det var en teoretisk mulighed langt ude i fremtiden – og som om det drejede sig om en krig mod det muslimske flertal som truede med at blive konsekvensen af Folketingets døvblindhed. Men her tog man – igen – fejl. Som enhver der havde øjne at se med begynder det længe, længe inden muslimerne var så meget som i nærheden af at opnå et flertal. Man behøvede blot at iagttage ouverturerne uden for Danmarks grænser, hvor muslimerne udgjorde beskedne ti procent eller endnu mindre. Omend det endnu ikke drejede sig om borgerkrig i fuld skala, så kunne man roligt tale om lav-intensiv sådan. Og udfaldet var givet: muslimerne ville tabe, uanset hvor mange de var.

Det drejede sig nemlig om en borgerkrig i ordets egentlige betydning. Ikke en krig mod muslimerne. De har altid været deres egen værste fjende. Overladt til sig selv – d.v.s. uden vestens bistandshjælp – er de solgt til stanglakrids. Intet muslimsk samfund kan overleve ved egen hjælp. Det går til grunde i hungersnød, intern splittelse og økonomisk ruin. Intet muslimsk samfund producerer noget af nogensomhelst værdi, og de som endnu overlever ved hjælp af en olie som vestlig teknologi og østasiatisk arbejdskraft pumper op til dem gør det på lånt tid. Skulle muslimerne ad demokratisk vej have overtaget Danmark ville udfaldet være lige så givet: totalt sammenbrud af infrastruktur, økonomi og civilorden. De måtte så enten rejse hjem igen eller lide døden af sult eller forfrysninger. Det ondeste vi kunne have gjort var at bevæbne dem til tænderne da de er farligere for sig selv end for deres omgivelser. Nej, borgerkrigen blev et internt anliggende for den vestlige civilisation. Som statholder Rasmussen så tydeligt demonstrerede ved at følge Befehl von Oben og lade sin justitsminister affyre §266b mod sin egen befolkning.

Da regeringen Rasmussen i 2011 afløstes af regeringen Schmidt-Søvndal blev kampen mod ytringsfriheden yderligere intensiveret. Danskere i hobetal blev slæbt for følgagtige dommere og straffene gradvist forstærket. Akkurat som da regeringen Scavenius afløste regeringen Stauning-Buhl. Som i sin tid Værnemagten kunne muslimerne blot forholde sig i ro og lade danskerne selv gøre det grove på opdrag af tidens europæiske centralstyre syd for grænsen. Stikkerne var på plads – og som under besættelsen rekrutteredes de fortrinsvis fra Det Radigale Venstre, nu blot under betegnelsen stampister. Og anklagemyndigheden var redebon: uanset dommenes mere eller mindre drakoniske natur eller eventuelle frifindelser var de ikke problemet. Problemet var tidens famøse §266b. Skar man den juridiske flomme af denne gummiparagraf stod den tilbage i al sin hæslige nøgenhed: Enhver kritik af islam var strafbar.

Foreløbig bestræbte man sig på at lukke munden på de mest synlige dissidenter. Om det lykkedes eller ej var ligegyldigt. Overdanmark bekendte kulør og trak blankt. De begik den klassiske fejltagelse som udspringer af elitært hovmod, bedreviden og foragt for det folk som havde lånt dem magten. Og som der står i efterskriften til nærværende bog om Den Danske Borgerkrig: De fik den skæbne de selv havde beredt sig…”

Tøger spøger

Hans ånd – og logik – dirigerer fremdeles “tonen i debatten”.

Samarbejds-Politiken: “Kristne og jøder flygter fra danske ghettoer – Beboere med kristen eller jødisk baggrund i danske ghettoer trues med vold og må gå under jorden. Problemerne er nu så store, at det får religiøse foreninger til at slå alarm. I Vollsmose går jøder og kristne under jorden, fordi de trues med tæsk og får brændt deres biler af. I Gellerup har kirken ansat vagtværn for at få bugt med beboernes hærværk. Og i københavnske områder med mange muslimske beboere anbefales jødiske gymnasieelever at søge andre steder hen. I belastede boligkvarterer landet over gør indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande livet så surt for deres udenlandske naboer med kristen eller jødisk baggrund, at det får en stribe organisationer og eksperter til at slå alarm. De frygter, at landets ghettoer kan udvikle sig til bastioner, hvor religiøse mindretal ikke længere er velkomne.”

Men det er altsammen de racistiske danskeres skyld: “»Når man fra politisk side vælger at italesætte belastede boligområder som ’sorte pletter’, så gør man indirekte de her ting legitime. Vi har brug for at genvinde respekten for hinanden, hvis problemet skal stoppes« – »Den politik, Danmark har ført de seneste år, har lagt op til en hetz mod visse grupper, eksempelvis muslimer. Det er blevet normalt at diskriminere, og derfor ser vi nu oftere, at også andre minoriteter chikaneres«.

Pudsigt, at vi racistiske danskere har så stor indflydelse i de muslimske lande at de kristne og jøderne har forladt dem – nogle dog i live…