Om røde lejesvende og Occams Ragehøvl

Selv om vi er statsautoriserede landsbytosser kan vi godt rundbarbere en lokkedue.

Nu er jeg færdig med at knibe mig armen og kan følgelig atter bruge tastaturet. Min knibskhed skyldes at medierne – og sågar blogosfæren(!) – er ved at falde på halen over en DDR-udsendelse ved navn “Jagten på De Røde Lejesvende” – som angiveligt skulle afsløre at nogle fossile skærm- og mikrofontrolde  også for 40 år siden var ræverøde. Det kan vel næppe forbløffe nogen. Det forbløffende er imidlertid, at DDR selv bringer en sådan ikke-nyhed til torvs. – Iøvrigt er betegnelsen “lejesvende” misvisende. En lejesvend er netop til leje for et hvilketsomhelst synspunkt, og ikke – som her – missionerende for sit eget. Takket være Uriasposten – som af hensyn til alle os der forlængst er holdt op med at se fjernsyn har transskriberet udsendelsen  – kan man få et indtryk af hvad det handler om. Og umiddelbart ser det da også ud som om DDR er gået fra snøvsen og har lavet en kritisk udsendelse om sig selv. Hvilket kunne tyde på at miraklernes tid ikke er forbi.

Men kan det nu passe? –  I så fald måtte  følgende betingelser være opfyldt: 1. Den pågældende journalist (en Jacob Rosenkrands) skulle være mere naïv end selv den galeste radigale og følgelig være 100% uvidende om at han er færdig som gårdsanger i den danske mediebranche. –  2. Hans udsendelse er gået igennem censuren i DDR ubeset. Begge dele er utænkelige. Altså må DanMarx Radio have sadlet om, ikke?

Der er to mulighder : Enten har man omsider indset at den konstante, utilslørede, åbenbare og  helt skamløst venstrevredne linie man har fulgt de sidste mindst 40 år er blevet for meget og nutildags virker imod hensigten. Det ville f.eks indebære at man i nyhedsformidlingen skulle begynde at tilstræbe objektivitet og neutralitet, at man også inddrog andre synspunkter end de politisk korrekte, at man betjente sig af folk der vidste hvad de talte om i de såkaldte debatprogrammer, at man oprustede på kultursiden – og f.eks. ikke nedlagde P2 til fordel for de evindelige, bevidstløse støj- og larmeprogrammer – at man også ansatte journalister som kunne tale og skrive dansk, at man, at man, at, at…….
Kort sagt, en gennemgribende omkalfatring af hele den gargantuanske institution. – Eller man er lige så røgede som vi andre er spegede. Altså kaster man en luns ud til ulvene. Og ulvene er hele det tvangslicensbetalende Danmark som er ved at få nok af venstrevridningen,  ensidigheden og den fraværende kvalitet. Kort sagt: der kan I selv se, usle kritikere, vi er skam alsidige og selvkritiske!  (når det drejer sig om ting der ligger 40 år tilbage). Tag så og stik piben ind, tak! (og kan vi så få fred til at fortsætte vor hidtige indoktrinerings- og islamiseringspolitik i fred, tak.)

Lad os nu anvende gode, gamle William of Ockham’s princip på de to nævnte alternativer:  (ting bør ikke gøres mere indviklet  end nødvendigt – den enkleste forklaring er som regel den rette) – entia non sunt multiplicanda praeter necessitatem. Hvoraf man kan slutte, at den røde lejesvend i dette tilfælde er: Jacob Rosenkrands…