Når solen den forsvinder fra de hjemlige himmelstrøg – Ja så forsvinder jeg også!

Kære Isaac Abella Appelquist. Mit hjerte har en højredrejet akse, jeg har ikke råd til at fraflytte Nørrebro, og DIN idealisme går fortsat ud over MIT barn!

Isaac Abella Appelquist er 30 år og RUC-kandidat i kommunikation med socialvidenskab som sidefag.
Fra 1995-1999 var han politisk aktiv i SFU og SF.
Indtil 1. januar 2010 arbejdede han for Københavns Kommune som projektchef for Områdefornyelsen på Nørrebro, og fra januar 2010 og frem til 31. juni var han en af Teknik- og Miljøforvaltningens to repræsentanter i ’Sikker By’-projektet i København.
Isaac bor endnu i en andelslejlighed ved Nørrebro Station sammen med sin gravide kone, men det kommer ikke til at vare ved:

Fra Politiken – »Nu flygter jeg fra Nørrebro«

“Jeg troede ikke, at jeg, som ellers elsker det multietniske Nørrebro, ville komme til at sige det her, men jeg er sgu’ ved at miste troen på, at det bliver bedre, og jeg gider ikke længere bo på Nørrebro, når gadens parlament i form af uopdragne unger får lov at tyrannisere os.
[…]
I sidste uge fik min synligt gravide kæreste smidt et plastikkrus efter sig af en flok drenge, som ikke var meget over 10 år, da hun cyklede på Tagensvej på Nørrebro.
[…]
Vi taler om grupper, som gør livet surt for andre, og som kun søger konfrontation. Og dem kan jeg ikke længere magte. Problemet er, at det ikke kun er et Nørrebro-problem.
Jeg hører fra folk i Slagelse, Aalborg og Nykøbing Falster, at de også kender til lignende episoder og følelser. Unge drenge, som ødelægger det hele.
Når erkendelsen af, at jeg må væk fra Nørrebro, rammer mig så hårdt, skyldes det, at jeg virkelig har forsøgt at få tingene til at fungere. Som privatperson. Men også professionelt.
[…]
Efter at have skrevet på Facebook om mit problem er jeg blevet kontaktet af mange private, men også klubpædagoger, SSP-medarbejdere, arkitekter, boligsociale medarbejdere og andre med hjertet solidt plantet til venstre som mig selv, der har fortalt mig om deres oplevelser og følelse af afmagt.
[…]
Jeg er træt af, at det er dem, der laver mest ballade, der bliver ’belønnet’ med de fedeste projekter, udflugter m.m. Nu har jeg lige hørt, at et projekt på Nørrebro vil tage de værste drenge med ud og windsurfe og dyrke ekstremsport.
[…]
Min idealisme skal ikke gå ud over mit barn, så jeg overvejer at flytte til et langt kedeligere sted, hvor forældre sørger for, at børn ligger i deres senge, inden de sene nyheder på TV 2 går i gang, og hvor der er respekt for mennesker, man møder på gaden.”