Navigation for pianister

East is East and West is West – but Today another Definition is Best.

Da John Harrison i 1759 konstruerede sit kronometer var de søfarendes problem med at finde vej på havet løst. Solhøjden ved middagstid – og dermed breddegraden – havde man forlængst styr på takket været sekstanten, men for at kende længdegraden måtte man vide hvad klokken var et andet sted – f.eks. Greenwich –  for at kunne beregne tidsforskellen og dermed afstanden derfra. Tidens pendulure duede jo ikke på havet, så Harrisons kronometer med fjedre, modsvingende balancehjul og temperaturkompenserende bimetaller betød et sandt kvantespring i søfartens historie. Fra da af kunne man med nøjagtighed definere sin position med ordene så og så mange grader østlig eller vestlig længde.

Anderledes med vor tids kulturelle navigation. Oplysningstidens hang til præcision i tanke og tale er forlængst gået fløjten. Nu er tankerne få og små og svajer som siv i vinden. Samme vind kan så blæse videre med de uldtotter, der i vore dage gør det ud for tale. Selv begreberne øst og vest har mistet deres mening. Hvilket bl.a. fremgår af pianisternes sommer-pastorale: “Stop al ikke-vestlig indvandring“.

En sådan begrebsforvirring er gefundenes Fressen for pressen. I samme øjeblik finken var røget af panden gik den politiske korrektheds markskrigere – DDR og aviserne – da også i selvsving. Vel vidende hvad partiet egentlig mente skulle det nu hedde sig at pianisterne ville udelukke alle andre end lige netop vestlige d.v.s. hvide indvandrere. Uanset hvor mange af disse racisme-esser pressen har oppe i ærmet, kan man altid bruge et til. Og det er blevet spillet flittigt lige siden. Hvilket blot illustrerer nødvendigheden af at udtrykke sig så en skovl er en skovl og ikke en spade.

For ikke så længe siden inddelte man klodens befolkning i den første, den anden og den tredie verden. Den første var vores (den vestlige), den anden var den kommunistiske (den østlige) og den tredie resten. Den holder ikke længere. I dag har indbyggerne i Japan mere tilfælles med amerikanerne end svenskerne har med schweizerne. Og byerne i den hedengangne Warszawapagt ligner København som London ligner Mogadishu. Vladisvostok og Tokyo er i vore dage vestlige byer, Malmö og Marseille mellemøstlige.

Og nu vi taler om det tidligere Sverige: digteren Tegnér mente at hvad man ej klart kan sige, det ved man ej. Det gælder dog næppe for vore pianister, så hvis skipper Pia agter skib at føre, så er her et lidet søkort at forstå: Greenwich-meridianen skiller ikke længere øst fra vest. Den er i dag erstattet af en takket, stiplet linie som skiller den civiliserede verden fra den muslimske. Og denne civiliserede verden omfatter i dag  tidligere tredie-verdenslande som Kina, Indien, Vietnam, Korea og Sydamerika. Og hvem kan have noget imod indvandring derfra samt af folk fra Østeuropa såsom russere, polakker, tjekker, svenskere, ungarere og slovaker? – I hvert fald ikke os her på Hodjas blog. Så prøv at gentage efter os: “Stop al indvandring fra muslimske lande” – MUSLIMSKE, Pia!