Hodjanernes Blog

4 januar 2010

A Sentinel Journey

Hvor naïv kan man være? – Overleve 14 dage i den Københavnske vildmark? – Ha!

I al sin dumdristighed gik forehavendet ud på at opsøge og udforske den så meget omtalte sammenhængskraft. Efter sigende skulle denne kraft omfatte dronningens riger og lande, inklusive hendes egen residensby. Befriet for TV, aviser og internet kaster man sig ud i eventyret og opsøger gamle kendinge fra sin hovedstadelige fortid. Ingen problemer her, thi som overlevende venstreorienteret faktotum er evnen til at svømme som en fisk i disse vande intakt. Indtil man opdager, at ord, vendinger og betegnelser har skiftet så helt og aldeles mening og indhold. Borte er forne tiders socialistiske idealer, borte er begavet diskussion, borte er dannelse, borte er viden. Og – næsten værst af alt – borte er ethvert rudiment af humor og selvkritik. Den gamle venstrefløj er gået i stok og frø, visnet bort fra livet, har trukket sin egen glorie ned over øjnene og henslæber nu en kummerlig tilværelse i samtalekøkkenet, hvor kun fladskærmen giver et blegt, men skævvredet mirage af noget uden for parcellen. Her ligger Samarbejds-Politiken frit fremme på det massive glasbord uden mindste blusel. Den udkommer stadig som broadsheet og er således velegnet som skærm mod virkeligheden.

Efter få dages pinsler med forsøg på at etablere intellektuel kontakt med diverse under-segmenter af segmentet, må man konstatere, at dertil rækker det danske sprog ej længere. Ordene betyder noget andet nu. Hvad, ved jeg ikke og er også ligeglad. Men et enkelt ord fra fortiden dukker stedse op: klassekampen. Den taler man ikke om mere, men det gør jeg. Blot er klasserne omfordelt og omdefinerede. Sammenhængskraft? – Bah! Glem det!  – Og skulle man tidligere have været i tvivl, vil en sådan være bortvejret efter få dages omgang med segmentet: borgerkrig er ikke længere noget man kan affeje som pølsesnak. Opmarchen er i gang. Den nye overklasse holder sig med lejesoldater i form af primitive vilde suppleret med bøllekorps af skurvede misfits og tabere – ©Ernst Röhm. Og så tror de, at den hellige grav er vel forvaret oppe i deres Olle-Kolle-Kollektiver i de nordsjællandske enklaver. Lad dem.

Efter en uge måtte jeg flygte fra dårerne. Ind i den indre by i håb om at møde et fornuftigt menneske, men Snaphanen lå slagen på valen af influenza. Så, over Sundet, op til Värmland, ud i de dybe skove. Fiskestangen frem, hul i isen, ild i spisen. Stille passiarer med granne Bertil over potatismos, sild, Pripps Blå og Renat. Fornuften lever i bedste velgående her. Jo bedre, jo længere bort fra byen man rejser. Bertil vil på ulvejagt nu. De er kommet igen. Ulvetid. Han olierede sit gevær, da jeg tog hjemad. Og begyndte at erhverve mig et “brush-up” på, hvad der i mellemtiden er hændt. Så vidt jeg kan forstå følgende:

  • En formand for en selskabelig organisation af intellektuelle, kunstnere og skribenter siger et par sandheder om islam, hvilket bringer fremtrædende repræsentanter for regeringspartierne til hysteriets rand. Det drejer sig jo om “tonen” – altså. – Substansen taler ingen om.
  • En skikkelig mand vil fejre nytårsaften med lidt fyrværkeri. Da han på forlangende ikke vil udlevere det til en bande kulturberigere sparkes han til positivspiller. Episoden er så dagligdags, at den kun omtales under pressens petitstof fordi det foregik på Frederiksberg Allé.
  • EUSSR’s statholder i Gau Dänemark holder sin nytårstale. Han nævner end ikke vore sårede og faldne soldater, som han har blandet ind i en formålsløs krig mellem to bander vilde barbarer. Til gengæld byder han en kvart million potentielle mujahedeen og jihadister velkommen til landet – “der er brug for deres “arbejdskraft” (sic.)
  • Folketingets plan med at afvæbne den lovlydige del af befolkningen er en succés: væbnede røverier, overfald og voldtægt er nu helt og aldeles uden risiko og følgelig i eksplosiv tiltagen.
  • PET demonstrerer, at det er alle pengene og de 700 ansatte værd. “Aktivister” (denne gang fredelige) kan uhindret marchere ind til dronningens taffel og en muslim med “Sudden Jihad Syndrome” kan blot baldre en rude og vade ind i Kurt Westergaards hus. Hvor der – i henholdt til ovenstående – ikke findes så meget som en peberspray, endsige et håndvåben.
  • De tre største dagblade beslutter at angrebet på Kurt Westergaard var berettiget og belønner jihadisten ved at undlade at genoptrykke tegningen. Statsradiofonien sender hver time billeder af Kurt Westergaards bopæl med vedlagt kort over den nøjagtige beliggenhed. Publik Sørvis, you know.
  • Imens trykker aviserne hykleriske ledere med fordømmelse af terror og forsvar for ytringsfriheden. Den ytringsfrihed som de alle så brændende ønsker afskaffet, så Kurt Westergaard og alle os andre med afvigende meninger kan bures inde i henhold til Forfatningstraktaten Lissabontraktaten og dennes “Rammeafgørelse” – som forbyder kritik af islam med en minimumsstraf på 1-3 år – og som nu er i kraft. Retsforbehold eller ej.

I løbet af de næste dage vil vi så se pressen med tilhørende slæng tilbage i den vante gænge med følgende overskrifter :

Samarbejds-Politiken: Skydegal politibetjent skød mod ubevæbnet somalier.
Pravda i Pilestræde: Somalier ville blot reparere Kurt Westergaards juletræ.
Mohammedavisen Jyllands-Pesten: Private hensyn til Kurt Westergaard må vige for hensynet til Neuropa.
Extrabladet: Beruset somalisk håndværker gik fejl af adresse i Århus.
DanMarx Radio: Khat-rygning er også skadelig for helbredet og den globale opvarmning. Og nu vejret.
Line Barfod, Einhetzlisten: Politiets opførsel er racistisk og ombudsmanden må skride ind.
Villy Vendekåbe, Waffen-SF: Der må straks nedsættes en undersøgelseskommission.
Margrethe Bombevest-Ager, De Radigale: Der må omgående nedsættes en undersøgelseskommission.
En Hækkerup, Sozi-Allah-kammeraterne: Hver en sten må vendes i denne sag, så politimanden kan blive straffet.
Søren Limpind, Venstre-partiet: Retsforbeholdet må ophæves og EUSSR udvides.
Naser de-Khadènce, Det Konserverede Falkeparty: Man skal ikke skyde en somalier noget i skoene med en hårbørste.
Tullesen-Dalle, Pianisterne: Jeg er rystet og chokeret. Nu kan det snart være nok. I hvert fald indtil næste gang.

Mon ikke det dækker så nogenlunde? – Eller er der noget jeg har overset?

23 kommentarer »

  1. Lige i øjet. 🙂
    Vi må lære at grine af det hele, indtil lortet står lige under næsen.

    Like

    Kommentar af Børge — 4 januar 2010 @ 18:16

  2. OK, og du beklager dig over, at du i dag ikke kan forstå sproget, fordi ordene er kommet til at betyde noget andet, end dengang venstrefløjen havde luft under vingerne.

    Hvad skal vi, der simpelthen aldrig har forstået dette særlige sprog og pr. definition har været udenfor, så sige?

    ….

    Et tilbageblik til Mettes første dag på universitetet.

    En psykolog er allokeret en forsamling bestående af 25 nye studerende.

    Han tegner nogle kolonner på tavlen, og i hver kolonne nedskriver han karakteristika for personer der er født og opvokset i forskellige “klasser” og åbenbart for livet stemplet med disses særlige kendetegn.

    Til sidst sidder 23 personer i den ene side af lokalet og holder om hinanden og ser lykkelige ud. De er allerede venner, har alle bekendt ved offentlig høring, at de tilhører den lavere middelklasse.

    I den modsatte side af lokalet sidder en hulkende kvinde tæt på de 30. Samt Mette, der fra starten har sagt fra overfor seancen og nu er sammenbidt, knejsende og lynende. De to er af psykologen udnævnt til at være “kapitalistbørn”.

    Den hulkende kommer i tanke om, at hendes far er gået konkurs, eller også lyver hun desperat. Hun beder psykologen om nåde og får lov til at flytte over til de glade, hvorefter hun løber grædende gennem lokalt og omsluttes af kærlige arme og trøstende klap. Belønnes for at fragå arv og gæld og hænge sin far ud.

    Derefter opfordres de studerende, som vel at mærke er stærkt selekterede pga. af høje optagelseskrav, til at danne studiegrupper. Man skulle ellers tro, at det var tumper men det er det ikke.

    Inden psykologen forlader lokalet, siger han henkastet: “Så kan I jo se, om der er nogen af jer, der vil være sammen med Mette.”

    Ingen ser ud, som om de så meget som har lyst til at røre dette fremmede “kapitalistbarn” med en ildtang.

    Psykologen tager ikke højde for, at Mette også har tabt lysten til at være sammen med de andre. Hun gennemfører studiet som – det meste af tiden – privatist hjemme ved spisebordet og får den bedste eksamen, selv om hun til det sidste bliver forsøgt dumpet. Da der også anvendes gruppeeksamener får hun pludselig nogle venner, som lader hende bestå eksamen for alle fire.

    Hun når såmænd også at redde et menneskeliv, inden dette mareridt er forbi, og dette medtages kun for at understrege, hvor sygt og sekterisk miljøet var.

    Studiet er nemlig belagt med evalueringer af den mest infame slags, psykisk tortur for viderekomne.

    Under en terapeutisk tegneforløb skal alle tegne deres yndlingsdyr. Tro det eller lad være, næsten raden rundt er der små missekatte og ellers hundehvalpe. Med en undtagelse.

    “Hvad er det?”, spørger den kvindelige lærer inkvisitorisk

    Mette tegner ellers ret godt.

    “Det er en vild hest på vej bort ud over prærien”, lyder svaret. Klassen holder vejret.

    Lidt efter skriger læreren: “Alle op på bordene”. Og der står de så. Undtagen en. Mens læreren klatrer ud ad vinduet på femte sal. En hånd når at få fat i hendes livrem.

    Den dag russerne går ind i Afghanistan, bryder psykologens verden sammen. For som han siden siger med gråd i stemmen, kom han jo bare fra et lille sønderjysk husmandssted, hvor man enten kvalificerede sig til at sortere de små eller de store kartofler.

    Det er den slags råstof, man laver de nyttige små tyranner af.

    ….

    Men historien har et efterskrift. Den dag, hvor Mette var blevet degraderet til at være et klasseprodukt og intet andet, gik hun sig efterfølgende en tur i en park og sad længe på en bænk og tænkte. På et tidspunkt kom en ung pige hen og satte sig ved siden af hende uden at sige noget. De havde begge set hinanden om morgenen, da de mødte op på unni men var blevet placeret i to forskellige auditorier.

    Da pigen ikke sagde noget men blot sad forstenet og så ud i luften, spurgte Mette, om hun også var blevet udnævnt til “kapitalistbarn” og isnet ud.

    Pigen svarede, at hun ganske rigtigt var faldet ved siden af, idet hun som den eneste havde måttet bekende, at hun var arbejderbarn, og det var ikke det, hun havde forestillet sig, da hun glad var mødt op som den første i sin familie, der var blevet optaget på universitetet.

    Hun holdt ikke længe på studiet.

    Like

    Kommentar af Mette — 4 januar 2010 @ 18:41

    • Fantastisk velformuleret og illustrativ historie, Mette. Tak for den. Og jeg mener det.

      Dine oplevelser på universitetet er nu nok ikke med dem, som jeg kalder “de gamle socialister”, altså udgået fra arbejderklassen, men snarere kystbanesocialisterne, altså vore dages afart. Som du vel også selv er inde på i eksemplet med arbejderpigen.

      Rigtige socialister findes ikke mere. De uddøde med den de sidste fra BoPa.

      Like

      Kommentar af Skjoldungen — 4 januar 2010 @ 20:17

  3. Skjoldungen. Tak, og jeg er glad for, at du mener det.

    Jeg vil gerne tilføje, at jeg giftede mig som ganske ung og oplevede, hvordan et meget dejligt menneske blev ødelagt af diabetes og alkoholisme i giftig forening, hvorfter jeg drog ud i verden som hårdt arbejdende enlig mor og så vidt havde råd til at udbygge min uddannelse med det studium, som jeg omtaler ovenfor.

    Jeg havde ingen problemer med at omgås alle slags mennesker, da jeg efter afsluttet uddannelse og som planlagt blev ansat i Bedriftssundhedstjenesten, og jeg har holdt i mange hænder både i skurvogne og på direktørkontorer.

    Du har ret i, at det var kystbanesocialister, der styrede det forløb, som jeg var igennem med sensitivitetstræning på sensivititetstræning, flere af dem var fra samme miljø som jeg, og jeg så, hvordan de nedbrød folk.

    Dette er sikkert en væsentlig grund til, at jeg i snart mange år har kritiseret islam.

    Like

    Kommentar af Mette — 4 januar 2010 @ 20:55

  4. :o)))))
    Godt indlæg Skjoldunge.

    Like

    Kommentar af TB — 4 januar 2010 @ 21:23

  5. ““Det er en vild hest på vej bort ud over prærien”, lyder svaret. Klassen holder vejret.”

    Typisk kapitalistdyr 🙂

    Du er for øvrigt en helt fabelagtig fortæller!

    Like

    Kommentar af Egtvedpigen — 4 januar 2010 @ 22:29

  6. Man overser altid noget, men jeg kan ikke lige komme i tanke om det.

    Iøvrigt anbefalede Hodja engang folket at blive medlem af Trykkefrihedsselskabet. Jeg fulgte anbefalingen og meldt mig ind i den fornemme organisation for at være blandt ligemænd og kvinder.

    Desværre har jeg kun modtaget en fornærmende tavshed, så nu må jeg lige spekulere på, hvordan jeg mest muligt kan svare på fornærmelsen. Jeg er rasende.

    For vi er jo forfængelige, og fornærmelser SKAL besvares. jeg har tænkt på at melde mig ind i Enhedslisten eller stemme på de radikale, men det er jo ikke en rigtig hævn.

    Men den kommer – først på min blok : Kultursammenbrudet og senere i verdens store aviser.

    “Kurt Rosenstrøm afvist i Trykkefrihedsselskabet”.

    Jeg har allerede kontaketet Bangkok Post og Svenske nyheter. Flere følger. De tyrkiske aviser optager efter sigende enhver kritik af Vesten.

    Og jeg vender gerne på en tallerken, når det drejer sig om store personlige fornærmelser. I gamle dage brugte man en kårde, men jeg har ingen kun min gyldne pen.

    Like

    Kommentar af kurt Rosenstrøm — 5 januar 2010 @ 07:20

    • Har du prøvet at rykke? Der SKER jo klerikale fejl ind imellem?

      Like

      Kommentar af Anna Lyttiger — 5 januar 2010 @ 11:48

  7. Personlig synes jeg Trykkefrihedsselskabet er værd at støtte. Før, nu og stadigvæk.

    Ikke at det medførte jeg personlig søgte om et medlemskab, med Selskabet til Indførelse af Ytringsfrihed i Danmark og Resten af Verden som organ, synes jeg der er rigeligt at se til, der skulle jo også gerne stadig være råd til et fiskekort og lidt mere.

    Like

    Kommentar af Peter Buch — 5 januar 2010 @ 07:34

    • Til Kurt Rosenstrøm og Peter Buch:

      Selv om Trykkefrihedsselskabet er en eksklusiv forening, kunne de naturligvis godt have givet et høfligt afslag. Et sådant modtog jeg heller ikke, da jeg i sin tid forsøgte at melde mig ind. Men den slags petitesser og falbelader får mig nu ikke til at drage kårde. Tværtimod. De kan have endog særdeles gode grunde til at “circle the wagons”. For eksempel har de jo brændt nallerne ved at acceptere vindbeutler, taskenspillere og fusentaster som Søren Pind, Naser Khader og hende damepræsten, Lillefix, eller hvad hun nu hedder…

      Lad os i stedet glædes over, at man trods alt kan samle ca. 800 medlemmer (iflg. selskabet) ud af en såre begrænset kreds af “åndspersoner” i et så lille land. Tallet overrasker mig ikke så lidt, da antallet af politisk korrekte åndsfyrster formentlig må være mindst 10 gange større – bedømt ud fra mediernes flomme af vås. Altså ca. 8.000 kulturpersonager i Danmark? – I så fald gemmer de sig godt! .Betænk også, at i de kredse udkæmpes bataljerne på pen og papir, hvilket kræver indforståethed med spillets regler og sproglige kodeks. Forestil Jer blot at skulle svare igen på et angreb som f.eks. dette indlæg af en Kasper Støvring. Efter ca. 3 gennemlæsninger står det mig fremdeles uklart, om der rent faktisk foreligger et angreb, eller om det hele er et eksempel på, hvad en “random gobbledygook generator” kan præstere. Godt, at jeg ikke skal tage stilling til den slags…

      Vi andre her nede på værkstedsgulvet kan jo bakke op om vore repræsentanter i kultureliten ved at støtte TFS økonomisk. Det har de næppe noget imod. Men jeg tror det er klogt at gøre det anonymt. Modstanderne af ytringsfrihed og dermed TFS – og det vil sige den samlede, danske verdenspresse – vil øjeblikkeligt vide at udnytte situationen, dersom det kom frem at TFS modtog støtte fra jævne proletarer med et bramfrit ordforråd, nørdede kredse i blogosfæren og praktisk arbejdende folk i den profane almue. Fyda, føj…fyda, føj for en skandale…

      Like

      Kommentar af Skjoldungen — 5 januar 2010 @ 10:51

  8. Jeg kender Stjernefelts indstilling, og han aner ikke hvad kultur er. Her er en del af beviset.

    “Selvom vi ikke er fuldstændig enige om betydningen af kultur, er ophøjelsen af ytringsfriheden til en særlig »dansk værdi« reelt en kulturalisme, der hævder dansk kultur som noget specielt – en kulturdyrkelse, der er den nationale højrefløjs pendant til multikulturalismens kulturdyrkelse på venstrefløjen”.

    Gammelt vand på brugte bønner. Det er ikke noget problem, at svare på den slags vrøvl. Fine ord og vendinger der tøfler derud ad.

    Dette er noget vrøvl… “der hævder dansk kultur som noget specielt” Selvfølgelig er hver kultur noget specielt. Sagen er triviel.

    Men jeg glemmer ikke. Tavsheden. Her ligger den grovefornærmelse.

    jeg skal bare tænke sagen igennem og finde ud af, hvor angrebet skal sættes ind.

    Kulturpersonligheder – arrogancen-folket osv. Der er masser af angrebspunkter de næste 10 år.

    Måske bliver det en kronik i Kristlig dagblad eller Fyens stifttidende. Måske er det bedst i Sverige. Foreløbig stopper jeg mine små skriverier i Uriasposten. Der er de pot og pande.

    Like

    Kommentar af kurt Rosenstrøm — 5 januar 2010 @ 11:19

    • Tøw nu kuns en kende, Kurt. Fornærmelse er for sarte folk i en vis, anden kulturkreds. Syng dem i stedet en sang fra de varme lande ovre på Uriasposten, hvis du mener den er “pot og pande” med Trykkefrihedsselskabet. Lad ikke form overdøve indhold, intellektuelle kulturpersoner er oftest distræte og har sjældent læst Emma Gad.

      Like

      Kommentar af Skjoldungen — 5 januar 2010 @ 11:29

    • Nåååh, hvor er det synd for dig, lille mand. Du lyder næsten lige så sønderknust som OIC og CAIR.

      Like

      Kommentar af Anna Lyttiger — 5 januar 2010 @ 11:50

  9. Humor på højt niveau.

    Men selvfølgelig er der nogen, som vil tage joken seriøst og slubre det i sig som et spædbarn sutter vælling.

    Like

    Kommentar af Anna Lyttiger — 5 januar 2010 @ 11:43

  10. Jeg tøver ikke. Jeg er sart, og fornærmelser har som bekendt ødelagt verdensriger. Dem skal man ikke tage for let på. Mine to største helte Kierkegaard og Nietszche var gudske lov ikke normale. Mellem idioten og den geniale ligger altid det ukendte grænseland og venter. Jeg siger blot:

    “What did I dream
    I do not know:
    The fragments fly like chaff.
    Yet, strange, my mind was tickled so I cannot help but laugh”

    Jeg planlægger mine næste træk, måske kommer de fra grænselandet.

    Like

    Kommentar af kurt Rosenstrøm — 5 januar 2010 @ 12:01

  11. Anna Lyttinger! Er du idiot eller er det bare skuespil?

    Like

    Kommentar af kurt Rosenstrøm — 5 januar 2010 @ 12:04

  12. Hm! så er det undskyldningernes tid, jeg får alligevel en opkrævning om medlemsbidrag til det verdensberømte firma.

    Godt min interessante hjerne ikke fik mig indviklet i flere fornærmelser. Men flov er den ikke.

    Like

    Kommentar af kurt Rosenstrøm — 5 januar 2010 @ 17:17

  13. Skjoldungen

    I forhold til Selskabet til Indførelse af Ytringsfrihed i Danmark og Resten af Verden er Trykkefrihedsselskabet ikke en eksklusiv forening, de optager jo medlemmer. Jeg har vist kun et par gange tilbudt personer at betragte sig som med i selskabet, det der starter med- selskabet. Jeg støtter i det omfang jeg kommer til enkelte begivenheder og køber lidt litteratur, der skal jo også være lidt til hr. Møllers udgifter af teknik mv. på Uriasposten, synes jeg.

    Like

    Kommentar af Peter Buch — 5 januar 2010 @ 17:49

    • Nu er jeg vist helt hægtet af – er der TO selskaber med næsten samme navn? – Kanske det ene er det originale fra sjette Frederiks tid? Eller hur?

      Like

      Kommentar af Skjoldungen — 5 januar 2010 @ 18:56

  14. Vil bare sige tak for et rigtig godt indlæg.

    Like

    Kommentar af O.L — 5 januar 2010 @ 18:16

  15. Skjoldungen

    Nej, mit lille selskab med det lange navn er inspireret fra Johann Friedrich Struensees tid og han levede 1737 til 1772. For nemheds skyld gentager jeg lidt fra min debatkommentar andetsteds fra:
    Både før Johann Friedrich Struensee ved kongens laden reskriptet af 14. september 1770 blive lov, der betød ophævelsen af al censur og indførelsen af fuld trykkefrihed da.wikipedia.org/wiki/Johann_Friedrich_Struensee
    , og efter- ved Struensses reskript af 7. oktober 1771 der indskrænkede den absolutte skrivefrihed, er der indgreb i trykkefriheden, og forskellige syn på problematikken, trykkefrihed, ytringsfrihed, og censur, den ærede læser har nok sit eget syn på sagerne.


    da.wikipedia.org/wiki/Trykkefrihedstiden

    Under alle omstændigheder holdt den fulde frihed kun lidt over et år. Det er den tid, vi har belæg for i skriftlige kilder, der har eksisteret 100% ytringsfrihed i Danmark. I alle andre perioder med kendte skriftlige kilder har der været begrænsninger.

    Trykkefrihedsselskabet nævner på: http://www.trykkefrihed.dk/trykkefrihedsselskabet.htm om deres selskabs navn – “Det ikke særligt mundrette navn tog vi fra det første Trykkefrihedsselskab, der under enevælden kæmpede for indførelse af trykkefrihed. Med navnet vil vi understrege, at datidens kamp for ytringsfrihed er blevet aktuel igen, også selv om ytringsfriheden siden Grundlovens indførelse 1849 har været lovfæstet i §77.”, citatudsnit slut.
    På wikipedia står under “Trykkefrihedsselskabet af 2004”- For det historiske selskab, der eksisterede 1835-1848, se Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug. Hvorom wikipedia skriver:
    Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug, også kaldet Trykkefrihedsselskabet, blev stiftet i marts 1835 af liberale kræfter, der ville modvirke en skærpelse af censuren under enevælden. I 1848 blev selskabet opløst, og med Grundloven af 1849 blev der indført fuld trykkefrihed.
    Selskabet havde også til formål at modarbejde trykkefrihedens misbrug og virke til folkeoplysning. Selskabet udgav Dansk Folkeblad og en række skrifter med folkeoplysende sigte. Det udskrev også en række prisopgaver. Medlemmer af selskabet modtog både Dansk Folkeblad og de forskellige skrifter, som selskabet udgav.
    Trykkefrihedsselskabet af 2004 opfatter sig som inspireret af det historiske Trykkefrihedsselskab. -citat slut.

    Min inspiration er sådeles den umiddelbart ældste og der er i min nævnen selskabet med det lange navn, som jeg ikke liige kan huske hvornår jeg fandt på eller nævnte på nettet første gang, vel også lidt egen forfængelighed, for Struensees og Danmarks ene år med total frihed på ytringsområdet er ikke noget, der kan andet end inspirere. For mig at se.

    Like

    Kommentar af Peter Buch — 5 januar 2010 @ 19:54

    • Javel, ja… Tak for tydeliggørelsen. Det lader til at trykkefrihedens modstandere har en lang tradition for at kappe knoppen af folk som bruger den…

      Like

      Kommentar af Skjoldungen — 5 januar 2010 @ 21:00

  16. Ja. Det er helt korrekt.

    Ja, hvis det hele skal med er det jo nok den nominelle majestætsfornærmelse- at Struensee og dronningen lå i med hinanden der lå bag straffen blev at våben brydes og partering herunder halshugning sker, men det kunne være klart for mange, at en hvilken som helst anledning til at tage livet af Struensee var velkommen for mange rivaler. Sammenfaldet af livskraftig potens og reformiver er ikke velset i mange tider af magtens flok, der selv helst vil styre alt mellem formering og re-formering.

    Like

    Kommentar af Peter Buch — 5 januar 2010 @ 21:54


RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: