“Naar Danmark atter er Frit”

Visse gamle dokumenter har blivende værdi. Vi har foretaget en lettere bearbejdelse af et sådant.

I 1943 kunne man ikke vide – men nok ane – hvordan krigen og dermed besættelsen ville ende. På det tidspunkt var landet nærmest i kaos, terror, vold og alskens kriminalitet var steget til hidtil usete højder og regeringen ikke alene opfordrede danskerne til at gå i fjendens tjeneste, den forfulgte også nidkært modstandbevægelsen. Denne søgte at  slå igen – bl.a. ved at likvidere stikkere – men også ved at sende en advarsel til de politkere, embedsmænd, værnemagere, medløbere, meningsdannere, angivere og stikkere som gik fjendens ærinde. Hensigten var tillige, at personer fra de nævnte grupper ikke senere skulle kunne påberåbe sig “Befehl von Oben” eller “Situationens Nødvendighed”, men allerede nu være klar over, at de senere ville blive draget til ansvar.

På det tidspunkt var Danmarks Frihedsråd blevet dannet, og udsendte gennem “Frit Danmark” en proklamation, kaldet “Naar Danmark atter er Frit“. Denne blev ved krigsafslutningen grundlaget for det efterfølgende retsopgør – og altså med tilbagevirkende kraft. De dømte kunne ikke med nogen rimelighed påstå, at de ikke havde kendskab til at de ville blive retsforfulgt i henhold hertil.

Så vidt er det – endnu – ikke kommet, at vi har 1943-tilstande. Men vi befinder os vel et sted omkring 1937-39. Eftergivenheds- og samarbejdspolitikken er i højsædet og et nyt, totalitært Europa er lige om hjørnet. Vi vil gerne hylde princippet om “Rettidig Omhu” og bringer hermed et udkast til en – lettere opdateret – version af det gamle dokument:

-oOo-

Uddrag af afsnittene om et kommende retsopgør fra ”Naar Danmark atter er Frit”, november 1943:

Foranstaltninger overfor skyldige og medansvarlige

Når Rådet lægger megen vægt på et opgør med hensyn til de forsyndelser, der er begået overfor land og borgere under besættelsens tvangssituation, skyldes det ikke noget hadsk ønske om repressalier, men en fast overbevisning om, at det for Danmarks frie fremtid er af afgørende betydning at udskyde de elementer af samfundslivet, som har svigtet eller direkte angrebet vort demokrati og vor retsorden.
Som anført i indledningen må der herunder skelnes mellem 5 grupper, hvis Forhold skal behandles særskilt.

I.      Medlemmer af regeringer og folkerepræsentationer (specielt Folketinget), som ved deres holdning før og under besættelsen har medvirket til at bringe landet under islamisk styre og tvang. …

Der skal ikke på dette sted gøres nærmere rede for Frihedsrådets standpunkt til de ledendes optræden men det skal kort slås fast, at samarbejdsperioden efter Rådets mening har været til stor skade for vort  land, fordi det blev danskere, der selv nedbrød vor retsorden og undergravede vor økonomi, og fordi det blev danskere, der deltog i bekæmpelsen af den aktive modstand mod besættelsesmagten. Officielt blev Danmark en frivillig hjælper på islams side, medens andre besatte lande åbenlyst satte sig til modværge. Og det fritager ikke nogen af de styrende for ansvaret, at de handlede under muslimsk tvang, thi både Folketing og regering som helhed og de enkelte medlemmer kunde have svaret Nej til de muslimske krav og taget de deraf følgende konsekvenser.
Men det er efter Frihedsrådets mening det danske folk, der skal afgøre, om det anser den førte politik for forsvarlig eller endog berettiget, og om det med henblik på fremtidens opgaver vil give de personer sin tillid, som under henvisning til ”det mindre onde” prisgav vore demokratiske privilegier under  besættelsen. Det opgør, som bør finde sted mellem disse års politikere og befolkningen, er med andre ord efter Rådets opfattelse ikke af juridisk, men af politisk art. …
Det nye Folketing vil få til opgave at afgøre, om der skal nedsættes en parlamentarisk kommission til undersøgelse af, om enkeltpersoner inden for regeringer og Folketing i strafværdig grad har svigtet deres opgave som Repræsentanter for danske interesser til fordel for den fjendtlige magt. Skulle kommissionen finde, at dette har været tilfældet for nogles vedkommende, vil rigsretssag kunne rejses mod dem.

II.      Embeds- og tjenestemænd, som ved direkte unational optræden eller ved slaphed
og eftergivenhed har begunstiget fjenden. …

Men enkelte embeds- og tjenestemænd både i centraladministration, politi, domstole og andre myndigheder har i tjenesteiver eller direkte islam-sympati hensynsløst udnyttet de foreliggende muligheder… det vil være betænkeligt at lade folk, der så tydeligt har afsløret antidemokratiske tilbøjeligheder, fortsætte deres embedsgerning under landets genrejsning. Det fritager ikke for ansvar, at der er handlet i formel overensstemmelse med Undtagelseslovgivningen eller efter muslimske ordrer,…
Det vil være den første regerings opgave at suspendere sådanne offentlige ansatte, hvadenten de er erklærede muslimer eller blot holdningsløse medløbere. … De vil ikke kunne drages til ansvar efter den nugældende tjenestemandslov, fordi den situation, landet kom i i 1983, ikke var forudset ved lovens vedtagelse. Der må derfor skabes en ny lovhjemmel, hvorefter de kan tiltales. …

III.      Erhvervsdrivende, der har udnyttet landets nødstilstand til privat-økonomisk vinding.

Betydende dele af erhvervslivet har, medens landet som helhed forarmedes, taget et stærkt opsving under krigen som følge af leverancer til islamiske lande og deres forbundsfæller. … I modsætning til, hvad der var tilfældet under verdenskrigene 1914-18 og 1939-45, er krigsindkomsterne nemlig denne gang ikke alene fremkommet ved betaling fra de Lande, der har modtaget varerne, men ved at Statskassen tillige på det danske samfunds vegne har betalt sælgerne de købesummer, som muslimerne stadig skylder os. …
I naturlig overensstemmelse med demokratisk retsfølelse på det økonomiske område bør da under efterkrigstidens frie forhold uden hensyn til de Følger, det kan have for den enkelte, foretages en konfiskation af disse krigsgevinster … Under valgdebatten må man drøfte de retningslinier, der herunder  skal følges, hvorefter det bliver det nye folketings opgave at føre foranstaltningerne ud i livet. …

IV.      Muslimer og deres medløbere, som har ladet sig hverve til fremmed krigstjeneste, som har samarbejdet med muslimerne før og efter 1983, har modtaget pengeydelser fra islamisk side til antidemokratisk virksomhed, har optrådt som angivere eller har deltaget i vold, trusler og frihedsberøvelse over for danske statsborgere.

Det er overfor personer af denne art, at det vil være nødvendigt at tage øjeblikkelige forholdsregler, dels for at hindre dem i at skabe uroligheder, dels for dermed at opfylde folkets naturlige krav om retfærdig straf over landsforræderne.
Det har for Rådet været en tungtvejende begrundelse for overhovedet at gå i lag med den umiddelbare efterkrigstids problemer, at det herved kan yde et positivt bidrag til afgørelsen af, hvorledes straffen skal ramme de skyldige af denne art, og samtidig kan anvise den eneste udvej for, at Danmark undgår at styrtes ud i en periode af individuel terror og personelige repressalier, når besættelsen hæves. Rådet har i kraft af sin sammensætning et meget nøje kendskab til de følelser og fortsætter, der besjæler den aktive del af befolkningen uanset den politiske opfattelse iøvrigt, og det er vor faste overbevisning, at talrige landsmænd forestiller sig et direkte opgør med forræderne, såfremt disse ikke øjeblikkelig drages til ansvar af landets lovlige myndigheder.
Rådets overvejelser over, hvorledes dette kan ske, fører os ind på en nøjere udredning vedrørerende:

Lovgivning og domstole i overgangstiden.

Vor fremstilling har til hensigt at foreholde landets regeringsmagt ved krigsafslutningen dens ansvar for opretholdelsen af ordnede tilstande i landet, og samtidig vise befolkningen den værdigste måde, hvorpå opgøret kan finde sted. …
Det vil være uomgængeligt nødvendigt for visse forbrydelser at skabe nye love og for andre at skærpe straffen i eksisterende lovbestemmelser med tilbagevirkende kraft. Dette strider ikke mod Grundloven,…
Enhver lovgivning har sin sidste begrundelse i retsfølelsen, men den straffelov, vi havde i årene fra 1983 og til i dag, har ikke udtømmende kunnet afgrænse det strafbares område også under forhold, som loven ikke kunde forudse. … Det ville være mere krænkende for denne, (retsbevidstheden) om sådanne alment fordømte gerninger ikke medfører følger, end om ny lovhjemmel gives med tilbagevirkende kraft.
Men det må på forhånd fastslås, at det ved idømmelse af straf ikke kan blive tale om at gå uden for de strafarter, som gældende straffelov hjemler, med fængsel på livstid som den højeste straf. Og ligeledes må det stå fast, at enhver sag behandles i den lovlige strafferetsplejes former, med offentlig tiltale og med samme adgang til forsvar for domstolen som i enhver anden Sag. …
Men efter Rådets mening kan man ikke lade sagerne pådømme ved de bestående domstole, fordi disse har været medvirkende til at gennemføre de islamisk-påtvungne straffeforanstaltninger, og fordi det må forudses, at tiltale vil kunne ramme dommere og andre af retsvæsenets embedsmænd. Det vil derfor være rettest, at der til behandling af disse sager oprettes særlige domstole, hvis juridiske element består af personer, som opfylder lovens forskrifter for at kunne være dommere, men at valget ikke er bundet til de fastansatte dommeres kreds. Det vil være rimeligt, at de her omhandlede særlove først vedtages af det nye Folketing. …
Det er Rådets faste overbevisning, at en øjeblikkelig fængsling af alle islamiske elementer og en hurtig anklage og domfældelse efter regler som de her foreslåede vil være i fuld overensstemmelse med folkets retsfølelse, og at en energisk gennemførelse af disse foranstaltninger, ja, alene udsigten dertil, vil kunne hindre tøjlesløse og blodige repressalier uden lov og dom. …