Naser Khader oversætter: Idealist = Idiot.

Samarbejds-Politiken er nu færdig med kåringen af årets idiot idealist: Båtniksen vandt!

Hvilken overraskelse…. Men på trods af sin syriske opvækst har Naser Khader tilegnet sig en glimrende indsigt i det danske sprogs finere nuancer. Han kan endda oversætte Perletikens Pølletikens Samarbejds-Politikens parallel-sprog til almindelig dansk:

Bonnichen burde få idiotiprisen

Tidligere chef for PET Hans Jørgen Bonnichen oplever i disse dage nærmest en prisregn, idet han både er blevet kåret som Årets Idealist af Politikens læsere (ja, hvem ellers?) og har fået Liviafondens Idealistpris. Tillykke med det. Begrundelserne handler om, at Bonnichen maner til dialog også når det ’ser sort ud’. I mange tilfælde ville jeg synes det er fornemt at blive kåret som én, der kalder på dialog og samarbejde, men jeg må erkende, at jeg i dette tilfælde næsten synes, at der er tale om en idiotipris.

En nyttig idiot
Den nu pensionerede PET-chef har nemlig ikke forstået, at når han konsekvent sætter kikkerten for det det blinde øje i forhold til de fundamentalistiske kræfter, der rent faktisk findes i det danske samfund, så tjener han som deres nyttige idiot. Bonnichen fortæller endda glad og gerne, når han holder foredrag, at det er lige så usandsynligt, at Danmark bliver ramt af et terrorangreb, som et hajangreb er i danske farvande. Den samme mand, som ikke synes vi skal holde en ytringsfrihedskonference i København af hensyn til sikkerheden, og som tilsyneladende ikke længere har energi til at følge med i de danske medier, når de omtaler indtil flere terrorsager.

Ingen dialog med fundamentalister
Hvad Bonnichen har ikke forstået, at fundamentalisterne opfatter en invitation til dialog som en invitation til at fortsætte deres monologer. Der bliver ikke flyttet noget som helst. Der er ingen dialog, ingen samtale. Når der ikke er det, så får vi heller ikke nogen fælles accept af de værdier vi bygger det danske samfund på – og det burde vel være det, der er endemålet med sådan en dialog. For det kan vel ikke være, at vi skal ende med en accept af de værdier f.eks. Hitz-u-Tahrir bygger på?
Det er derfor jeg mener, at der er nogen vi ikke behøver og slet ikke bør gå i dialog med. Det er kun fundamentalisterne, der får noget ud af det: nemlig legitimitet i forhold til deres egne og ikke mindst i forhold til tvivlerne. Vi får en sludder for en sladder – og det er en meget skræmmende omgang sludder. Under min nylige rejse til Iran med flere kolleger fra Folketinget oplevede jeg endda, at selv de mest dialogorienterede af dem begyndte at tvivle: ’Det er jo håbløst. Hvad skal vi stille op med deres (mullahstyrets) monologer?’ , som en af mine kolleger, der nærmest må betegnes som meget dialogglad, bemærkede.
Jeg tror bestemt på dialog i forhold til tvivlerne – for vi skulle gerne vinde lige nøjagtig den kamp om de muslimske sjæle. Vi skal invitere dem ind i demokratiet, synliggøre vores frihedsværdier og i øvrigt stå fast på dem. Den demokratiske integration har fejlet overfor nogle grupper i det danske samfund, og det mener jeg bestemt, at vi skal gøre endda rigtig meget ved.

Wallah, min fætter – lyt til Bonnichen!
Men tro mig, hverken Hitz-u-Tahrir eller mange af de imamer, der stadig har alt, alt for meget taletid tvivler på noget som helst. De tvivler ikke på deres islamfortolkning som det eneste sande, de tvivler ikke på indførelse af Khalifatet, og de tvivler heller ikke på, at Sharia-lov er den retsorden vi alle burde underlægges.
Når Bonnichen praler med, hvordan han afværgede en mere katastrofal udvikling af Mohammedkonflikten ved at ’tage en snak med imamerne’, så afslører det en naivitet, oppustethed og selvforståelse, der er for mig ubegribelig. Det kan da godt være, at der var en enkelt imam, der lagde røret på og råbte ud i moskeen: ’Wallah mine fætre, Bonnichen siger at danskerne slet ikke vil brænde Al’Quran – så lad os sætte os hen og drikke noget mynte-the i stedet.’ Men jeg tror ikke, at der var nogen, der hørte efter. Og lad mig lige minde om, at lige netop de imamer, som Bonnichen opfordrede til dialog med dengang – og det gør han stadig – og som han rådgav regeringen om at give adgang til de bonede gulve; de selv samme imamers fuldskæg voksede mange meter i deres trosfællers øjne for at have så fine venner. Og så gjorde de det, de alligevel havde tænkt sig: At hidse så mange som muligt op så hurtigt som muligt, både indenlands og udenlands. Må jeg minde om, at mere end 100 døde som følge af Mohammedkonflikten. Bonnichen mener, at han forhindrede at der blev flere. Jeg mener, at hvis hans dialogvrøvl havde virket på fundamentalisterne, så skulle der ikke have været en eneste.

En sikker vinder
Bonnichen og hans fans, der strækker sig fra hjørnekontoret i Politikens Hus på Rådshuspladsen til ministerkontoret i Integrationsministeriet burde alle inviteres til en ny prisoverrækkelse med Bonnichen som prismodtager. I begrundelsen står: ’Alle har ytringsfrihed, og retten til at bruge den som de vil. Men nogle mennesker har svært ved at forstå, når deres arbejdsliv er slut, at de formelt er blevet pensioneret og deres stol er indtaget af en anden. Disse som oftest overvurderede personer fortsætter med at vurdere og give råd ud fra deres nu forældede viden. Priskomiteen vil gerne tydeliggøre overfor årets prismodtager, at hans såkaldte rådgivning af den danske offentlighed trænger til omgående pensionering fordi den nærmer sig idioti. Derfor går årets Idiotipris 2009 til tidligere, forhenværende, helt og aldeles pensionerede chef for PET: Hans Jørgen Bonnichen.’

Tip: TB