Folk i vesten stikker hovedet i busken i håb om, at virkeligheden forsvinder omkring dem.
[…]
Rent filmisk minder Wilders i sin fremgangsmåde mest om Michael Moore, om end ikke så underholdende. Det skyldes dels mangel på talent, dels vel også, at det er ulig sjovere at gøre grin med Bush end at betragte den terrængående islam i nærbillede.
Der er sgutte så meget at grine ad, når imamerne ruller sig ud, og når en forsamlet vestlig intelligentsia undskylder og forklarer dem og fordømmer deres kritikere, så må smilet stivne i afmagt.
Forskellen på Moore og Wilders er den reaktion, de afføder, og den er i sig selv langt mere illustrerende end nogen film. Når man basher Bush, vinder man priser og klapsalver i Cannes. Når man basher islam, får man enden på alvorlig komedie, og en dånende vestlig offentlighed må have lugtesalt, mens de skræmte som harer søger at opfinde vigtige og principielle og voksne begrundelser for ikke at ville bringe filmen.
[…]
Sært nok synes den officielle vestlige offentlighed at være enige om, at nok er begivenhederne slemme, men filmen om dem er lige godt værre.
Det er, som om man tror, at hvis vi bare lukker øjnene længe nok, så skal virkeligheden nok blive helt væk.
Når man basher Bush, vinder man priser og klapsalver i Cannes. Når man basher islam, får man enden på alvorlig komedie.
Læs det hele af Niels Lillelund
Tip: GG