Hodjanernes Blog

10 marts 2007

Kronik i Jyllands-Posten: Mikael Rothstein eller forskningsfrihed

Carsten Breengaard, universitetslektor emeritus, dr.theol skriver i en kronik i Jyllands-Posten, som jeg undtagelsesvis bringer i sin fulde længde – læs det selv guddommeligt:

Du kan vælge mellem Rothstein og deportation! Det er den såkaldt frie forsknings frie valg. Hvorfor skulle det være anderledes for chefredaktører?

Den allestedsnærværende Mikael Rothstein har i martsnummeret af Dansk Magisterforenings medlemsblad fået optaget en støtteerklæring for en anden allestedsnærværende religionshistoriker, lektor Tim Jensen, Odense. I spidsen for den betydningsfulde forening af danske religionshistorikere med det nydanske navn The Danish Association for the History of Religions (DAHR) har Rothstein udsendt en bandbulle mod Jyllands-Posten. Angiveligt med det formål at værne ånds-, forsknings- og ytringsfriheden, som Jyllands-Posten hævdes at ville knægte.

Anledningen er, at Jyllands-Posten har ment, at selv universitetsforskere burde være forpligtet på sandhed. I Muhammed-krisens forløb blev det nemlig notorisk afsløret, at Tim Jensens påstande om, at han med sin store faglige indsigt, også i islam, rettidigt, dvs. på forhånd, skulle have rådgivet Jyllands-Posten om ikke at bringe tegningerne – en påstand Politiken har forlist sin sidste troværdighed ved at gentage og gentage – var elementær desinformation. Ganske enkelt forkert – eller, som man sagde i gamle dage, lodret løgn. Og det kan vel ikke undre nogen, at Jyllands-Posten ikke er glad for at blive beskyldt for at have tilsidesat et profetisk råd fra en af vore betydeligste religionshistoriske eksperter, lektor Tim Jensen fra Odense. Men da Jensens profeti altså ikke var profetisk, men bevidst kreeret i bagklogskabens hovmod, har Jyllands-Posten bedt Tim Jensens universitet om at se nærmere på Jensens alternative omgang med sandheden.

Og det er så dette forsøg på at forpligte selv forskere på sandhed, Mikael Rothstein nu i sit manende opråb kalder en undergravning af såvel den frie forskning som af forskeres mulighed for at deltage i den offentlige debat.

Umiddelbart kunne man måske mene, at så smukke ord var en bedre sag værdig end Tim Jensens tvivlsomme manipulationer med, hvad der var rettidigt og, hvad der kun var bagklogt. For at forstå Mikael Rothsteins helt særlige sprogbrug må man nok kende hans særlige personlighedstype. Rothsteins personlighedstype er velbeskrevet såvel i psykologien som i religionsvidenskaben: Frelsertypen! Rothsteins dybeste eksistentielle drivkraft er, at han hele tiden føler sig udvalgt til at frelse nogen eller noget. Med henblik på denne frelsergerning kreerer han mytomant en virkelighed, der består af skurke og ofre. Ofre, som Rothstein i sin egen virkelighed skal frelse fra de fæle skurke. I hans eget hoved er der utvivlsomt mening i galskaben, men meningen er, hvad man lidt skånsomt kunne kalde alternativ. Som Tim Jensen repræsenterer en alternativ omgang med sandheden, repræsenterer Mikael Rothstein intet mindre end en alternativ virkelighedsforståelse. Hvad der er op og ned for den almindelige jævne fornuft, er omvendt for Rothstein og den forening, i hvis navn han nu belærer offentligheden. Ligesom de unge på Nørrebro forleden havde hustaget fuldt af nedstyrtningsklare toiletkummer og hænderne fulde af brosten samtidig med at munden løb over med følelsesfulde forsikringer om egen ikke-voldelighed og fredskærlighed, således har Mikael Rothstein og hans The Danish Association en alternativ virkelighed, som ikke har meget at gøre med den virkelige virkelighed.

Som ansat ved et religionshistorisk institut i en menneskealder fandt jeg det på et tidspunkt fagligt naturligt at melde mig ind i omtalte DAHR. For så vidt bryder jeg mig slet ikke om at være medlem af foreninger, men på kollegers opfordring besluttede jeg at gøre en undtagelse. Og så deltog jeg i The Danish Associations årsmøde det år. Og næste dag meldte jeg mig ud igen, fordi den mig dér forelagte virkelighed var mig for alternativ.

Hovedparten af mødet gik nemlig ikke med faglighed, men med at bedrive politik. Og det en politik, der tog udgangspunkt i en virkelighed, som jeg af personlig erfaring vidste var temmelig uvirkelig. I det ene glødende, ja, når sandheden skal frem, nærmest rødglødende indlæg efter det andet talte en række forskere om Folkekirkens altomfattende, dominerende og tyranniske indflydelse, ja, magt over ikke blot undervisningssektoren, men det samlede kulturelle og politiske liv i dagens Danmark. Som kirkehistoriker med indsigt i fortidens herligheder, men samtidig som ægtefælle til en folkekirkepræst og derfor beboer i en præstegård gennem snart mange år opfatter jeg mig selv som kronvidne til kirkens, kristendommens og gejstlighedens marginaliserede placering i nutiden. Men for et flertal af DAHRs medlemmer var man stadig i den enevælde, kongelige guds- og tvangsstat, hvor i hvert fald hverken Jensen eller Rothstein angiveligt kan ånde frit. Og det var netop, hvad pågældende års DAHR-møde drøftede lidenskabeligt: at udsende en åndefrihedsresolution over Ritzaus Bureau.

Så radikalt og alvorligt, ja, revolutionært mente adskillige, at det var nødvendigt at gå til værks. Som sagt meldte jeg mig ud af foreningen dagen efter mødet, fordi jeg har den opfattelse, at ord betyder noget. At ord bare i et minimalt omfang skal korrespondere med erfaringen.

Desuden svarer min erfaring med Mikael Rothsteins handlinger ikke helt til pålydende af hans mange og ofte gentagne proklamationer. Rothsteins frihedsomsorg er nemlig alternativ på en særdeles selektiv måde. I Muhammed-krisen var det muslimernes og Politikens frihed, der lå ham så stærkt på sinde, at han fandt det rimeligt at tilsidesætte såvel statsministerens som Jyllands-Postens frihed. For slet ikke at nævne den unævnelige kvindes frihed.

Jeg tror ikke, det vil være forkert at sige, at Rothstein har retorik fælles med en del muslimer. Og med Nørrebros autonome: Den tvetungede tale. Den manglende sammenhæng mellem ord og gerninger.

Jeg var i en årrække ansat ved samme institut som Mikael Rothstein og har derfor påhørt mange glødende – som sagt rødglødende – taler om den frie forskning. Men jeg har også været vidne, ja, vel nærmest kronvidne til hans endeløse forsøg på faglig beklikkelse og mistænkeliggørelse af universitetspersoner, som Rothstein mente at være forpligtet på at frelse verden for. Nemlig især for sådanne, der på et tidspunkt har haft et eller andet positivt forhold til teologiske fakulteter eller til Folkekirken.

Mikael Rothsteins – og med ham Tim Jensens – grundlæggende opfattelse er, at personer med nævnte teologiske eller kirkelige pletter i deres fortid simpelthen har diskvalificeret sig som forskere. Hvorfor de ikke bør have nogen som helst forbindelse til de rene (!) religionsvidenskabelige institutter. Enhver forbindelse vil nemlig besmitte renheden, i hvert fald Rothsteins. Dette syn på, hvad kvalificeret forskning er, svarer ganske vist ikke til det virkelige liv, hvor det uden vanskelighed kan dokumenteres, at disse institutters urene forskere i den sidste menneskealder har præsteret hovedparten af fagområdets anerkendte forskning. Men dette faktum har ikke kunne trænge gennem Rothsteins og Jensens alternative virkelighedsopfattelse. Senest i Muhammed-krisen har offentligheden fået tudet ørene fulde af den rothstein-jensenske selvpral, som kun vennerne – og Politiken – tager for gode varer. Sandheden er, at deres indsats primært ligger i den genre, som i hvert fald ikke tidligere var universiteternes normale: den politisk-journalistiske.

Udnævnte Undervisningsministeriet en fagkonsulent, der engang i sin grønne ungdom havde været præst en kort periode, så fik vi i mindst et af universitetets styrende organer en lang svada fra Rothstein om den nyudnævntes uduelighed. Karakteristikken samlet i et enkelt diskvalificerende ord: præst! Helt uagtet den nyudnævnte havde et mangeårigt kvalificeret virke inden for præcis det undervisningsfag, han skulle være fagkonsulent for.

Og udnævnte man censorer, der havde deres hovedbeskæftigelse som sognepræst – og det kunne være nødvendigt, fordi sådannes sproglige kompetencer ofte er en del bedre end religionshistorikeres – kunne pågældende være sikre på en direkte, konfrontativ beklikkelse fra samme Rothstein: Hvordan kan man dog som kultpræst have sin gang på et videnskabeligt institut? Samme opfattelse blev gentagne gange luftet ved ansættelse af deltidslærere.

Disse monomane synspunkter blev selvfølgelig også i rigt mål doceret i Rothsteins undervisning. Til stor gene for såvel en del kolleger som censorer. Rothstein leverede i årevis alternativ virkelighed til sådanne studenter, der af teologisk uddannede lærere og censorer havde fået skuffende evalueringer. Således kunne den rothsteinske retorik spores i en del undervisnings- og eksamensklager.

Jamen, må den uden for stående uvilkårligt spørge: Hvordan kan den slags demagogiske og ideologiske propaganda dog accepteres på et universitet, der både institutionelt og moralsk må være forpligtet på at værne sine ansattes undervisnings- og forskningsfrihed? Ja, svaret er bedrøveligt! Religionshistorikere af den rothstein-jensenske type er kulturradikalismens ægtefødte børn, og disses udskejelser er derfor nærmest kanoniseret som adfærdsideal – i hvert fald for en del humanister. At en student, søn af en kendt teolog, for nogle år siden standsede op midt i en mundtlig eksamensprøve og i sin nød gav udtryk for, at det var et rædselsfuldt og tyrannisk institut at studere ved, hvis man var noget så ordinært som almindelige folkekirkekristen, var selvfølgelig værst for den studerende. Det fik skam ingen konsekvenser for dem, der selvretfærdigt fratager andre åndsfrihed, fordi de har reserveret den for sig selv. Bare tyvene er af den rigtige slags, så ser den humanistiske fakultetsledelse skam gerne gennem fingre med at friheden røves. Det gjorde den da også, da Mikael Rothstein henvendte sig med krav om “deportation” af en teologisk lærer. Ingen belærte Rothstein om, at ordet deportation tilhørte den magtpolitiske sfære og ikke universitetets. Man kunne også have forventet, at det var blevet antydet, at ordet deportation faktisk smagte af både forfølgelse og hetz. Men nej! Ligesom heller ingen hviskede Rothstein i øret, at en af hans æt måske skulle være lidt forsigtig med at tage netop dette ord i sin mund. Nej, man bad tværtimod om hans talepapir med dette interessante synspunkt og journaliserede det uden indvendinger. For senere at bruge det i Rothsteins ånd.

Og således opildnet kan det naturligvis ikke undre, at Rothstein følte sig udstyret med carte blanche til at fortsætte sin frelsergerning. Hvad han åbenbart også havde. Når nogle af Rothsteins klike af beundrende studiner fyldte klagesystemet med grundløse og våsede klager, som ganske vist straks blev afvist i de fagkompetente organer, så sendte Rothstein dem omgående videre op i systemet udstyret med stærkt anbefalende støtteskrivelser. Således fik man den rothsteinske retorik i ikke mindre end to eksemplarer, hvad der for de kulturradikale var ensbetydende med den skinbarlige sandhed.

Helt omvendt gik det selvfølgelig, da en student, der havde været vidne til Rothsteins frelsende hetz, prøvede at råbe selveste rektor op. Det var der skam ingen, der tog alvorligt. Rektor lagde sagen ad acta uden at interessere sig for hverken Forvaltningsloven eller ordene på universitetets fornemste talerstol: Ånd og Sandhed.

Hvis jeg var chefredaktør for Jyllands-Posten ville jeg ikke have store forhåbninger til, at klagen over Tim Jensens bevilgen sig selv frihed fra normal forpligtelse på sandhed, bliver taget alvorligt.

Den Mikael Rothstein, der i årevis har chikaneret og beklikket folk med en anden opfattelse end sin egen, har for længst erobret alle plusordene. Det er The Danish Association for the History of Religions med Mikael Rothstein i spidsen, der har sat den universitære virkelighed. En virkelighed uden forbindelse mellem ord og handling. Sandhed – hvad er sandhed? Du kan vælge mellem Rothstein og deportation! Det er den såkaldt frie forsknings frie valg. Hvorfor skulle det være anderledes for chefredaktører?

Jyllands-Posten – tak til Als

1 kommentar »

  1. […] resten p Hodjas blog, det er guldkorn p […]

    Like

    Pingback af Monokultur » Rothstein og den “frie” forskning — 12 marts 2007 @ 11:53


RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: