Hodjanernes Blog

22 januar 2007

Bruce Bawer er nominert til den amerikanske Kritikerprisen for sin bok “While Europe Slept. How Radical Islam is destroying The West from within”.

Boken er fullstendig ignorert i norske medier, til tross for at Bawer bor i Oslo og skriver mye om norske forhold.

Det er en stor ære å bli nominert til Book Critics Award. Bawers bok er nominert i klassen for “criticism”. I høst kunne forfatteren opplyse at boken hadde solgt 40.000 eksemplarer.

Boken er en beretning om hvordan Bawer flytter til Nederland: hans forhold til USA og sin egen bakgrunn, og møtet med Nederland, som han til å begynne med er vilt begeistret for: Amerikanernes forkjærlighet for Europa og europeisk kultur. Men etterhvert begynner han å se annerledes på tingene. Særlig etter 911 endres mye.

Nederlenderne har vanskeligheter med å ta ting inn over seg. Amerika-stereotypiene blomstrer. Imens endrer byene seg: innslaget av innvandrere blir sterkere, og det er særlig de fra muslimske land som preger bybildet. Bawer er åpent homofil, og beskriver episoder hvor de blir overfalt på åpen gate. Av private grunner flytter Bawer til Oslo, og situasjonen er ikke radikalt annerledes her.

Bawer skriver om en endring i Europas identitet. Man skulle tro det ville engasjert norsk kulturlliv, men såvidt jeg vet er boken bare omtalt av Knut Olav Åmås, og Ny Tid. En uke etter at boken var kommet ut, i februar i fjor, spurte jeg etter den på Norli. Jo, de hadde hatt et par eksemplarer. De kunne bestille den, hvis ønskelig.

Det er dårlig skjult sensur det handler om, rett og slett. Man misliker budskapet så sterkt at man boikotter boken. Derved bekrefter man det som er Bawers anliggende i boken. Det er skammelig og provinsielt.

McCarthy, Eggers Among Finalists for Book Critics Awards

Hugget fra Dokument.no tilføjelsen af links er af mig. Jeg har købt bogen og læst den – den kan anbefales. Husk den er på engelsk 😀

Fangelejre i Kina er organbanker

I den seneste tid har der i dagspressen været sporadiske artikler om, at organer fra dødsdømte anvendes til transplantation. Med ordet dødsdømte antydes, at der er tale om kriminelle fanger.

I Kilgour/Matas-rapporten angives det totale antal transplantationer i Folkerepublikken Kina i perioden 2000-2005 at være 60.000. Antallet af transplantationer, hvor donoren er kendt, angives til 18.500. Det må være de ovenfor antydede kriminelle fanger. Men så resten, de 41.500 transplantationer, der må organerne vel så stamme fra ikke- kriminelle fanger. Med andre ord samvittighedsfanger. Af dem findes der i hundredtusindvis spredt i kæmpelejre over hele Kina.

Det er typisk fanger fra den spirituelle bevægelse Falun Gong, der ikke har villet opgive deres navn og hjemsted for ikke at bringe familie, arbejdsplads og lokale myndigheder i forlegenhed. De bliver registreret med nummer. Deres blodtype og vævstype bliver bestemt.

Når der søges et organ af en bestemt vævstype til transplantation, kan man finde det i en af disse lejre, som således er gigantiske organbanker. Det er således dødsdommen for den fange, der har den søgte vævstype.

Stærke fangevogtere griber fangen og spænder ham/hende fast til et bord. Fangen bliver bedøvet med minimal bedøvelse, så lægen kan få ro til sit »arbejde«. Bedøvelsesmidler koster jo penge, og jo flere penge, der spares, jo større er profitten. Når lægen har skåret de organer ud, der er brug for, bliver den endnu levende menneskekrop kastet i krematoriets ovn.

Typisk bærer lægen under disse lyssky forretninger ikke lægekittel, men militæruniform. De således frarøvede organer går til at føde Kinas buldrende transplantationsindustri. De skammer sig ikke for at reklamere åbenlyst på internettet.

Mere i et læserbrev i Ugeskrift for Læger

Måtte alle de, som tager på eksotiske rejser til Kina og handler med landet, have en dårlig smag i munden.

  1. http://www.organharvestinvestigation.net/
  2. http://www.en.epochtimes.com/tools/printer.asp?id=48643
  3. http://www.ninecommentaries.com/

Læger og sygeplejersker mødes af kulturmur

I avisen »dato« kan man den 5. januar 2007 læse, at »Etniske patienter mødes af kulturmur« og »Patienter med indvandrerbaggrund har ofte et ubehageligt møde med sygehusene på grund af fordomme og misforståelser«.

Artiklen beskriver et ægtepar med pakistansk baggrund, hvor hustruen efter akut indlæggelse på Bispebjerg Hospital blev tilset af en mandlig sygeplejerske. Ægtefællen anfører, at »for rigtig mange muslimer er det et stort problem, at en mandlig læge eller sygeplejerske behandler en kvinde«.

Overskriften kunne passende have været »Læger og sygeplejersker mødes af kulturmur«, for vi befinder os, som bekendt, ikke i Pakistan. Hvis citatet i avisen er korrekt, er det derfor yderst betænkeligt, at næstformanden i Lægeforenin-gen, Hans Axel Buhl, bl.a. udtaler, at det »nytter ikke noget, at man stiller sig på bagbenene. Hvis patientens normer er anderledes, må man acceptere det«. Hvis Hans Axel Buhl dermed mener, at medlemmer af forskellige etniske grupper skal have særbehandling i det danske sygehusvæsen, må man håbe, at det kun er hans private mening og ikke Lægeforeningens.

Jeg har arbejdet i en række år i Fjernøsten og USA og har der mødt forskellige kulturmønstre. F.eks. forventer patienter nogle steder i Indien visse kulturelle skikke overholdt, men man har mig bekendt ikke hørt om indere, der kræver sådanne skikke overholdt af dansk sundhedspersonel. Jeg har heller ikke hørt om herboende kinesere, der kræver, at kinesisk medicin er tilgængelig på danske sygehuse. Det er en selvfølge, at alle her i landet boende personer behandles ens og naturligvis med bedst mulig medicinsk standard. Hvis man ønsker en særbehandling forskellig fra normen på landets sygehuse, må man søge privat lægehjælp, hvor en sådan forefindes.

Læserbrev i Ugeskrift for læger 22. januar 2007

Politiet mener det foregår omskjæring av jenter i innvandrermiljøene i Norge. – Vi tror ikke det opphører uten videre, sier politioverbetjent Finn Abrahamsen.

Filed under: Feminisme, Immigration, Islam, Labaner, Norge — Hodja @ 11:22

Politiet fikk for noen år tilbake konkrete meldinger om at barn fra innvandrermiljøer ble omskåret i Norge. Saken ble etterforsket, men politiet fikk ikke klarhet i forholdet. Abrahamsen ønsker ikke være mer konkret på hvorfor han kan si at innvandrerbarn blir kjønnslemlestet i Oslo.

Politiet kan jo ikke gå rundt og undersøke pikebarn, vi er helt avhengige av meldinger fra miljøet selv, norsk helsevesen, skole eller barnehage om at det kan skje eller allerede har skjedd et overgrep. Da kan vi innlede etterforskning, sier Abrahamsen.

Sara Kahsay har erfaringer med at helsepersonell ikke tør melde ifra om kjønnslemlestelse.

– Min påstand er at de ser en annen vei, vil helst ikke blandes inn i noe som er så vanskelig.

Det gjelder også skolen.

– Jeg har foreslått overfor departementet at lærerne må bli pålagt å melde fra når afrikanske jenter i alderen syv til tolv år plutselig tas ut av skolen, sier Kahsay.

Mere på Aftenposten