Dansk Folkepartis burka-annonce og forslag om, at muslimer skal afsværge dele af Koranen, hvis de vil opnå dansk statsborgerskab, markerer et højdepunkt i partiets mistænkeliggørelse af et mindretal.
Det danske samfund har ikke siden trediverne oplevet tilsvarende hetz – og slet ikke fra et stort, indflydelsesrigt politisk parti.
Der er tale om et anslag mod den sameksistens og den samhørighed, som så mange gode kræfter overalt i landet har skabt og stadig prøver at skabe.Vi vender os mod den fjendtlighed, som partiets seneste udspil er udtryk for. Vi anser den for farlig og nedbrydende, også fordi den er med til at skabe dybe kløfter i befolkningen, både mellem danskere og danskere og mellem danskere og nydanskere, og dermed gøre en konstruktiv og fordomsfri debat vanskelig.
Vi er os fuldt bevidst, at Danmark er i sigtekornet for terrorisme, og at terror skal bekæmpes med alle til rådighed stående lovlige midler. Men Dansk Folkeparti har med denne optrapning af sine aktiviteter givet næring til den aggressive og frygtsomme offentlige stemning, som i sidste ende netop kan avle terrorisme.
Der er kun en vej frem i en turbulent tid: Den enkelte borger skal gives de bedste muligheder for at forstå og håndtere de forskelligheder, som et moderne europæisk samfund rummer. Det er en stor opgave, der påhviler alle.
Det kan komme til at koste dyrt, hvis opgaven ikke tages alvorligt.
Benny Andersen, Niels Barfoed, Ole Bierring, Jørn Bro, Inger Christensen, Uffe Ellemann-Jensen, Nils Foss, Knud Heinesen, Kjeld Hillingsø, Erik Hoffmeyer, Anker Jørgensen, Hanne Kjærholm, Bent A. Koch, Otto B. Lindhardt, Søren Mørch, Jørn Nerup, Ida Nicolaisen, Lise Nørgaard, Olaf Olsen, Niels Pontoppidan, Herbert Pundik, Jørgen Reenberg, Grethe F. Rostbøll, Palle Simonsen, Erling Tiedemann, Anne Wolden-Ræthinge
Hodjas kommentar (udover - har Anker ikke lavet ulykker nok?) - nazi-associationen gider vi slet ikke tage alvorligt:
Fanebærer: Fanebærer - bannerfører
Fænomenet består i at bærere af tørklædet bevidst eller ubevidst bliver fanebærere for islam (citat: Sabine Kebir; Freitag).
Fane (banner): Viser placeringen af egne tropper med henblik på orientering på slagmarken. I overført betydning: bærer af ideologi.
Tørklædet kan sammenlignes med jødestjernen - Interview med en iransk kvinde
Og Dansk Folkepartis kommentar:
Peter Skaarup mener, at folket er med partiet og ikke med Uffe Ellemann og de andre kritikere, fordi en ny måling foretaget af TV2 viser, at et flertal af den danske befolkning går imod dommeres brug af tørklæder i retssale.
Derfor er folket med os, mens Uffe og de andre kritikere lever i en anden tid. De må se at vænne sig til at danskerne rent faktisk er med os i disse sager, siger han.












