I dag for 69 år siden ofrede regeringen 16 danske soldater på symbolikkens alter.
Da det nazistiske Tyskland den 9. april 1940 besatte Danmark mødte de modstand fra nogle få, danske enheder, der ikke var blevet orienteret om at regeringen allerede uger forinden reelt havde opgivet at forsvare landet. Ydermere kendte samme regering det nøjagtige tidspunkt for tyskernes angreb, idet kommandørkaptajn Kjølsen i Berlin havde underrettet den herom. Men da Danmark også dengang var belemret med Det Radikale Venstre’s indflydelse, var forsvaret skåret ned til en styrke, der var helt ude af stand til at yde et troværdigt forsvar mod den tyske krigsmaskine.
Men også dengang skulle der føres symbolpolitik, hvorfor man altså lod nogle få enheder ofre for at bevare et skin af, at man var blevet overrasket. Forræderi på alle planer – undtaget soldaternes.
Fra Dansk Militærhistorie: Ved Søgårdlejren blev der kl. 6.30 givet ordre til at trække sig tilbage til Vejle, hvor Jydske Division forberedte en forsvarslinie. Ved Aabenraa udspandt der sig en kort kamp, da en deling dækkede tilbagetrækningen imod Haderslev og Vejle. En tank blev beskadiget, men danskerne passerede igennem Aabenraa uden tab, og ankom til Haderslev kl. 7.35 tæt fulgt af tyske kampvogne. Imens tropperne fra grænsen fortsatte nord imod Vejle, forberedte garnisonen i Haderslev sig på at stoppe tyskerne.
Garnisonen, som bestod af omkring 225 mand fra den 3. bataljon af det 2. regiment, satte en forsvarslinie op syd og vest for byen, og en sidste forsvarslinie blev forberedt ved kasernen. En 37 mm kanon blev sat op ved hjørnet af vejen der førte ind i Haderslev, og længere nede af vejen blev to 20 mm maskinkanoner placeret bag en række tipvogne. Imod denne lille styrke kom en fuld tysk division støttet af kampvogne! Kort tid efter at de var på plads, dukkede de første kampvogne op.
Kanonbesætningen åbnede med det samme ild imod de fremrykkende kampvogne, som besvarede ilden og ramte Kornet Vesterby som ledede skydningen. Den resterende besætning fortsatte skydningen og beskadigede alle tre kampvogne. På dette tidspunkt var de tyske motorcyklister gået i stilling og begyndte at beskyde danskerne med maskingeværer. En efter en blev de danske skytter ramt, og da ilden endelig stoppede, var hele besætningen sårede. Vesterby og Hans Christian Hansen døde senere af deres sår.
Tyskerne fortsatte frem imod tipvognene, men blev stoppet af ild fra de to danske 20 mm maskinkanoner. En voldsom ild blev rettet mod forsvarene og en af danskerne, Oluf Arthur Hansen, blev dræbt af et skud i hovedet. Men tyskerne var ikke i stand til at rykke videre frem. Kampen fortsatte i endnu 10 minutter, indtil ordren fra København om at nedlægge våbnene kom – til stor bitterhed for de soldater der havde stoppet den tyske fremrykning.
Men ordren var ikke blevet modtaget af garnisonen inde i Haderslev, og da Tyskerne ankom, blev de mødt af skydning fra den danske styrke på kasernen. En motorcyklist blev dræbt, og to kampvogne mistede deres larvefødder. To danske soldater blev dræbt inde på kasernen. Adskillige civile blev fanget i krydsilden, og tre blev dræbt, før kampene endelig stoppede.
Tabene
De danske tab var: 11 soldater, 3 grænsegendarmer og 2 luftpersonel blev dræbt. 20 soldater blev sårede og nogle enkelte civile dræbt eller såret.
De tyske tab har aldrig været offentliggjort, men de var sandsynligvis meget større end de danske tab. 12 pansrede køretøjer og adskillige biler og motorcykler blev ødelagt eller beskadiget. Fire kampvogne blev beskadiget. Flere tyske fly blev ramt af antiluftsskytsild og en Heinkel He 111 bombemaskine blev skudt ned. To tyske soldater blev taget til fange af danske soldater i denne korte krig.
Begivenhederne der førte til den 9. april, har indtil i dag været omdiskuteret og vil sikkert blive diskuteret i mange år endnu. Men hvad der står fast er, at selv om de danske soldater var voldsomt i undertal, manglede træning og ingen tunge våben besad, så tog de kampen op, uden tøven og med stort mod og beslutsomhed. De egenskaber som de danske politikere manglede.
Her – 69 år senere – sender vi igen danske soldater ud i en meningsløs kamp for symboler. Til dato er 22 unge, danske mænd faldet i Irak og Afghanistan. Man har bildt dem ind, at de kæmper for demokrati og civilisation. Som om nogen af delene kunne så meget som blot tænkes i muslimske lande. I virkeligheden er de indblandet i de lokale stammefejder, som har stået på i 1.400 år, thi når man i et islamisk område løber tør for vantro, er der ikke andet for end at slagte hinanden. Men så kan regeringen – som dengang – hævde, at Danmark er på civilisations side – altimens barbariet besætter os indefra og vi påny er underlagt en vision om et “NEUROPA” – denne gang blot kaldet EURABIA.