Eppur si muove!

Selv om eliten – den tids kaglende klasse – lukkede munden på Galilei, bevægede den sig alligevel, planeten…

Hans Rustad: “I dag slo den europeiske eliten grusomt tilbake mot sveitserne som hadde våget å vise hva de mente i hemmelige valg. (Det hadde de ikke turt i meningsmålinger.) Glansnummeret er menneskerettigheter, in casu religionsfrihet. Mennesker som ellers ikke protesterer mot forfølgelsen av kristne og forbudet mot kirker i den muslimske verden, mener Europa kan ha slått inn på en vei som kan føre til sivilisasjonssammenbrudd. Man vet aldri.

Sveitserne er farlige

Det sveitsiske eksemplet er farlig. Det må for all del stanses. Hvis det skulle spre seg, kan det sprenge det nye moderne, supranasjonale Europa. EU krever konsensus. Dialogen innad og utad er en vesentlig del av dets pasifistiske, ikke-konfronterende politikk. En konflikt mellom europeere og muslimer vil kunne sprenge EU i filler. Derfor er det av ren egeninteresse at Bernard Kouchner og Carl Bildt rykker ut idag. Mye står på spill.

Situasjonen

Europa befinner seg i en situasjon med en reell konflikt mellom innfødte og muslimer. Det som gjør den ekstra bitter er at den supranasjonale eliten bruker menneskerettighetene som et våpen mot europeerne og til fordel for muslimene. Menneskerettsdomstolen i Strasbourg har guts til å si at alle kors må vekk fra italienske klasserom. Men forbud mot minareter, det er en krenkelse av religionsfriheten.

Konflikten mellom europeere og muslimer ville vært der uansett. Men denne bruken av menneskerettigheter til fordel for en religion som overhodet ikke har sans for andres rettigheter, er det som tipper vekta og gjør dette til en stygg konflikt mellom elite og folk. Dette blir for drøyt for europeerne. Det sterke flertallet i Sveits er kanskje et tegn på at man begynner å få nok. Ikke bare av muslimer, men av hele situasjonen som den liberale eliten har skapt. Minaretforbudet er like mye rettet mot dem.

Eliten tror folk er dumme. Det er fordi de ikke greier å gjennomskue de motsetningene de har viklet seg inn i. De tror virkelig at de er skinnende riddere som kjemper for de fattige og forhutlede muslimenes rettigheter. De tror toleransen er grenseløs, at den regner ned som manna fra himmelen. Men også toleranse må betales, og det er europeerne som betaler. Nå vil de ikke lenger betale. Akkurat som Dario Fo sier de: Vi betaler ikke.

Det er helt konkret: De vil ikke betale voksende trygdebudsjetter. De vil ikke betale med sin frihet. Europeere begynner å se tegningen.

De ting som her er oppe til behandling, kan ikke jages tilbake til skammekroken. De store hjulene snurrer uansett, og det er den europeiske pludreeliten som har satt dem i sving.  Akkurat som Galileo Galilei på dødsleiet: “Og likevel beveger den seg.” (Læs det hele på document.no)

Diskursanalyse på højt plan‏

JD snublede lige over dette program.

Men det kan nok anbefales, at du ikke er fysisk langt fra en brækspand eller papirkurv.:-)

Belgium: Philosopher received police protection after Islamist threats

Famous Flemish philosopher Etienne Vermeersch received police protection in 2006 after receiving death threats from Islamists.

  Even now he’s pressured by Islamic organizations to stop his criticism of Islam, reports De Morgen.

[....]

 ”I’ve tackled Christianity before, but never got threats.  ‘We’ll pray for you,’ I was told,” laughs Vermeersch.  “Islam is much more threatening.”

Den ikke så mørke middelalder

James V. Schall, professor ved Georgetown University, gennemgår Sylvain Gouguenheim’s Aristote au Mont Saint-Michel: Les racines grecques de l’Europe Chrétienne (“Aristotle at Mont Saint-Michel: The Greek Roots of Christian Europe”).

“Gouguenheim’s method often is to take a learned citation advocating this thesis, and then to demolish it. For example, he cites the following passage from a study of Islam in Europe: “Europe would not be that which it is if it did not know Islam. It belongs to its patrimony.” We should greet this thesis, he says, with a “profound reserve.” The reason is that the impetus in question came ultimately from the Greeks and the Christians, not Islam. And even when a Greek text appeared in the Arabic language, it was usually translated by Christians or those conquered by Islam.”

[...]

“Gueguenheim concludes that Western civilization does not owe its genius or energy to Islam. It has its own roots. In its dynamic form, Islam was not itself able to assimilate the Greek heritage. It proved too dangerous to the Koranic understanding of reality.”

Læs professor Schalls indlæg på Carnage and Culture

Fra Marx til Muhammed

Geoffrey Cain har reageret på et indlæg af cand.mag Pietro Cini i Dagbladet Information.

“Selveste Europa var i øvrigt fra Mellemøsten”, skriver Cini videre, og dette lykkelige slægtskab med Mellemøsten gavner alle parter (om end givetvis mest os, kan man læse mellem linierne), og her er Cini helt på linie med de andre vestlige intellektuelle, der efter Murens fald droppede marxisme til fordel for en ny frelserreligion. Alle er de gået ubsværet fra Marx til Muhammed, og nu sværger de ved de syv hår i Abdul Wahid Petersens skæg, at muslimerne vil civilisere os lige som deres forfædre,  de sejrende jihadi’er fra Saudiarabien, der bragte os medicin, arabertal, navigationsteknikker, optik, kemi og den dybe tallerken.

Kommer en muslim der dør af svineinfluenza i paradis og får 72 jomfruer?

Måske er det en vandrehistorie – men alligevel:

Once in U.S. history an episode of Islamic terrorism was very quickly stopped.

It happened in the Philippines about 1911, when Gen. John J. Pershing was in command of the garrison. There had been numerous Islamic terrorist attacks, so “Black Jack” told his boys to catch the perps and teach them a lesson.

Forced to dig their own graves, the terrorists were all tied to posts, execution style. The U.S. soldiers then brought in pigs and slaughtered them, rubbing their bullets in the blood and fat. Thus, the terrorists were terrorized; they saw that they would be contaminated with hogs’ blood. This would mean that they could not enter Heaven, even if they died as terrorist martyrs. All but one was shot, their bodies dumped into the grave, and the hog guts dumped atop the bodies. The lone survivor was allowed to escape back to the terrorist camp and tell his brethren what happened to the others. This brought a stop to terrorism in the Philippines for the next 50 years.

Pointing a gun into the face of Islamic terrorists won’t make them flinch. They welcome the chance to die for Allah. Like Gen. Perishing, we must show them that they won’t get to Muslim heaven (which they believe has an endless supply of virgins) but instead will die with the hated pigs of the devil.

I think this is a great idea……… plus it helps pork prices……..

Det kulturelle selvhad.

Fremragende kronik af Kurt Rosenstrøm i Kristeligt Dagblad.

“Det er da fuldstændig ligegyldigt, hvordan det går i Danmark fremover, det er ikke vores problem.” (Leif Bork Hansen, præst, i et tv-interview i 2000.)

GLOBALT SET STÅR VI i noget, der minder om en ny folkevandringstid, hvilket er ensbetydende med, at millioner af mennesker flygter og flytter fra deres respektive hjemlande. Flugt fra krig, social uro, politisk forfølgelse og fattigdom. Danmark står derfor sammen med de andre europæiske lande midt i en brydningstid.

Hos nogle mennesker har denne udvikling, som det fremgår af det indledende citat, udviklet den besynderlige opfattelse, at den danske stats velbefindende nu ikke længere er danskernes problem.

Den slags kommentarer kan man selvfølgelig betragte med en vis komik. Imidlertid står den slags udmeldinger ikke isoleret i udlændingedebatten, men er en tankegang, som er blevet populær hos kunstnere, musikere, skuespillere og politiske partier som Enhedslisten, Det Radikale Venstre, SF og dele af Socialdemokraterne. Kulturelt selvhad og nedrakning af Danmark er blevet højeste mode i lyset af den globale indvandring.

Mere alvorligt er det imidlertid, at de seneste 30 års indvandring også har rykket de folkelige forestillinger om, hvad kultur er og sat spørgsmålstegn ved, om der i det hele taget findes et menneskeligt fællesskab og en sammenhæng mellem folk og nationer.

Der er ingen tvivl om, at den kosmopolitiske åbenhed i sidste instans hviler i troen på, at mennesket principielt er hævet over dets kultur, og at den menneskelige frihed alene er styret af nogle universelle rettigheder. Denne tro er imidlertid den direkte vej til samfundsmæssig kaos.

Om at reformere islam

Professor og hollandsk kolonial embedsmand, Snouck Hurgronje var også en meget produktiv pioner indenfor vestlig forskning i islam.

But so long as not one single Muslim teacher of consideration dreams of regarding these laws of the middle ages as abrogated, while a great proportion of the people exhibit the strongest inclination to restore the conditions which prevailed some centuries ago, so long does it remain impossible, however anxious we may be to do so, to omit the jihad from our calculations when forming a judgment on the relation of Islam to other religions.” (from C. Snouck Hurgronje’s “The Achehnese,” 1906, Vol. 2, p. 348).

Læs mere hos Andrew Bostom

Nyt begreb

‘Etnomasokisme.’

Indvandringens mistelten

Vi taler om den største og mest uigenkaldelige omvæltning i dansk historie. Intet vil nogen sinde blive det samme. Om få år vil vi ikke kunne genkende det Danmark, vi voksede op i.

Da jeg var i London i forbindelse med visningen af den hollandske politiker Geert Wilders’ film Fitna i det britiske overhus, var der især én ting, der slog mig. Det var, at pressen uden undtagelse betegnede ham som ”højreorienteret” for ikke at sige ”stærkt højreorienteret”.

Men hvad er det præcis, Geert Wilders har sagt eller gjort, der gør ham fortjent til denne nedsættende karakteristik? Det har ingen gjort sig ulejlighed med at forklare. Hvis man er ”højreorienteret”, behøves der ikke flere forklaringer. For tag ikke fejl: Mens ”venstreorienteret” opfattes som et ridderslag, betyder ”højreorienteret”, at man hader menneskeheden, især sultne børn i Afrika, og spiser uskyldige spædbørn til morgenmad.

Hvis man derudover har begået den ultimative synd at kritisere islam, kan intet afvaske kainsmærket. Så er det ligegyldigt, om man er socialist, liberal eller konservativ. Man kan nok så meget gå ind for velfærdsstaten, homoseksuelle ægteskaber, kvindekvoter og 75 pct. beskatning af alle indkomster. Det hjælper ikke, hvis man har gjort grin med profeten og hans bloddryppende skriverier.

Det er højst besynderligt. Fræk og frygtløs religionskritik var for ikke så længe siden venstrefløjens specialitet. I dag er den et bevis på, at man er halvfascist.

Der er stadig nogle gråhårede post-socialister, der kan huske, hvad deres tidligere profet, Karl Marx, skrev i den allerførste sætning af sit ”Bidrag til en kritik af den hegelske retsfilosofi fra 1843: ”… religionskritik er forudsætningen for al kritik”.

Religionskritik er ikke bare udgangspunktet for al kritik. Den er forudsætningen for en enhver form for kritik. I et samfund, hvor religionen ikke må kritiseres, bliver alt til religion – fra længden af ens skæg og til hvilken hånd man skal bruge, når man tørrer sig bagi.

Hvor religionskritik er forbudt, bliver hele livet og samfundet religiøst, og det mindste kvæk mod den herskende orden blive automatisk til en blasfemisk handling, der skal bekæmpes ved atskæring af synderens hoved.

Modet til blasfemi bliver følgelig den uomgængelige forudsætning for selve civilisationen og for det sociale, intellektuelle og videnskabelige fremskridt. Det er også betingelsen for adskillelsen af stat og kirke, hvad Jesus var ganske klar over.

Men dem, der i dag udgiver sig for venstreorienterede, har for længst opgivet socialismens grundlærdomme for i stedet at krybe ved foden af en blodtørstig månegud fra det fjerne Arabien.

Det brede venstre – fra kommunister, via det ”nye venstre” og til socialdemokraterne – har forladt deres gamle ideologiske positioner til fordel for holdninger, der tidligere hørte hjemme på den yderste højrefløj.

Det gælder ønsket om censur (”vi har selvfølgelig ytringsfrihed, men …”), det synspunkt, at religioner ikke må kritiseres eller latterliggøres, og accepten af etniske og religiøse særrettigheder, som i den sidste ende vil underminere det grundlæggende retsstatsprincip om lighed for loven.

Det politiske venstres vejvalg er uigenkaldeligt. Efter at venstrefløjen har fremmedgjort store grupper af sine traditionelle arbejderstemmer, er den i stigende grad afhængig af muslimske stemmer, som den håber vil sikre den et permanent fodfæste i det mindste i de store byer. Den har grebet fat i tigerens hale, og det er bare om at holde fast til den bitre ende.

Samtidig har venstrefløjen undermineret sin egen politiske hovedbedrift, den moderne velfærdsstat.

I en bemærkelsesværdig rapport fra 2008 skriver Nationalbanken:

»En stor del af indvandringen til Danmark over de seneste 15-20 år, især i begyndelsen af perioden, er sket fra mindre udviklede lande af personer med lav erhvervsfrekvens og relativt stort træk på de offentlige velfærdsydelser. Det har medført en forværring af de offentlige finanser, dvs. skærpet holdbarhedsproblemet. Hvis indvandring for alvor skal understøtte finansieringen af den offentlige sektor, skal den ske som såkaldt ”superindvandring”. Dette begreb dækker over en person, som først indvandrer efter endt uddannelse, går direkte ind på arbejdsmarkedet med en erhvervsfrekvens på 100 og betaler skat som en dansker, undlader at tage sin familie med og forlader landet igen før pensionsalderen.«

Som bekendt lever de hidtidige indvandrere langt fra op til disse krav. Som helhed er indvandrerne og deres efterkommere endt som en belastning af de offentlige finanser – som altså må klares af den hjemmehørende befolkning. Det kan naturligvis ikke fortsætte. Danskerne betaler i forvejen verdens højeste skatter og er ved at segne under den forsørgerbyrde, som politikerne har skaffet os på halsen.

Alligevel har venstrefløjen – fra Uffe Ellemann-Jensen og de ”anstændige” konservative til Frank Aaen – intet andet svar end mere indvandring og mere hyleri over de stakkels muslimer, som de mener har krav på mere ”respekt” og særbehandling.

Selvfølgelig har alle de borgerlige partier – bortset fra Dansk Folkeparti – været lige så ihærdige med at bane vej for masseindvandringen. De er åbenbart ligeglade med landets sammenhængskraft og med velfærdsstaten. Det underlige er, at Socialdemokratiet og SF også er det.

Da den muslimske masseindvandring begyndte, var Danmark et industrisamfund, der kunne aftage billig, ufaglært arbejdskraft. Dette gamle samfund er for længst afløst af vidensamfundet, hvor mange af indvandrerne ikke kan beskæftiges. Alligevel har de fået lov at blive, indføre deres familier og leve af sociale ydelser. Og efter at regeringen har bøjet sig for EU, står portene atter åbne for familiesammenføringer og fætter-kusine-ægteskaber. Så danskerne behøver ikke at bekymre sig om, hvad deres penge skal gå til i fremtiden.

Det har politikerne allerede afgjort. Skatterne vil i stigende grad gå til betale for en tredjeverdensbefolkning, der ikke vil have noget med danskerne og deres kultur at gøre. Og når der ikke kan presses flere kroner ud af de nulevende skatteydere, vil staten begynde at vælte udgifterne over på vore efterkommere, indtil landets kreditværdighed er på højde med Stein Baggers.

Indvandringens sande omkostninger er vores bedst bevarede statshemmelighed. Det er langt fra nok at se på indvandrernes undergennemsnitlige deltagelse på arbejdsmarkedet og deres overforbrug af velfærdsydelser. Man må også indregne deres massive belastning af snart sagt alle offentlige systemer – politi, domstole, fængsler, sundhedssektoren og skolerne. Alligevel går to af tre indvandrere med arabisk baggrund ud af folkeskolen uden at kunne læse og skrive. Og så har vi endda ikke indregnet kæmpeudgifterne til tolke, integrationskonsulenter, ”dialog”-formidlere, fængselsimamer, sprogundervisning, integrationsprojekter og penge til diverse kvartersløft, der aldrig synes at løfte andet end penge ud af skatteydernes lommer.

For at holde dette besynderlige cirkus kørende bliver staten i stigende grad nødt til at undertrykke ytringsfriheden. Det forlanger venstrefløjens nye muslimske kernevælgere (10. februar 2009 kunne Cepos offentliggøre en meningsmåling, der viste, at 50 pct. af de muslimske immigranter og deres efterkommere vil kriminalisere religionskritik): Det går ikke an, at befolkningen frit udveksler kendsgerninger og meninger om det forhold, at deres land er ved at blive taget fra dem. Tillige har EU den 28. november 2008 vedtaget en såkaldt rammeafgørelse, der forpligter medlemslandene til at retsforfølge folk, der taler dårligt om religioner (læs islam) og racer (læs muslimer). Gør staterne ikke det, vil de blive indklaget for EF-domstolen.

Vi taler om den største og mest uigenkaldelige omvæltning i dansk historie. Intet vil nogen sinde blive det samme. Om få år vil vi ikke kunne genkende det Danmark, vi voksede op i.

Alt dette er blevet begrundet med hensynet til forskellige menneskerettigheder og konventioner, som ingen har hørt om og i hvert fald aldrig har fået lov til at stemme om.

Faktisk er der kun én mistelten, som vore politikere ikke har taget i ed – og som de ikke kan tage i ed. Det er, som Bill Clinton så indsigtsfuldt bemærkede, ”økonomien, dumme”. De kan slå porten op på vid gab, de kan herse og regere og forfølge frisprogede kritikere, men konsekvenserne for velfærdsstaten og samfundsøkonomien kan de ikke undgå.

Vi går spændende tider i møde.

Lars Hedegaard; Jyllands-Posten, 15. marts 2009.

Judenstaatrein

At gøre Verden ‘Jødestatsfri’.

In the past, the most dangerous anti-Semites were those who wanted to make the world Judenrein, ‘free of Jews.’ Today, the most dangerous anti-Semites might be those who want to make the world Judenstaatrein, ‘free of a Jewish state.’”

Interessant artikel om den moderne anti-semitisme på Jerusalem Post.

IRWIN COTLER The writer is a Canadian MP and former minister of justice and attorney-general. He is professor of law (on leave) at McGill University who has written extensively on matters of hate, racism and human rights. He is a co-founder of the Interparliamentary Coalition to Combat Anti-Semitism with UK MP John Mann.

Klanofobi

Or Ku Klux Klanophobia if someone had to call the Ku Klux Klan an evil, racist, murderous organisation.

Condemnation of negro lynchings would have to be confined to each individual act and the people involved. Mention that the Ku Klux Klan was behind it would be fomenting hatred against the Ku Klux Klan.

Diskussion på Google Groups

Hodjas Blog er blevet anmeldt!

Nej, ikke til Sindelagspolitiet, men af en skrivende kulturberiger.

Adbullah-muhammed-bin-nasser: haha.. det da sjovt at se hvordan danske patrioter i sin største uvidenhed, udfolder sig på facistiske hjemmesider som denne, der tilsyndeladende ikke rummer andet, end ufaglærte netto-arbejdere.

Til jeres orintering, er danmark en af de lande i verdnen uden kunst kultur eller noget andet. Alt videnskab er simpelthen blevet inkorporeret udefra, nu har de fleste af jer nok ikke andet end en folskeskole 9 klasse uddandelse. Arabaner udviklede store dele af; medicin, farmaceutiske opdagelser, matematik (herunder al-gebra, alkymi, og ja sågar tallet 0 og ti-talssystemet) filosofi ( oversættelse og tolkning af platons værker fra græsk til arabisk), poesi og avanceret astronomi ( og ja muslimerne var igang med at omregne jordens omkreds i det 9 århundrede, mens danskerne stadig bedrog vandalisme og hor på grøndland, og troede at jorden var flad, og gik med den tossede forestilling om, at der fandets noget så fanasifuld som ” valhalla”. desuden er det et faktum at både islamisk astronomi bygger på en heliocentrisk opfattelse, og ja at jorden ikke var flad, som odin og tho og ja såvel kristus havde belært de stupide danskere, men rund !

så den islamiske videnskabsbog er stor, og endda støre i den dansker, der i sin historie ikke har fået udrettet mere end at, erobre bornholm….

desuden vil jeg opfordre jeg til at læse lidt i historie bøgerne der berretter om hvilke mørk middelalder, der oversvømmede europa, mens rennæcensen i de islamiske områder blomstede af velfærd og vækst… ( kig evt. under islams ekspansion )

Stammefællesskabet.

Den britiske filosof El Inglés om demokratiets endeligt.

Med udlændingeloven af 1983 var demokratiet dødsdømt. Det vi oplever nu er agonen, dødskampen. Med Niels Hausgaards ord inden han gik fra snøvsen: “har de fleste ret, fordi de er de fleste?”. Når muslimerne bliver de fleste er end ikke sagaen tilbage. Alle Europas lande er på “death row” med Sverige, England og Holland som de første i køen. Hvorfor ikke Japan? – Er Japan ikke et demokrati?

El Inglés er uden tvivl én af tidens største, visonære filosoffer. Under hans nylige besøg hos Trykkefrihedssselskabet, Snaphanen og Hodjas Blog fik vi lejlighed til at lære dette usædvanlige menneske bedre at kende. Hans interesse for vort ubetydelige, lille land er enestående og han har tidligere skrevet om vor dystre fremtid. Her følger hans seneste essay:

“The central contention of this essay is that tribalism will prove to be an essential component, if not the central component, in allowing a defense of Western societies against Islam. There are two reasons for this. The first is that such tribalisms will tend to keep Muslims out of those societies in the first place, and the second is that certain types of situations impose such severe psychological pressure on those who would confront them that they cannot consistently or usefully do so without a type and degree of psychological reinforcement that can only be provided by a tribe.

This point implies that the freedom of action of those who would oppose the Islamization of their countries will be drastically curtailed relative to what more optimistic people may currently believe possible. Certain forms of organization will gradually be forced on those politically active in this regard, and it will be observed that, in the aggregate, people will converge on various forms of tribal organization that are, by and large, predictable in advance.

With tribes featuring so prominently in this essay, let me define them here: a tribe is simply a group of people which identifies itself as such and prioritizes the interests of its own members in a relatively visceral, instinctive fashion that is the product of said tribal identification. Almost entirely emotional in nature, it is neither rational or irrational in its operation, but arational, which is to say that reasoning plays little part in its functioning at the level of day-to-day human interaction. Of course, we could conduct a bird’s-eye analysis of any given tribalism and conclude that, at a system level, its effects were such as to further the interests of the tribe as a whole, rendering it metarational. This is however, a question that would have to be answered on a case-by-case basis, and is essentially irrelevant to the psychological factors undergirding the tribalism.

Note that tribalism does not necessarily imply hostility to other tribes or their members, though such hostility may well exist where tribal interests are deemed to be mutually incompatible. It only implies a hierarchy of interests which is followed in a relatively instinctive and unthinking fashion. Additionally, we should observe that, though there are certain obvious tribal types into which human beings, as social organisms, tend to organize themselves, it is not necessary for any of these forms of tribal organization to be implemented exclusive of the others, and most tribalisms will incorporate elements from more than one type. The most obvious and common tribal types would be those organized along racial lines (for the most obvious and literal type of tribe), cultural lines, religious lines (which tribes could be considered a subset of cultural tribes, as they pertain to behaviour and belief), ideological lines (Communists vs. Fascists), regional lines (my nation against yours, North against South), or organizational lines (a British Army regiment).

It will doubtless be anathema to some to suggest that a fairly full-blooded tribalism will be essential to any effective opposition to Islam and Islamization in Western countries. Let us then assume that there is some other basis upon which such opposition could take place. If such a basis does in fact exist, then it must surely be principle. Before examining my predicted reemergence of tribalism any further then, let us consider whether in fact principle might be able to do what I claim only tribalism can.

Så kan de da ikke have islam

Forskernes siste estimat tilsier at minst 361 planeter og muligens så mange som 37 964 planeter i vår egen galakse har forhold som legger til rette for intelligent liv.

De fleste planetene vi har sett på er eldre enn vår egen, så jeg vil tro at mer avanserte sivilisasjoner enn vår eksisterer.

Hollænderne har definitionen på højreekstremisme

The Party for Freedom (PVV) can be classified as extreme right, the University of Leiden and the Anne Frank foundation conclude.

They presented their Racism and Extremism Monitor yesterday.

[....]

Head researcher Jaap van Donselaar observed that the PVV is extreme right because of “the positive orientation on that which is indigenous (nationalism) and the strong aversion to that which is foreign (racism)”. A court should decide whether the PVV should be banned, he declared.

[....]

PVV leader and founder Geert Wilders responded furiously to the study. “Have they gone completely nuts? This is an insult to the PVV and our voters,” he fumed.

The conclusions of the Anne Frank foundation do indeed seem controversial and are at least ironic; the PVV is the most pro-Israeli party in parliament.

Mere på NISNews

Update : Geert Wilders talte i dag i Jerusalem på “Facing Jihad”-konferencen. Læs hans tale HER.

Et af livets helt store problemer

Er løst.

Dry Bones om blindhed

Tre blinde mænd bliver præsenteret for en elefant.

Den ene rører ved snabelen, den anden får lov at røre ved halen og den tredje får lov at røre ved et af benene. Bagefter fortæller de om elefanten: han som rørte ved snabelsen siger: “Den er blød og slangeagtig. Han som rørte ved halen siger: “Nej, den er hård som en pisk”, og han som rørte ved benene siger: “Nej, nej, den er som søjler med en ru overflade”. Hver af dem er overbevist om, at han har sandheden om elefanter!

Antisemitten Karl Marx

“En grundig læsning af Marx’ skrifter afslører oven i købet, at han ikke blot var antisemit, men generel racist.”

Allerede i den lille [...] opsats ”Zur Judenfrage” (1843; Om det jødiske spørgsmål) toner Marx rent flag som antisemit, hvilket følgende citat viser: »Hvad er genstanden for jødens tilbedelse i denne verden? Ågeren. Hvad er hans verdslige gud? Penge.« Videre hævder Marx: »Penge er Israels eneste nidkære gud, ved siden af hvilken ingen anden gud må eksistere.«

Kronik af Sven Hakon Rossel professor, Universität Wien i Jyllands-Posten.

Tip: GG

Der er ingen lineal, der er lang nok

Madrassa videnskab på sit højeste.

Tip:GG

UberReview

Kun to kulturer?

“Vi er kommet derhen, hvor de to kulturer ikke bare lever ved siden af hinanden, og vi kan nøjes med at betragte de andre som interessante og eksotiske.

Nu er det medmennesker, man forholder sig til. Kulturerne tørner sammen, og det kan der komme to resultater ud af – en stigende kulturkamp eller en egentlig integration i tredje-fjerde generation alt afhængig af, hvordan parterne går ind i det her spil,” siger professor på CBS Uffe Østergaard til tv2.dk.

Hvorfor taler Østergaard udelukkende om to kulturer der tørner sammen? Kan det være, fordi det kun er muslimer, der har et ‘dem og os’-problem med danskere? Et problem som hinduer, buddhister og jøder ikke har og ikke vil få, fordi deres måde at være medmenneske og samfundsborger på, forliges ganske godt med et vestligt grundsyn med individuelt ansvar, frihed og udstrakt loyalitet overfor folk man ikke kender? Når muslimske medmennesker oplever en kulturkamp, er det så ikke lige netop fordi deres måde at praktisere parforhold, familieliv og medborgerskab på, afviger fra det som landets øvrige indvandrere er kommet for at tage del i, nemlig danskheden?

Kirsten Damgaard

Take your god and shove him

Norge: Nå har vi en hær som til nød vil kunne forsvare en bydel i Oslo.

Gjennom krigshandlingene de siste dagene har Russland vist at militær makt kan brukes til å oppnå politiske mål.

Egentlig burde det ikke komme overraskende på noen, slik har det alltid vært, både før og etter at den tyske militærteoretiker Carl von Clausewitz uttrykte dette på 1800-tallet. Men av en eller annen grunn forsvant dette i bakgrunnen da det ekstreme politiske og militære motsetningsforholdet under den kalde krigen forduftet. Nå skulle man ta ut “fredsdividenden”, et stort utbytte som følge av at det ble mulig å skjære ned på de militære styrker og heller bruke pengene til nyttigere formål.

Mere på Aftenposten

Og den 9. april 1940 er langt borte.

Vi giver ordet til EU’s “Capo di tutti Capi”.

Frankrig – og verden – er slået af forbløffelse og beundring over dette opbud af overmenneskelig intelligens:

“Islam betyder fremskridt, videnskab, stolthed og modernisme”

Pat Condell: “Et sundt samfund er sekulært”.

Skal civilisationen overleve, må organiseret religion forvises fra det offentlige liv.

I dette videoklip får vi – blandt meget andet – forklaringen på det forbløffende forhold at vort præsteskab slesker og lefler for islam i en grad så navnlig visse bisper konstant har næsen tilstoppet at en ulækker, brun substans. Specielt hudfletter han ærkebispen af Canterbury, Rowan Williams, som vil indføre shari’a i britisk lov – akkurat som Bæk Simonsen & Co. i Danmark.

(Hertil vil vi dog lige bemærke, at der rent faktisk findes bisper som har hovedet til andet end at holde afstand mellem ørerne, f.eks. biskoppen af Rochester, Michael Nazir-Ali).

Man tror det er løgn

Anders Fup udnævnt til filosof???

Mark Steyn om multikulturen

Bill Warner om sprogbrugen om islam

Atter et interview fra FrontPage med Bill Warner, denne gang om alle de måder sprogbrugen om islam er forvirret, misforstået og fejlagtig.

Since we are dealing with Islam, we need to know that the doctrine is dualistic. Islam can have two doctrines about any issue. This follows from the Koran. The early Koran, which was written in Mecca is generally religious. The Koran written in Medina is very political and includes jihad. The two Korans are not only very different, but they also contradict each other in major ways.

So we have the possibility of two kinds of moderate Muslims, since we have two doctrines. Osama bin Laden is a moderate Muslim, who follows the Koran of Medina, the Koran of jihad. Kafirs call him an extremist or radical Muslim. Actually, Osama obeys the Koran of Medina and the Sunna of Mohammed, so he is a moderate, pious Medinan Muslim.

The jihadists on September 11, 2001 were all moderate Medinan Muslims. They were not extremists or radicals.

The other kind of moderate Muslim follows the Koran of Mecca and he is more generally what kafirs mean when they say “moderate Muslim”. But how moderate is a Meccan Muslim? A moderate Muslim thinks that you are a kafir, but he isn’t violent, just antagonistic.

Læs resten af interviewet på FrontPage

Pia træd varsomt, thi loven er skrå…

En brøler af rang: Dansk Folkeparti i dårligt, d.v.s. stuerent selskab.

Forleden havde Jyllands-Posten opstøvet en person ved navn Mohammad Hee, der angiveligt skulle have været noget ved musikken i Pis-Prut-Papir. Han berettede om denne organisations opbygning, midler og mål – altsammen i forvejen kendt til kvalmegrænsen. Men avisen har altså ment, at der her i landet var ubefæstede sjæle nok til at berettige nok en tur på forsiden. Det viste sig at holde stik. Næppe var tryksværten tør før diverse politkere tonede frem på fladskærmene og med alvorstunge miner forkyndte at organisationen skulle forbydes. Ligesom i Sverige og Ægypten.

Med skam at melde gjaldt det også fru Pia Kjærsgaard.

Der er nok ingen i dette land, der vil beskylde Hodjas Blog for at være specielt venligt stemt over for Pis-Prut-Papir, men tøv lige en kende: hvad er det, der er så specielt ved det sammenrend, at det skal forbydes? – Lad os se om vi kan finde en grund:

Når PPP vil afskaffe demokratiet, indføre Sharia-lov med halshugning, stening, håndsafhugning, kvindehenrettelser o.s.v. er de jo i fuldstændig overensstemmelse med påbud herom i Koranen og er følgelig ægte, sande muslimer. Her er ingen tvetunget tale, ingen lusken rundt om emnet som katten om den varme grød, ingen søgte bortforklaringer, ingen snak om “ude af kontekst”… kort sagt: islam, ren, pur og ufortyndet. Og de samme politikere, som nu vil forbyde PPP har jo ellers så travlt med at betegne islam som en religion, ikke sandt? – Vil de forbyde islam?

Næppe. Forklaringen er altså en anden. Selv om en politiker som Karen Hækkerup ikke er den hurtigste knallert på havnen (for nu at sige det på jysk), så har hun dog indset, at PPP forlener islam med en dårlig karma og derfor i realiteten en hæmsko for den videre udbredelse af islam her til lands. Ved at forbyde tosserne tror hun at danskerne bliver lidt mere modtagelige for islams velsignelser og ser med mildere øjne på en øget import af stemmekvæg til Socialakrobatiets vælgerkorps. Hun har givetvis ret.

Det burde førstepianisten – som ellers plejer at kunne beherske det politiske klaviatur perfekt – have indset. Den første alarmklokke burde have ringet, da hun pludselig befandt sig i “Den rene Stue”. Den anden, da vi skulle blande os med lande som Sverige og Ægypten, hvor forholdet til essentielle frihedsrettigheder er ret så elastiske, og den tredie da hun fik blot et minut til at tænke sig om:

Forbud og censur er vand på EU-dioternes og muslimernes mølle. Når først den ånd er ude af flasken, er vejen åbnet for uhæmmet forfølgelse af anderledes tænkende. Et forbud mod PPP vil blot tvinge dem under jorden og give dem martyrstatus. Lad dem blot bræge deres islam ud over vore røde tage, derved gør de sig selv til grin og os andre en tjeneste. For hvad andet er det i grunden vi gør her på bloggen? – Vi oplyser jo også i detailler om islam….

Meninger – selv de mest afskyelige – skal imødegåes med argumenter. Så længe Pis-Prut-Papir ikke begår ulovligheder, men blot galper op om at afskaffe demokratiet (det gør Enhedslisten, Folkesocialisterne og Johnni Hansen vel også?) skal vi ikke ud i den sump der hedder forbud, berufsverbot og censur. Den vej fører til Auschwitz.

En stor løgn – Europas muslimske rødder

Det bliver ofte gentaget, at Europa skylder den muslimske verden, at antikkens filosofi og videnskab overlevede ‘Den Mørke Middelalder’.

En ny bog af historkeren Sylvain Gougenheim med titlen Aristote au Mont Saint-Michel: Les Racines Grecques de l’Europe (Aristotle at Mont Saint-Michel: The Greek Roots of Europe) skyder denne myte godt og grundigt ned.

Læs anmeldelsen hos Galliawatch, der konkluderer: Den europæiske kultur skylder islam intet.

Er normalitetsbegrebet bare noget statistisk?

A PAEDOPHILE has converted to Islam and changed his name behind bars.

Paul Falconer, 40, now insists bosses at Peterhead prison call him Mohammed Farooq instead.

Mere på Daily Record

Sådan at forstå, at hvis man skifter fra en kultur, hvor der er få og det er uacceptabelt, til en kultur, hvor der er mange og det er tilladt. Bliver man da ‘normal’?

Og nu han er konverteret – kan han da slippe for behandling?

Muslim sex offenders could be allowed to opt out of a treatment programme being run by the Prison Service because it is against their religion.

The service’s Muslim adviser, Ahtsham Ali, said there is a “legitimate Islamic position” that criminals should not discuss their crimes with others, as required in the Sex Offender Treatment Programme.

Although Mr Ali has not yet called for changes to the rules, he told prisoners’ newspaper Inside Time: “I will be taking it forward as a matter of some urgency with colleagues, including those with policy responsibility for the Sex Offender Treatment programme, who I know are very willing to consider and discuss these issues.”

The possibility of an exemption for Muslims came to light after an unnamed prisoner wrote to the newspaper asking to clarify the position of Muslims on the programme.

Uden muslimerne ville vi stadig bo i huler og slås hele dagen

Muslim scientists and scholars have contributed immensely to human knowledge especially in the period between 8th and 14th century CE. However, their contributions have been largely ignored, forgotten or have gone un-acknowledged.

For eksempel beregnede Abu Raihan al-Biruni jordens omkreds. Mon han også opdagede at jorden ikke er flad?

Du kan fordybe dig i hjemmesiden her

72 jomfruer

Gad egentlig vide, hvor gamle de 72 jomfruer er, som venter på at servicere selvmordsbomberne og de andre martyrer.

De må vel være evigt unge, men hvor unge?

Ni år?

Victoria i Jyllands-Posten 28 marts 2008. 

En hel befolkning kan da ikke tage fejl ?

“Når man spørger danskerne : “hvad er det positive du kan sige om etniske minoriteter ? ” ,

så kan de stort set kun nævne én ting ,og det er mad.”

Manu Sareen  TV2/Lorry   01.02.06 

Prøv selv at slå op på Google under “islams gave til menneskeheden” , så kommer der interessant nok heller ikke noget svar.

Kirsten Damgaard, kulturpsykolog

Trodsbekendelse.

Gamle Danmark er stadig velsignet med brave, stovte kvinder. En af de fremmeste hedder Ulla Nørtoft Thomsen.

Trodsbekendelse Vi forsager islam og alle dens gerninger og alt dens væsen. Vi tror på friheden, den almægtige, velstandens og lykkens skaber. Vi tror på det åbne samfund, dens enbårne søn, vor foretrukne, som er undfanget ved den kritiske fornuft, født af det personlige mod, pint under absolutismen, censureret, truet og forløjet, nedfaret til kulturrelativismen, på tredje årti opstanden fra de naive, opfaret til realitetssans, siddende ved frihedens, den almægtiges, højre hånd, hvorfra den skal komme at dømme helte og hyklere. Vi tror på nationen, det hellige, almindelige folkestyre, den frie presse, den retfærdige lov, sandhedens opstandelse og det gode liv AMEN. /Bloggernes Trodssamfund

Socialismen – den største forhindring i modstanden mod jihad

Those who are baffled by the failure of so many countries and governments to offer any meaningful resistance to the Jihad must begin looking at the root causes of the mindset that makes appeasement and concessions seem so much more appealing than resistance.

When the US first proposed action against Saddam, the unanimous condemnation was led by a single word, “Unilateral”. That same word, “Unilateral” typically winds up in criticism of any Israeli action taken against terrorists. Reasonable people found themselves baffled as to how a relatively neutral word such as “Unilateral” had become a epithet. But for a bureaucracy there is no uglier word than “Unilateral”. Bureaucracies pride themselves on achieving consensus through meetings and committees, nothing made Bush more hated than his willingness to take “Unilateral” action.

Læs resten på Sultan Knish

Terrorisme – den italienske erfaring

Umberto Ecos kommentar fra 1980

”Frygt profeterne, Adso, og dem, der er parate til at dø for sandheden, for sædvanligvis fører de mange med sig i døden, ofte før dem selv, undertiden i deres sted.”

Læs mere hos Keld Brikner

Politisk ukorrekt Lynkursus i Kosmologi

Om få år vil skolen (madrassa’en) lære vore børn at jorden er flad og at solen går ned i en mudderpøl.

Vi kan vel endnu nå at opleve et sidste suk fra den oplysningtid som er ved at rinde ud. Nu hvor lysene slukkes i Europa, bør vi skynde os at sende en venlig tanke til Tyge Brahe, Ole Rømer, Galilei, Bruno, Kepler, Lemaitre, Hubble, Gamow, Penzias, Dyson og alle de andre som var så heldige at blive forskånet for at opleve barbariets triumf, kulturens dødskamp og civilisationens endeligt.

Nyd denne lille perle !

Fra en frafalden muslims beretning

This coincided with my entering university ostensibly to study English literature.

As I learned more of the language I realised that concepts like humanity and morality have totally different interpretations in the west.

In Islam humans are “slaves of Allah”, they are allowed to use their intellect only if it “hardens their belief in Islam.”

In the west freedom is cherished. In Islam morality is handed down from primitive Arabs.

In the west you refer to your own conscience and use logical deduction in order to differentiate between morality and immorality.

In Islam love does not exist. It’s all lust. In the west love can be carried by a letter to someone thousands of miles away. Victims of trauma and rape are beaten and killed in Islam. These same people are offered therapy and support in the West, their tormentors prosecuted.

No one pretends that every thing is perfect in the west. In Islam the iron rule works without a hitch, it’s perfect.

Last week it chanced that I was directed by a search engine to this website. The section titled “stories not told before” immediately caught my attention. I stayed up till 5 in the morning and read about half of it.

I went to bed and woke up next afternoon convinced that I’m a Muslim no longer.

Store spørgsmål i livet

Birthe Rønn Hornbech – en kulturrelativist

PÅ TRODS AF ET massivt borgerligt og kirkeligt image er Birthe Rønn Hornbech faktisk en slags kulturrelativist.

Med den ene hånd forsvarer hun inderligt folkekirkens særstatus, selvom den repræsenterer klar forskelsbehandling, og med den anden nægter hun at lade forskelsbehandlingen komme til udtryk, når religiøse påbud på en hidtil uset måde bliver synlige i det verdslige.

Tilsyneladende vånder Birthe Rønn Hornbech sig ved at erkende, at når et land hviler på en bestemt religion og historie, så er en grad af diskrimination uundgåelig, hvis man ønsker at bevare det bestående. Så kan man ikke i frisindets navn relativere alt uden at forråde det, man selv tror på, og med sin markante opbakning til det muslimske tørklæde er Birthe Rønn Hornbech snublende nær punktet, hvor hun forråder. Fordi hun i det store frisinds navn kommer til at relativere.
 

Sørine Gotfredsen i Kristeligt Dagblad 5. januar 2007

Liberal Fascism: The Secret History of the American Left, From Mussolini to the Politics of Meaning

“Fascists,” “Brownshirts,” “jackbooted stormtroopers”—such are the insults typically hurled at conservatives by their liberal opponents.

Calling someone a fascist is the fastest way to shut them up, defining their views as beyond the political pale. But who are the real fascists in our midst?

Liberal Fascism offers a startling new perspective on the theories and practices that define fascist politics. Replacing conveniently manufactured myths with surprising and enlightening research, Jonah Goldberg reminds us that the original fascists were really on the left, and that liberals from Woodrow Wilson to FDR to Hillary Clinton have advocated policies and principles remarkably similar to those of Hitler’s National Socialism and Mussolini’s Fascism.

Contrary to what most people think, the Nazis were ardent socialists (hence the term “National socialism”). They believed in free health care and guaranteed jobs. They confiscated inherited wealth and spent vast sums on public education. They purged the church from public policy, promoted a new form of pagan spirituality, and inserted the authority of the state into every nook and cranny of daily life. The Nazis declared war on smoking, supported abortion, euthanasia, and gun control. They loathed the free market, provided generous pensions for the elderly, and maintained a strict racial quota system in their universities—where campus speech codes were all the rage. The Nazis led the world in organic farming and alternative medicine. Hitler was a strict vegetarian, and Himmler was an animal rights activist.

Do these striking parallels mean that today’s liberals are genocidal maniacs, intent on conquering the world and imposing a new racial order? Not at all. Yet it is hard to deny that modern progressivism and classical fascism shared the same intellectual roots. We often forget, for example, that Mussolini and Hitler had many admirers in the United States. W.E.B. Du Bois was inspired by Hitler’s Germany, and Irving Berlin praised Mussolini in song. Many fascist tenets were espoused by American progressives like John Dewey and Woodrow Wilson, and FDR incorporated fascist policies in the New Deal.

Fascism was an international movement that appeared in different forms in different countries, depending on the vagaries of national culture and temperament. In Germany, fascism appeared as genocidal racist nationalism. In America, it took a “friendlier,” more liberal form. The modern heirs of this “friendly fascist” tradition include the New York Times, the Democratic Party, the Ivy League professoriate, and the liberals of Hollywood. The quintessential Liberal Fascist isn’t an SS storm trooper; it is a female grade school teacher with an education degree from Brown or Swarthmore.

These assertions may sound strange to modern ears, but that is because we have forgotten what fascism is. In this angry, funny, smart, contentious book, Jonah Goldberg turns our preconceptions inside out and shows us the true meaning of Liberal Fascism.

About the Author
JONAH GOLDBERG is a columnist for the Los Angeles Times and contributing editor to National Review. A USA Today contributor and former columnist for the Times of London, he has also written for The New Yorker, Commentary, the Wall Street Journal, and many other publications. He lives in Washington, D.C.

Limewoody

Pyrus

Jeg sad lige og så TV2’s julekalender med Pyrus.

Her havde Skt. Nikolaus alias Julemanden en sang, hvori det lød ‘Du skal gøre mod andre, som du ønsker, de skal gøre mod dig’.

Så fik jeg lige tanken, som andre sikkert også har tænkt. Hvad gør man, hvis de andre nu ikke lige gør, som man behandler dem?

Det er der aldrig noget svar på.

På samme måde med julens hovedperson Jesus – nu vi er ved juletid – han sagde, at ‘du skal vende den anden kind til’. Men vi har jo kun to kinder. Hvad gør man 3. gang? Begynder vi så med kind nummer 1 forfra? Osv. Hvornår er det nok? Er det nogensinde nok?

Skal vi tage Ghandis ord til os, da han omtalte holocaust? At jøderne skulle finde sig i deres skæbne og alle vandre frivilligt i gaskamrene?

Genudsendelse om folkeafstemninger

Søren Krarup beskriver i sin bog ‘I min levetid’  tilblivelsen af Grundloven af 1953.

Om folkeafstemninger skriver Krarup:

“En anden nyskabelse var indførelse af folkeafstemning. Tanken kom fra konservative og indeholdt en påkrævet overvejelse. Via folkeafstemninger kan befolkningen beskytte sig mod politikerne og partierne. I det moderne demokrati styres folket af politikere, som igen er styret af partier. Men folkestyre betyder jo, at folket skal styre sin egen skæbne til landets, ikke til partiernes gavn. Med den parlamentariske udvikling er dette efterhånden blevet en illusion, fordi folket er afmægtigt over for partierne og deres politikere, men som bl.a. forholdene i Schweiz viser, kan folkeafstemninger være folkets form for selvforsvar. Folkeafstemningen er dermed en konservativ institution. Deri ligger dens værdi. Den giver folket mulighed for at beskytte sin virkelighed. Folket kan derigennem holde sig politikernes modebestemte luner og forandringssyge fra livet. Men det forudsætter naturligvis, at muligheden for folkeafstemning er reel og ikke kun en facade.

Og det var dette sidste, paragraffen blev i den nye grundlov. Ifølge paragraf 42 i grundloven kan folkafstemning kun besluttes af en tredjedel af Folketingets medlemmer. Men det skal selvsagt være folket selv, der i et bestemt antal – 100.000 eller 200.000 – kan begære et forslag eller et spørgsmål sat til folkeafstemning. Ellers bliver folkeafstemning bare en del af det partipolitiske spil, som ikke behøver at have nogen forbindelse til den folkelige virkelighed. Eksemplerne siden 1953 er utallige.

Hvilke ulykker kunne danskerne ikke have beskyttet sig imod, hvis de virkelig havde haft mulighed for at sætte en sag til folkeafstemning?”

Søren Krarup; I min levetid. 60 års Danmarkshistorie. Spektrum Paperbacks 1998. Side 89.

“Men er folkeafstemninger altid en god idé? Helt grundlæggende er jeg meget skeptisk over for folkeafstemninger.…

Tænk hvis vi udbredte folkeafstemninger til indenlandske emner.”

Simon Emil Ammitzbøll

 

Ja tænk! Og hvis vi kunne med tilbagevirkende kraft

Jihadism, Liberalism og Perversion

The late Janine Chasseguet-Smirgel was a French psychoanalyst and holocaust survivor who devoted her clinical efforts to understanding sexual perversions*.

She realized there was a connection between individual sexual pathology and political movements.

“When the discharge of polymorphous perversion is united with murderous aggression we get Jihadism. Such perverse ideologies could be more easily fought if not for the politically correct liberal urge to submit to them in their crudest totalitarian form.“

Læs analysen på American thinker

Limewoody

Abraham, Moses og Jesus var muslimer

Er det rigtig, at disse var jøder?

Nej. I følge Koranen var alle disse profeter muslimer, det vil sige, de troede på kun Én Gud og fulgte Hans budskab. Jødedom kom jo efter Abraham.

Mere på religion.dk

Det er jo indlysende løgn, men læs her hvorfor den kristne og jødiske gud ikke er den samme som islams.

Trangen til underkastelse

Nazismen var en voldsreligion, som i dag findes under andre betegnelser.

Historikeren Dan H. Andersen har en herlig uimponeret tilgang til sit emne, og allerede i forordet slår han sin holdning fast: »Denne bog blev påbegyndt, mens religiøse fanatikere brændte dannebrogsflag over hele verden og truede med at myrde danske kunstnere. Den blev afsluttet kort efter, at sortklædte voldsmænd hærgede den bydel, hvor jeg bor [Nørrebro i København] … Jeg bemærkede med interesse, men ringe overraskelse, at mange danske kulturpersonligheder offentligt viste forståelse for censur, mordtrusler, ødelæggelser og vold.«

Læs resten af Bent Jensens anmeldelse i Jyllands-Posten

Dan H. Andersen: Nazimyter; Blodreligion og dødskult i Det Tredje Rige

Muhammed og ‘Løgnens folk’

Almost 25 years ago, the noted American psychologist Dr. M. Scott Peck wrote a book in which he attempted to characterize human evil.

The book was titled People of the Lie, and it is still available for sale in stores and on-line. While he made brief allusions to the German Nazis and other extremist ideologies, Dr. Peck did not connect human evil with Islamic doctrine. However, using his perspectives on human evil, it is easy to see evil in many pronouncements by Muhammad and the Quran.

This essay is an attempt to identify those links between human evil and Islam. In doing so, the reader must be forewarned that the focus on evil unavoidably skirts the commendable aspects of Islam. Just as the outlines of animal or human figures associated with stellar constellations do not incorporate all of the visible stars, this focus on Islamic evil highlights only the “broad outlines” of Islamic doctrine that are relevant, and so it is not an all-inclusive photograph. 

Kan læses på Annaqed

Limewoody

Filosofiske pølsemænd (-kvinder)

DRP1 Morgen fortalte indigneret her til morgen om en ung kvinde, der har uddannet sig til filosof.

Hun er, efter at have gået arbejdsløs nogle måneder, utilfreds med at være blevet tilbudt arbejde som pølsemand af arbejdsformidlingen.

Det er selvfølgelig utilfredsstillende, at have taget en uddannelse og så ikke kunne bruge den umiddelbart efter studiet. Men den stakkels forkælede pige vidste jo nok godt, da hun begyndte, at filosof-jobs ikke hænger på træerne.

En repræsentant for magisterforeningen kunne næsten ikke få det over sine læber at sige, at pigen er forpligtiget til at tage jobbet.

Hun skulle betragte tilbuddet som en kæmpe chance – tænk at få et job (til hun får et filosof job), hvor hun får mulighed for at tale med et stort udsnit af den danske befolkning fra morgen til aften. Og tænk på mulighederne for pølsemandsbranchen:

En ristet hot-dog med det hele OG filosof.

Lad mig komme hen og få en krasser.

Læs også: Skal vi arbejde???

The ‘Yes, But…’ Muslims

Glenn Beck hedder han. Hans argument er fint. Brug det næste gang, du diskuterer med nogen, der siger “Ja…….men…….”

Limewoody

Sørlander kronik i Berlingske Magasin

Religion har faktisk en politisk betydning

“For 500 år siden stod den europæiske og den islamiske verden på nogenlunde samme niveau. Men mens den islamiske verden havde låst sig selv fast i en religiøs lovgivning, der i sit grundlag var givet én gang for alle, så satte den kristne verden med Reformationen gang i en proces, som sekulariserede og demokratiserede det politiske. Det førte til en radikalt forskellig udvikling, som også gav sig udslag på det videnskabelige og teknologiske område, og som gjorde de europæiske magter langt stærkere. Det viste sig åbenlyst med Napoleons landgang i Ægypten i 1798. Dengang var det den islamiske verden, der havde bundet sig selv med irrationelle bånd.

Men nu synes Europa gennem den Europæiske Union at have gjort noget tilsvarende: bundet sig selv med et irrationelt bånd. Det er sket i og med, at man har låst sig fast i en fornægtelse af, at forskellen mellem kristendommen og islam har nogen politisk betydning. Man benægter den historiske sammenhæng mellem kristendommen især protestantisk kristendom og den sekulære demokratiske samfundsorden. Men kan man gøre det ustraffet? Må en sådan fornægtelse ikke betyde, at Europa selv er ved at ødelægge den arv det sekulære demokrati som det skylder kristendommen og ikke islam? For os kan der skjule sig en tragedie i det spørgsmål, men for andre vil det måske snarere fremstå som et eksempel på historiens ironi.”

Læs det hele på Berlingske

Vi kan da heldigvis tænke selv

Ny forskning publisert i Nature Neuroscience kan tyde på det.

Den viser at politiske holdninger kan være arvelige, altså at genene overleveres fra foreldre til barn, melder AFP.

Hvilket univers lever de forskere i? Prøv bare at læse følgende om tidligere undersøgelser:

“Studiene har vist at det er en sammenheng mellom politisk overbevisning og visse personlighetstrekk. Konservative har en tendens til å sette pris på orden og struktur i livet. De er mer konsistente i måten de tar avgjørelser på. Liberale, derimot, viser høyere toleranse for tvetydighet og kompleksitet. De tilpasser seg bedre uventede hendelser.”

De ny studier tager udgangspunkt i disse og går videre:

Man kan tolke resultatene til at liberale er kjekke og raske og at konservative er rigide og sta.

Men man kan også konkludere motsatt. Konservative kan ses på som stabile og lojale. Liberale kan derimot være utflytende og ikke til å stole på.  

To skridt frem og to tilbage – og hvad så?

Mere i Dagbladets magasin

Postmodern Jihad – What Osama bin Laden learned from the Left.

MUCH HAS BEEN WRITTEN about Osama bin Laden’s Islamic fundamentalism; less about the contribution of European Marxist postmodernism to bin Laden’s thinking.

[...]

This vision of the postmodernist revolution went straight from Heidegger into the french postwar Left, especially the works of Jean-Paul Sartre. Sartre’s prot g , the Algerian writer Frantz Fanon, crystallized the Third World variant of postmodernist revolution in “The Wretched of the Earth” (1961). From there, it entered the world of Middle Eastern radicals. Many of the leaders of the Shiite revolution in Iran that deposed the modernizing shah and brought the Ayatollah Khomeini to power in 1979 had studied Fanon’s brand of Marxism. ” The Iranian revolution was a synthesis of Islamic fundamentalism and European Third World socialism.

In the postmodernist leftism of these revolutionaries, the “people” supplanted Marx’s proletariat as the agent of revolution. Following Heidegger and Fanon, leaders like Lin Piao, ideologist of the Red Guards in China, and Pol Pot, student of leftist philosophy in France before becoming a founder of the Khmer Rouge, justified revolution as a therapeutic act by which non-Western peoples would regain the dignity they had lost to colonial oppressors and to American-style materialism, selfishness, and immorality. A purifying violence would purge the people of egoism and hedonism and draw them back into a primitive collective of self-sacrifice.

MANY ELEMENTS in the ideology of al Qaeda–set forth most clearly in Osama bin Laden’s 1996 “Declaration of War Against America”–derive from this same mix. Indeed, in Arab intellectual circles today, bin Laden is already being likened to an earlier icon of Third World revolution who renounced a life of privilege to head for the mountains and fight the American oppressor, Che Guevara. According to Cairo journalist Issandr Elamsani, Arab leftist intellectuals still see the world very much in 1960s terms. “They are all ex-Sorbonne, old Marxists,” he says.”

[...]

THE RELATIONSHIP between postmodernist European leftism and Islamic radicalism is a two-way street: Not only have Islamists drawn on the legacy of the European Left, but European Marxists have taken heart from Islamic terrorists who seemed close to achieving the longed-for revolution against American hegemony. Consider Michel Foucault and Jacques Derrida, two leading avatars of postmodernism. Foucault was sent by the Italian daily Corriere della Sera to observe the Iranian revolution and the rise of the Ayatollah Khomeini. Like Sartre, who had rhapsodized over the Algerian revolution, Foucault was enthralled, pronouncing Khomeini “a kind of mystic saint.” The Frenchman welcomed “Islamic government” as a new form of “political spirituality” that could inspire Western radicals to combat capitalist hegemony.

Foucault was typical of postmodernist socialists in having neither concrete political aims nor the slightest interest in tangible economic grievances as motives for revolution. To him, the appeal of revolution was aesthetic and voyeuristic: “a violence, an intensity, an utterly remarkable passion.” For Foucault as for Fanon, Hezbollah, and the rest down to Osama, the purpose of violence is not to relieve poverty or adjust borders. Violence is an end in itself. Foucault exalts it as “the craving, the taste, the capacity, the possibility of an absolute sacrifice.” In this, he is at one with Osama’s followers, who claim to love death while the Americans “love Coca-Cola.”

Derrida, meanwhile, reacted to the collapse of the Soviet Union by calling for a “new international.” Whereas the old international was made up of the economically oppressed, the new one would be a grab bag of the culturally alienated, “the dispossessed and the marginalized”: students, feminists, environmentalists, gays, aboriginals, all uniting to combat American-led globalization. Islamic fundamentalists were obvious candidates for inclusion.

Mere af : Waller R. Newell is professor of political science and philosophy at Carleton University in Ottawa.

Huntington og fremtidens frontlinjer

Set ud fra et vestligt perspektiv – og det er stedse Huntingtons perspektiv – kommer truslerne især fra den islamiske og den kinesiske civilisation.

Den kinesiske er på grund af sin økonomiske og militære styrke på sigt Vestens direkte rival til verdensherredømmet, mens den islamiske “bare” byder på en masse lokale grænsekonflikter som følge af sit enorme befolkningsoverskud. Islams eneste våben er fertiliteten som defineret af den algierske leder Houari Boumédienne, i 1974 i en tale i FN:

“En dag vil millioner af mænd forlade den sydlige halvkugle for at tage til den nordlige. Og de vil ikke tage dertil som venner. De vil tage dertil for at erobre den. Og de vil erobre den med deres sønner. Vore kvinders skød vil give os sejren.”

Læs mere på Kristeligt Dagblad

Når fordomsfrihed bliver fordom

Det er godt at være fordomsfri.

Men her i landet – og i Europa i det hele taget – har vi ikke haft forstand nok til vor fordomsfrihed. Derfor har vi gjort en fordom af fordomsfriheden; og som konsekvens har vi skabt os en række politiske problemer, som vi stadig har vanskeligt ved at forholde os rationelt til. Alt sammen, fordi vor fordomsfrihed ikke har været styret af fornuften.

Mere af Kaj Sørlander på 180Grader

På utallige opfordringer

Kan svin svømme?

Selvfølgelig kan de nuttede kræ svømme

Og det er selvfølgelig uden burkini.

Måske kan vor ven Griseavleren komme med nogle indspark her?

Tak til Homer S.

Interview med Bat Ye’or blandt andet om Sarkozy

“The French people should know that certain residents of European countries, who do not possess the nationality of the country, can possess European nationality!”

Kan man koge på andre måder end at koge?

Norway’s Food Safety Authority will establish a committee to examine the question of what crabs can feel during the boiling.

Mere på Aftenposten

Atter dæmonisering

Ny kampagne rettet imod Dansk Folkeparti.

“Like fullt, det kan også bli hevdet at mange innvandringsliberalere og antirasister viser voldelige og antidemokratiske trekk, at de til dels ledes av folk uten dypere nasjonale kjensler, og at flere av dem er politiske opportunister som kryper for inntrengerne og driver meningssensur overfor gode nordmenn. I et slikt perspektiv blir det innvandringsliberalerne som likner mest på bildet av den idealtypiske nazist. – Mytens funksjon er blant annet å hjelpe fortolkerne til å styre utenom en diskusjon av vanskelige perspektivvalg. En fortelling basert på en moralsk todeling, tilsier at bare én utlegning blir den riktige.”

Sigurd Skirbekk: Ideologi, myte og tro ved slutten av et århundre. Sosiologisk kulturteori og funksjonsanalyse. Tano/Aschehoug, Oslo 1999 

Herretænkerne

André Glucksmann og andre nye franske filosoffer har ændret vores syn på alle autoritære systemer.

“Først gik han mod marxismen, siden mod vor tøvende indsats over for folkemord i Eksjugoslavien og andre steder, og nu advarer han mod islamismen. En filosofisk begrundet kamp mod undertrykkelse af menneskers ret til selvbestemmelse, frihed og ytringsfrihed og til at søge lykken, hvor den så må findes for den enkelte.

Modstanderne har stor magt (stærk ledelse), som de brutalt udnytter til eget bedste, som sidestilles med partiet, folket, klassen, religionen under anvendelse af propaganda (vision, mission osv.) og bestikkelse (karriere) og trusselbaseret dominans (fyring) af den intellektuelle meningsdannende elite – med få beundringsværdige undtagelser som Martin Niemöller, Andrej Sakharov (`Hvis ikke jeg, hvem så?’) og Ayaan Hirsi Ali.”

Mere af Niels Høiby i Stikpillen i Dagens Medicin om de nye regioner og andre magtsystemer.

Isfår

Isfårs 15 hellige bud.

Ja der findes mange sjove ting på nettet. Prøv at kigge lidt på de andre sider på sitet

Johnny Madsen om tonen. En kunstner der siger tingene ligeud.

Man kan ikke svinge med en død kat uden at ramme en præst.

“Man kan ikke foretage sig noget, uden at der kommer en eller anden moralist med en pegefinger og siger: Det er ikke god tone, det kan man ikke.”

“Rent politisk i det her land er der altid nogen det er synd for. Ikke? Og så kan man hurtigt få lavet nogen nye love, for det er altid synd for nogen et eller andet sted. Det ender altid i et eller andet lovhelvede.”

Johnny Madsen i Magasinet Jyske bank 1, 2007

(Det var iøvrigt Johnny, der kom med følgende lommefilosofi, som jeg synes er uovertruffen: Hvis man ikke skal springe over, hvor gærdet er lavest, hvor helvede skal man så springe over?)

Multikulturalisme er anti-racisternes racisme

Multiculturalism is a racism of the anti-racists: it chains people to their roots.

“What to say to a man who tells you he prefers to obey God than to obey men, and who is consequently sure of entering the gates of Heaven by slitting your throat?” – Voltaire

“Colonisation and slavery have created a sentiment of culpability in the West that leads people to adulate foreign traditions. This is a lazy, even racist attitude.” – Ayaan Hirsi Ali

Thus Job Cohen, mayor of Amsterdam and one of the mainstays of the Dutch state, demands that one accept “the conscious discrimination of women by certain groups of orthodox Muslims” on the basis that we need a “new glue” to “hold society together.” In the name of social cohesion, we are invited to give our roaring applause for the intolerance that these groups show for our laws. The coexistence of hermetic little societies is cherished, each of which follows a different norm. If we abandon a collective criterion for discriminating between just and unjust, we sabotage the very idea of national community. A French, British or Dutch citizen will be prosecuted for beating his wife, for example. But should the crime go unpunished if it turns out that the perpetrator is a Sunni or Shiite? Should his faith give him the right to transgress the law of the land? This is the glorification in others of what we have always beaten ourselves up about: outrageous protectionism, cultural narcissism and inveterate ethnocentrism!

This tolerance harbours contempt, because it assumes that certain communities are incapable of modernising. Could it be that the dissidence of British Muslims is not only a function of the retrograde rigorism of their leaders, but also stems from a vague suspicion that all the consideration show to them by the state is little more than a subtle form of disdain, basically telling them that they are just too backward for modern civilisation ? Several communes in Italy are planning to reserve certain beaches for Muslim women, so they may bathe unexposed to male eyes. And within a few years the first “Islamic hospital,” complying in all points with the prescriptions of the Koran, may open in Rotterdam. Anyone would think we are reliving the days of segregation in the southern United States. Yet this segregation has the full backing of Europe’s most prominent progressives! Theirs is a fight on two fronts: minorities must be protected from discrimination (for example by encouraging the teaching of regional languages and cultures and adapting the school calendar to religious holidays); and private individuals must be protected from intimidation by the community in which they live.

Læs resten:

The article originally appeared in German in the online magazine Perlentaucher on January 24, 2007
Pascal Bruckner, born in 1948, counts among the best-known French “nouveaux philosophes”. He studied philosophy at the Sorbonne under Roland Barthes. His works include The Temptation of Innocence – Living in the Age of Entitlement (Algora Publishing, 2000), The Tears of the White Man: Compassion As Contempt (The Free Press, 1986) The Divine Child: A Novel of Prenatal Rebellion (Little Brown & Co, 1994) Evil Angels (Grove Press, 1987)

Via no-Pasaran

Grisens år – Ding Hai

Fra næste måned indledes ifølge Kinas kalender ‘Grisens år’. Men selv i Kina bortcensureres dette af hensyn til muslimernes følelser.

Mere på Wall Street Journal via LindaSoG

Myter om islam: I – Allah er den samme som bibelens gud

Nogle undersøgelser viser, at op mod 80% af amerikanere tror, at muslimernes allah er den samme gud som de kristnes.

Dette er en myte, der vedligeholdes af muslimerne og multikuturalisterne med det formål, at gøre islam mere spiselig.

De har alle travlt med at fremhæve det, som er fælles i Bibelen og koranen: Moses, Noa, Abraham, Jesus og Marie.

Katolikker især er imponerede over den plads, Marie har i koranen. Hun nævnes 34 gange, hvilket er mere end i Bibelen. Jesus nævnes 33 gange. Hun er iøvrigt den eneste kvinde, der nævnes med navn i koranen.

Hvad, der ikke bliver sagt, er, at hun primært bruges til at nedgøre Jesus. De to nævnes sammen den ene gang efter den anden. Jesus kaldes “Jesus – Maries søn” og ikke “Jesus – Guds søn”. Formålet med dette er, at allah ikke har nogen partnere. Ingen søn. Ingen Helligånd. Muslimer tror, Jesus var et menneske, der døde som et menneske. Og de tror ikke på korsfæstelsen.

Koran 5:75: “Kristus, søn af Marie, var ikke andet end en budbringer.”

Jesus betragtes af muslimerne som en profet, af mindre karat end muhammed. Koranen anvender frasen “søn af Marie”, som en forbandelse af kristne, ikke som en kompliment.

Koran 9:31: “Og de blev beordret til kun at tilbede en gud.”

Islams fortalere argumenterer med, at vi alle nedstammer fra Abraham. Men selv der er der en forskel. Muslimerne hævder at nedstamme, fysisk og åndeligt fra Ishmael og Esau, mens de kristne mener at være efterkommere af Abraham, Isak og Jakob.

Og mens koranen nævner alle disse personer, så nævner Bibelen aldrig muhammed. Bibelens 40 forfattere fortæller en sammenhængende historie, der strækker sig over århundreder, og forudsiger endog Jesus og hans korsfæstelse. Men hans påståede sidste profet – muhammed – eller koranen, allah og Mekka nævnes ikke en eneste gang.

Det er en grov fejltagelse, at tro, at koranens gud er den samme som Bibelens gud, siger Reza Safa, en konverteret muslim.

“Den største forskel mellem religionerne er kærlighed. Den kristne guds kærlighed er universel. Han elsker alle skabninger – inklusive muslimerne. Allah elsker ikke de vantro (3:32) og har kun betinget kærlighed til de troende (3:57).”

Desuden er den kristne guds kærlighed en selvopofrende kærlighed:

“Gud elskede verden så meget, at han gav sin enbårne søn, så enhver, der tror på ham, skal få evigt liv.” (Johannes 3:16).

Dette er selvfølgelig blasfemi ifølge muslimerne, som tror at en gud ikke vil nedværdige sig på en sådan måde. Muslimer ofrer deres blod for allah – og ikke omvendt.

Hvor mange gange omtaler koranen kærlighed? Ti (10) gange. Heraf er de seks (6) kærlighed til allah (i modsætning til Næsten). Bibelen omtaler kærlighed 395 gange – tretten (13) er til gud.

Kristus, der omtales som fredens prins og lammet, var verdens største pacifist og tilhænger af fred:

“I har hørt det blive sagt ‘Du skal elske din nabo og hade din fjende’. Men jeg siger jer, elsk jeres fjender, velsign dem som forbander jer, gør godt for dem som hader jer og bed for dem som udnytter og forfølger jer.” (Bjergprædikenen).

Koranens gud beordrer ligeud muslimer til at dræbe deres fjender.

Koran 2:190-191: “Bekæmp for allahs skyld dem, som bekæmper dig. Og dræb dem hvor du end finder dem.”

Profeten selv spillede en stor rolle i krig, og bifaldt politiske snigmord.

Sammenlign det med Jesus, der skælder Peter ud for at trække sit sværd og skære øret af en af Farisæernes soldater, da de kom for at anholde ham. Jesus helbredte endog mandens øre. Som der står i Det Gamle Testamente. Jesus har aldrig været voldelig.

At vende den anden kind til ses som et tegn på svaghed i islam. Islam kræver retfærdighed og hævn.

“Et øje for et øje og en tand for en tand.”

Muslimerne peger her ofte på to steder i Bibelen, som de siger viser, at Jesus gik ind for vold. I det første siger Jesus:

“Jeg er ikke kommet med fred men med sværdet.” (Matthæus 10:34)

Men stedet er taget ud af kontekst. Jesus siger til disciplene, at et sværd vil komme over dem. Hans kontroversielle budskab ville skabe konflikter (sværdet) – selv imellem familiemedlemmer. Jesus sagde til Peter:

“Put dit sværd i skeden, for alle der bruger sværdet skal omkomme ved sværdet.” (Matthæus 26:52). Med andre ord – vold avler vold.

Det næste sted, muslimer henviser til er hos Lukas.

“Jesus siger, at fjender, der ikke accepterer hans herredømme, skal rammes i hans tilstedeværelse.”

Dette er en parabel, der gennem en adelsmands stemme, omtaler dommedag og skal ikke forstås bogstaveligt.

Kommet hertil begynder muslimerne med Det Gamle Testamente og siger, at Det Gamles Testamentes gud var mindst lige så voldelig, som allah.

Ja, han var jaloux, vred og voldelig. Men hans vrede gik ud over stammer, der så at sige løb løbsk. Hans vrede gik ikke ud over alle vantro, som muslimernes allah.

Kontrasterne bliver ved. Selv religionernes Paradis er forskellige.

I koranen er himlen en meget fysisk sensuel forestilling, hvor kødelige lyster tilfredsstilles. Mænd forsynes med unge jomfruelige og rene kvinder. De drikker af floder af vin, der ikke giver tømmermænd. De hviler i luksuriøse boliger med kostbare tæpper, juvelbesatte troner og bliver serviseret af tjenestefolk.

Bibelens Paradis er modsætningen. Et metafysisk sted uden begær, magt, rigdom og kødelige lyster. De genopstandne er som engle.

Kan det være samme gud, når Paradis er forskellige?

En sidste pointe.

Kristus døde nedbrudt på korset, for at mennesket kan leve, og sagde, at hans kraft perfektioneres i svaghed. Jesus’ ånd kan opsummeres i verset:

“Jesus græd.” (Johannes 11:35)

Dette er det stik modsatte af islam, hvor svaghed er en afskyelighed. Allahs ånd kan opsummeres i verset:

“Allah sagde til dem: Dø.” (Koran; 2:243)

Gamle i bedre humør end unge

De ældre har mindre angst, depression og hyppig hovedpine end de unge, og pensionisterne får heller ikke så ofte svære sindslidelser.

Mere på DR

Ja det tror da pokker. De skal ikke leve ret meget længere med den tiltagende dhimmitude og islamisme, nej de skal bare brænde 68′er generationens værdier af på sig selv uden at tænke på, hvad de har påført de kommende generationer i deres narcissistiske egoisme.

Tørklædet kan sammenlignes med jødestjernen – Interview med en iransk kvinde

Et interview med den iranske kvinde Chahdortt Djavann i Die Tageszeitung:

Uddrag:

Q: Hvornår måtte de første gang tage tørklæde på?

A: 13 år gammel. Som alle kvinder i Iran.

Q: Blev det diskuteret i familien?

A: Det angår ikke forældrene. Det er lig døden at gå utilsløret på gaden….

Q: Hvordan følte de det?

A: Jeg følte mig krænket og nedværdiget….

Q: Hvordan forklarer de, at flere og flere unge muslimske kvinder i Vesten bærer tørklæde?

A: Igennem de sidste 20 år har der fundet en islamistisk offensiv sted i Vesten. Ganske særligt i Europa. I 60erne og 70erne bar muslimske piger ikke tørklæde.  Det, vi ser idag, er resultatet af islamisternes virksomhed.

Q: Spiller den sociale marginalisering dem i hænde?

A: Naturligvis gælder der visse sociale uretfærdigheder. Når man hedder Mustafa og er arbejdsløs, har man problemer. Men de bliver ikke mindre når konen er tilsløret. Man må støtte alle, der prøver at modstå islamismen.  Næppe var indvandrerne ladt i stikken af Frankrig og Tyskland før de bliver påvirket af islamisterne. Islamisterne siger til dem – I får ikke en chance. Kom tilbage til et religiøst liv og dogmerne. Slut jer til os. Slut jer inde.

Svensk polis

Q: Det lyder på Dem, som om islamisterne allerede har stor indflydelse?

A: Det har de. Både i Tyskland, Frankrig og Storbritanien. Havde man reageret for 15 år siden, ville situationen have været anderledes. Istedet har man givet kamuflerede og farlige islamister som Tariq Ramadan frie tøjler.

Q: De unge kvinder siger, at tørklædet er deres eget valg?

A: Til at begynde med sagde de noget andet. Nemlig ‘min religion er min kultur’. Da de opdagede, at de ikke opnåede noget med det, da det er et religiøst argument, udtænkte de noget nyt. Nu siger de – ‘Det er mit valg’. Men ingen af disse kvinder er istand til at forklare, hvorfor kvinder skal skjule håret for mænds blikke. Deres demonstration sker ledsaget af mænd. Og uden mændenes tilladelse har de ikke taleret.

Q: På trods af dette er der tilslørede kvinder, som siger, at de ikke er under pres.

A: Underkastelse bliver ikke bedre af, at den er frivillig. I Iran stener man kvinder. Nogle af dem, der kaster stenene, er kvinder.

Q: Er så meget ophidselse over et religiøst symbol berettiget?

A: Tørklædet er netop ikke et symbol på den muslimske tro. Både i Det Gamle og Det Nye Testamente samt koranen tilrådes hovedbeklædning. Hvad angår kvindeundertrykkelse er islam forblevet tro med de to ældre monoteistiske religioner. i de vestlige lande er der idag demokrati, som baserer sig på lige rettigheder for kønnene. Tørklædet er symbol på kvindernes underordnen sig mændene. Når kvinderne underkaster sig, tager de tørklæde på. De bærer det kun for mændenes skyld. Det er symbolet på kvindernes mindreværd. Det må alle, der går ind for lighed, gøre sig klart.

Q: Hvordan definerer de tørklædet?

A: Jeg sammenligner det med jødestjernen. Det er symbolet på, at kvinden indordner sig i det retsløse rum. Og at det legaliserer vold. Tørklædet viser: Kvinden er det mindreværdige fornedrede køn.

Q: De kæmper som kvindesagsforkæmper imod det?

A: Jeg er ikke feminist. For mig drejer det sig om menneskerettigheder. I de demokratiske lande findes idag begrebet ‘Pædofili’. Man skal vide, at i de muslimske lande bliver en pige tilsløret, når hun er giftefærdig. Når en 12-årig pige behandles som giftefærdig, så er det pædofili. Tørklædet er mishandling af mindreårige. Lige som omskæring. Det varede også længe, før det blev forbudt i de demokratiske lande. Og da blev der også brugt argumenter om kulturelle rettigheder.

Q: Klitorisomskæring er en kropslig lemlæstelse. Tørklædet er en beklædningsgenstand?

A: Det er netop ikke en beklædningsgenstand. Når man tilslører en pige, siger man til hende: Du bliver i hjemmet. Du har ikke samme rettigheder som din bror. Det efterlader uudslettelige spor i den sociale, seksuelle og psykiske identitet.

Q: Det er muligvis anderledes hos piger, der tilslører sig selv?

A: Det er demagogi. Under krigen mellem Irak og Iran sprang piger og drenge frivilligt på miner. Det var de blevet overbevist til af islamister. ‘Det er mit valg’ sagde børnene.

Q: Bliver symbolet ikke vurderet op ved at selv statsoverhoveder i Europa beskæftiger sig med det?

A: Der kan ikke eksistere et islamistisk samfund uden tørklædet. Men der kan eksistere islam uden et islamistisk tørklæde. Forestil dem, at kvinderne i Saudi-Arabien eller Iran tager tørklædet af. På det tidspunkt vil de blive betragtet som mennesker, og det islamistiske samfund vil ikke være mere.

Q: De går ind for et tørklædeforbud i skolerne som Præsident Chirac. Ønsker de også et sådant forbud i Tyskland?

A: Før eller senere kommer de ikke udenom dette. Nu udfordrer Iran Frankrig til at trække sin lov tilbage. Iran er et land, der har myrdet 1 million oppositionelle og som stener. Dette land vover at tale på demokratiets vegne. Det iser hvor tæt forbindelsen er mellem islamisme og tørklædet.

Q: I vore lande er der ikke muslimsk flertal. Faren for at muslimske regler bliver indført eksisterer ikke?

A: Islamisterne udnytter behændigt Europas slaphed og den fra historien stammende dårlige samvittighed, der blandt andet kommer af den Fransk-Algierske krig og Nationalsocialismen. Den der kritiserer islam eller en barbarisk totalitær religion stemples som islamofob. Eller som racist. Men et land som Tyskland har allerede et enormt ansvar. Den tyske slaphed forstærker islamismen i Tyrkiet.

Q: De sætter stor pris på den tyske indflydelse på Tyrkiet?

A: Jeg har boet i Istanbul. Og jeg kan sige dem, at islamisterne har forstået, at de må være aktive både i og udenfor deres lande. De er missionærer. De vil organisere en verdensomspændende islamisme. Tørklædet er det islamistiske systems emblem. Når det er muligt at udbrede det i Frankrig og Tyskland, er det også muligt i Tyrkiet og Nordafrika.

Q: De mener, der gælder en diplomatisk forpligtigelse til at indføre tørklædeforbud. Tørklædeforbud som udenrigspolitik?

A: Også som indenrigspolitik. Der findes piger i Europa, som er ofre for den islamistiske vold. Her bliver piger angrebet, hvis de ikke opfører sig, som islamisterne betragter som anstændigt. Der findes unge piger, der bliver betegnet som ludere, fordi de ikke bærer tørklæde. En pige er sågar blevet brændt. Her i Frankrig.

Q: Med hvilken berettigelse kan en demokratisk samfund forbyde et symbol?

A: Et demokratisk samfund fastlægger de individuelle friheder men også deres grænser.

Q: Vil de forbyde andre symboler i skolen. For eksempel palæstinensertørklædet?

A: Det er et synspunkt. Det kan diskuteres. Men der findes ideologier, der intet er at diskutere om. Dertil hører fascismen. Og dertil hører også den islamistiske fundamentalisme. Nazi-symboler er jo også forbudt.

Q: Mange finder det intolerant at forbyde tørklædet?

A: Det har intet med tolerance at gøre. Det er uvidenhed.

Q: Er det klogt kun at gå imod tørklæder med repression?

A: Jeg er ikke imod pædagogik. Først må man sætte ind overfor familierne. Først når det ikke virker, må man gå videre med lovgivning. Staten må beskytte børnene. Det er dens opgave.

Q: I øjeblikket bevirker forbudet en radikalisering af en del af ungdommen?

A: De er allerede radikaliserede. Det er bare politikerne, der ikke vil indrømme det. Flertallet af muslimske kvinder vil ikke bære tørklæde, og de vil ikke forveksles med dette symbol på fremmedgørelse. Desværre skriver journalisterne ikke om det. Jeg har mødt skoleelever i Frankrig, der bønfalder deres lærere om ikke at lade tørklædet komme ind på skolerne. Hvis det bliver tilladt, vil forældrene tvinge pigerne til at gå med det. De ægte islamister er fascister. Med dem har vi ikke haft demokrati i 20 år. Denne hårde islamistiske kerne må elimineres.

Q: Der går de langt?

A: Islamisme er ikke en overbevisning. Madame.

Q: Hvad er islamisme?

A: Anvendelsen af islamistiske dogmer på alle borgeres sociale, politiske og individuelle liv. Det er et totalitært system. Idag kan De drikke te med en mand på en cafe. Imorgen bliver De måske stenet.

Q: Hvad vil de sige til unge kvinder, der demonstrerer for retten til at bære tørklæde?

A: Mange er blevet manipuleret af islamister. Deriblandt også veluddannede. Deres forældre er blevet nedværdiget og trukket gennem sølet i dette samfund. Jeg ville gerne råbe til dem: ” Sig ikke mere: dette er et andet tørklæde. Det er ikke det samme.” Det passer ikke. Det er det samme tørklæde overalt i verden.

Fra Die Tageszeitung

Kan patienter sige fra overfor tørklæder?

Danskeren i Sverige bringer et læserbrev fra Ugeskrift for Læger, som slutter med spørgsmålet:

“Tillid er afgørende i læge-patient-forholdet. Symbolerne forhindrer, at jeg kan føle tillid.
Som rask borger betragter jeg påklædning inklusive religiøse symboler som personens egen sag. Der er det mit valg, hvor meget jeg ønsker at have med den symbolbærende person at gøre. Min eventuelle manglende tillid eller undertrykte frygt betyder mindre. Anderledes stillet er jeg derimod som patient.
Hvordan vil symbolbærende sundhedspersoner forholde sig til patienter, der undertrykker deres frygt, og som mangler tillid til sundhedspersonen?
Har patienten eller skal patienten have mulighed for at sige fra?”
Det spørgsmål kan jeg besvare: Ja det kan patienten godt i nogen situationer. For der er præcedens i dette spørgsmål ihvertfald når det angår akutte sygdomme.

For et par år siden nægtede en nynazististisk patient på et Københavnsk hospital at blive behandlet af en indvandrer-læge. Der var stor diskussion i lægekredse, og konklusionen blev, at det er patientens tarv, der kommer først. 

Den nazistiske nyresten

Christian Andersen, interview med Kari Mikines

I: Ugeskrift for læger. – Årg. 164, nr. 41 (2002). – S. 4834-4835
Emne: Københavns Amts Sygehus i Gentofte ; lægeetik ; læger ; etik ; nynazister ; indvandrere ; flygtninge ; racisme
Lægeetikken er kommet til debat efter en nynazist forlangte behandling af en ikke-indvandrer på Amtssygehuset i Gentofte

Debat

I: Ugeskrift for læger. – Årg. 164, nr. 46 (2002). – S. 5422-5423, 5425-5426

Københavns Amtsråd:

Mødesag fra mødet den 31-10-2002

7.9 Episode på Amtssygehuset i Gentofte.   

Ugeskrift for Læger bragte mandag den 7. oktober 2002 vedlagte artikel. Artiklen beskriver en episode fra skadestuen på Amtssygehuset i Gentofte, som fulgte, da en ung nynazist ankom til skadestuen. Patienten blev ved ankomsten tilset af lægen i forvagt, en læge af iransk afstamning, og afslog at blive behandlet af denne læge med den begrundelse, at han (patienten) ikke anså lægen for et menneske, men et dyr.Bagvagten, som blev orienteret herom, kontaktede én af sygehusets vicedirektører, som pålagde ham at tilse patienten med den begrundelse, at man ikke kunne udelukke alvorlig sygdom hos patienten. Patienten blev undersøgt af bagvagten og herefter udskrevet.
Der vedlægges til orientering en redegørelse for det passerede og baggrunden herfor fra Amtssygehuset i Gentofte.Det fremgår heraf, at sygehusdirektionen nu har besluttet at iværksætte et arbejde med henblik på at få udarbejdet retningslinier for, hvordan sådanne konflikter i fremtiden skal håndteres, og sundhedsforvaltningen vil samtidig udarbejde et notat med redegørelse for de juridiske aspekter i sagen.

Sygehusudvalget vil blive orienteret om ovenstående, så snart det foreligger.

 Der er en etisk/filosofisk gennemgang af sagen i:

Andreasen, Torben E. (2005a): Lægeløftets etik. (I: M. K. Skadborg, Torben E. Andreasen og Kamma Bertelsen (2005): Etiske spørgsmål I medicinen. (Kbh.: FADL’S Forlag.) S. 11-31.)

Her konkluderer man:

“I lyset af Genevekonventionen som citeret ovenfor, betyder det ret entydigt, at det som lægen skal prioritere FØR ALLE ANDRE HENSYN er min patients helbred. OGSÅ over sin egen fornærmethed, over eventuel uret der er rettet mod lægen selv, over eventuelle lovovertrædelser som patienten måtte have begået eller lignende ikke relevante forhold.”

Spørgsmålet har også været brugt til eksamen i Medicinsk Videnskabsteori i 2002.

The Adversary Culture The perverse anti-Westernism of the cultural elite

For the past three decades and more, many of the leading opinion makers in our universities, the media and the arts have regarded Western culture as, at best, something to be ashamed of, or at worst, something to be opposed.

Before the 1960s, if Western intellectuals reflected on the long-term achievements of their culture, they explained it in terms of its own evolution: the inheritance of ancient Greece, Rome and Christianity, tempered by the Renaissance, the Reformation, the Enlightenment and the scientific and industrial revolutions. Even a radical critique like Marxism was primarily an internal affair, intent on fulfilling what it imagined to be the destiny of the West, taking its history to what it thought would be a higher level.

Today, however, such thinking is dismissed by the prevailing intelligentsia as triumphalist. Western political and economic dominance is more commonly explained not by its internal dynamics but by its external behaviour, especially its rivalry and aggression towards other cultures. Western success has purportedly been at their expense. Instead of pushing for internal reform or revolution, this new radicalism constitutes an overwhelmingly negative critique of Western civilization itself.

According to this ideology, instead of attempting to globalise its values, the West should stay in its own cultural backyard. Values like universal human rights, individualism and liberalism are regarded merely as ethnocentric products of Western history. The scientific knowledge that the West has produced is simply one of many “ways of knowing”. In place of Western universalism, this critique offers cultural relativism, a concept that regards the West not as the pinnacle of human achievement to date, but as simply one of many equally valid cultural systems.

Cultural relativism claims there are no absolute standards for assessing human culture. Hence all cultures should be regarded as equal, though different. It comes in two varieties: soft and hard.

The soft version now prevails in aesthetics. Take a university course in literary criticism or art theory and you will now find traditional standards no longer apply. Italian opera can no longer be regarded as superior to Chinese opera. The theatre of Shakespeare was not better than that of Kabuki, only different.

The hard version comes from the social sciences and from cultural studies. Cultural practices from which most Westerners instinctively shrink are now accorded their own integrity, lest the culture that produced them be demeaned.

For instance, although Western feminists once found the overt misogyny of many tribal cultures distasteful, in recent years they have come to respect practices they once condemned. Feminist academics now deny that suttee, the incineration of widows, is barbaric. The Indian-American cultural studies theorist, Gayatri Chakravorty Spivak gives suttee an honourable place in Indian culture by comparing it to the Christian tradition of martyrdom. Feminists once denounced the surgical removal of the clitoris of Muslim women as female genital mutilation. Lately, the procedure has been redefined as genital “cutting”, which the literary and art critic Germaine Greer now argues should be recognized as an authentic manifestation of the culture of the Muslim women concerned.

Similarly, the Parisian literary theorist, Tzvetan Todorov, in The Conquest of America (1985), compares Mexican cannibalism to the Christian Eucharist, and the Australian postmodern historian, Greg Dening, in Mr Bligh’s Bad Language (1992), declares Polynesian human sacrifice to be the ritual equivalent of British capital punishment.

Something is obviously going terribly wrong here. The logic of relativism is taking Western academics into dark waters. They are now prepared to countenance practices that are obviously cruel, unnatural and life-denying, that is, practices that offend against all they claim to stand for.

To see how decadent these assumptions have become, compare today’s relativism to the attitude that prevailed when the culture of the British people was in its ascendancy. Sir Charles Napier, the British Commander-in-chief in India from 1849 to 1851, signed an agreement with local Hindu leaders that he would respect all their customs, except for the practice of suttee. The Hindu leaders protested but Napier was unmoved:

You say that it is your custom to burn widows. Very well. We also have a custom: when men burn a woman alive, we tie a rope around their necks and we hang them. Build your funeral pyre; beside it, my carpenters will build a gallows. You may follow your custom. And then we will follow ours.

The moral rationale of cultural relativism is a plea for tolerance and respect of other cultures, no matter how uncomfortable we might be with their beliefs and practices. However, there is one culture conspicuous by its absence from all this. The plea for acceptance and open-mindedness does not extend to Western culture itself, whose history is regarded as little more than a crime against the rest of humanity. The West cannot judge other cultures but must condemn its own.

……………………….

The tactic of targeting individuals who criticise Islam has been very effective in Holland. In early 2005, the Dutch law professor and newspaper columnist Paul Cliteur announced he would no longer write or speak in public because of death threats to his wife and children. For similar reasons, the former Iranian academic and newspaper writer, Afshin Ellian, who lectures at the University of Leiden, now has a bodyguard accompanying him on campus at all times. Every morning the building where he teaches is swept by security services.

This personal terrorism affects not just those directly under threat, but all writers and intellectuals. Most are unable to afford the security costs and the state cannot protect them all. The result is that they are silenced by self-censorship.

This is why the debate over the Danish cartoons is so important. To date, the response has been mixed. Newspapers in Norway, Germany, France, New Zealand and Australia have reproduced the cartoons in defiance of the violence that has been perpetrated in Middle Eastern countries and threatened in many Western countries by crowds with signs such as: “Slay those who insult Islam.” “Butcher those who mock Islam.” and “Be prepared for the real holocaust.”

But many Western politicians have urged appeasement. British Foreign Secretary Jack Straw said: “The republication of these cartoons has been unnecessary, it has been insensitive, it has been disrespectful and it has been wrong.” In New Zealand, Prime Minister Helen Clark accused the newspapers involved of “bad manners”. In Australia, Attorney-General Phillip Ruddock urged newspapers not to act “gratuitously with a view to try and provoke a response”.

The real problem here was not the Western newspapers who published the cartoons but the Islamic response to them. Our political leaders did not blame the latter but turned the responsibility onto ourselves. Enclosed by a mindset of cultural relativism, most Westerners are loath to censure Muslims who go on violent rampages, burn down embassies and threaten death to their fellow citizens. Many of us regard this as somehow understandable, even acceptable, since we have no right to judge another religion and culture.

The truth is that the riots, the arson, the death threats were not spontaneous outbursts from passionate religious believers but were carefully stage-managed by Muslim leaders. The imams of the Danish Muslim community consciously ignited the response some four months after the cartoons were published. They travelled to the Middle East where they generated support for a campaign quite deliberately targeted at Western culture’s principle of freedom of expression.

Their real aim is not religious respect but cultural change in the West. They want to prevent criticism of its Muslim minority and accord that group special privilege not available to the faithful of other religions. Instead of them changing to integrate into our way of life, they want to force us to change to accept their way of life.

Muslim rage over the cartoons is not an isolated issue that would have been confined to Denmark and would have gone away if nobody had republished them. It is simply one more step in a campaign that has already included assassination, death threats and the curtailment of criticism. And our response, yet again, has been one more white flag in the surrender of Western cultural values that we have been making since Khomeini’s fatwa against Rushdie in 1989.

The Western concept of freedom of speech is not an absolute. The limits that should be imposed by good taste, social responsibility and respect for others will always be a matter for debate. But this is a debate that needs to be conducted within Western culture, not imposed on it from outside by threats of death and violence by those who want to put an end to all free debate.

The concepts of free enquiry and free expression and the right to criticise entrenched beliefs are things we take so much for granted they are almost part of the air we breathe. We need to recognise them as distinctly Western phenomena. They were never produced by Confucian or Hindu culture. Under Islam, the idea of objective inquiry had a brief life in the fourteenth century but was never heard of again. In the twentieth century, the first thing that every single communist government in the world did was suppress it.

But without this concept, the world would not be as it is today. There would have been no Copernicus, Galileo, Newton or Darwin. All of these thinkers profoundly offended the conventional wisdom of their day, and at great personal risk, in some cases to their lives but in all cases to their reputations and careers. But because they inherited a culture that valued free inquiry and free expression, it gave them the strength to continue.

Today, we live in an age of barbarism and decadence. There are barbarians outside the walls who want to destroy us and there is a decadent culture within. We are only getting what we deserve. The relentless critique of the West which has engaged our academic left and cultural elite since the 1960s has emboldened our adversaries and at the same time sapped our will to resist.

The consequences of this adversary culture are all around us. The way to oppose it, however, is less clear. The survival of the Western principles of free inquiry and free expression now depend entirely on whether we have the intelligence to understand their true value and the will to face down their enemies.

Hele teksten på thesydneyline via The Religious Policeman

Kloge ord

Citater

The best way to drive out the devil, if he will not yield to texts of Scripture, is to jeer and flout him, for he cannot bear scorn. — Luther

og

The devil…the prowde spirit…cannot endure to be mocked. — Thomas More 
 

Det nazistiske kort bliver ofte trukket af de politisk korrekte:

Men, ofte viser det seg at ulike parter i den offentlige innvandringsdebatten fort blir enige om at nazismen var ille, uten at dette fører til at de blir enige om innvandringspolitikken.

Tvert om kan de gjentatte referansene til nazismen bidra til å forsterke motsetningene, ettersom partene har ulike syn på hvem i dagens debatt som har flest likhetstrekk med nazistene. Det kan uten tvil hevdes at en del innvandringsmotstanderne virker fryktsomme, kanskje også at de har kalde og autoritære personlighetstrekk. Enkelte kan til og med vise tendenser til en voldelige nasjonalisme, med holdninger som kan slå over i diskriminering på etnisk grunnlag. Like fullt, det kan også bli hevdet at mange innvandringsliberalere og antirasister viser voldelige og antidemokratiske trekk, at de til dels ledes av folk uten dypere nasjonale kjensler, og at flere av dem er politiske opportunister som kryper for inntrengerne og driver meningssensur overfor gode nordmenn. I et slikt perspektiv blir det innvandringsliberalerne som likner mest på bildet av den idealtypiske nazist. – Mytens funksjon er blant annet å hjelpe fortolkerne til å styre utenom en diskusjon av vanskelige perspektivvalg. En fortelling basert på en moralsk todeling, tilsier at bare én utlegning blir den riktige.

Fra: (Utsnitt fra kap. 2 og 11 i Sigurd Skirbekk: Ideologi, myte og tro ved slutten av et århundre. Sosiologisk kulturteori og funksjonsanalyse. Tano/Aschehoug, Oslo 1999) 
  
  
 Sigurd Skirbekk:

Antirasismen som myte : http://folk.uio.no/sigurds/