Dagens klumme: Mikael Jalving skriver om politisk islam, hvis netværk af folk og ideer opererer lige for næsen af os, uden at ret mange ser det.
Af Mikael Jalving
Det er forbandet med de navne. De er svære at læse, udtale, endsige huske, men der er ingen vej uden om, hvis vi vil vide, hvem vi er oppe imod i tiden, der kommer. Vi er pinedød tvunget til at kende dem én for én og alle til hobe. For de er fjender. Fjender. Fjender. Hassan al-Banna, Sayyid Qutb, Yusuf al-Qaradawi, Hassan al-Turabi, Yussuf Nada, Hamza Yusuf, Ahmed Jaballah, Farid Abdelkrim, Hassan Iquioussen, Tariq Suweidan, Amr Khaled, Tariq Ramadan - for blot at nævne et dusin.
Det er fandens til navne. Men lær dem, gerne udenad og i søvne, ligesom du i sin tid lærte at sige og stave til Vladimir Lenin, Leo Trotskij, Joseph Goebbels, Giovanni Gentile, Benito Mussolini, Charles Maurras, Fidel Castro, Leonid Bresjnev - eller andre af det forrige århundredes intellektuelle og politiske galninge.
De er derude, men opererer - modsat hvad mange af kommunismens, nazismens og fascismens for længst afdøde ikoner gjorde - i det skjulte og ved hjælp af det, George Orwell kaldte for “double-speak”. Shiamuslimer har endda et ord for det: taqiyya, kunsten at lyve om sine motiver.
Hvad du ser og hører er Hitzb ut-Tahrir, og Villy Søvndal der hidser sig op, men hvad du ikke ser og ikke hører, er de dunkle og vidt forgrenede mekanismer bag tilsyneladende moderate grupper som f.eks. Islamisk Trossamfund, hvis reelle, undergravende hensigter med parallelsamfund og siden sharia, offentligheden fik et smugkig på takket være en modig fransk tv-dokumentar for et par år siden.
Det er om en bestemt gruppe af disse panarabiske, islamiske revolutionære, hvem de europæiske befolkninger af lutter barmhjertighed har været så letsindige at lukke indenfor, mens den politiske elite fejlagtigt troede, at demokratiet ville læge alle sår, at forfatter og journalist Helle Merete Brix i dag, tirsdag, udgiver en stærkt oplysende og skræmmende bog, som nok skal skabe furore.
“Mod mørket” hedder den, med undertitlen “Det Muslimske Broderskab i Europa” (Forlaget Lysias), og det er lutter mørkemænd, hun beskriver i sin personlige og journalistiske gennemgang, der retter et længe savnet, kritisk lys mod én - muligvis den værste - af de islamiske organisationer, der gennem de seneste 30 år og i kraft af saudiske milliardbeløb har skabt sig magtbastioner i Europa for at komme den vestlige levevis til livs - hvis de kan slippe af sted med det.
Og det kan de måske, måske ikke. Det afhænger først og fremmest af, hvorvidt Vesten formår at dæmme op for den politiske islamisering i tide. Hertil kræves i første omgang oplysning à la den, Helle Merete Brix her lægger frem, med vægt på franske forhold og det uformelle netværk mellem Det Muslimske Broderskab - grundlagt helt tilbage i 1928 samtidig med de andre totalitære samfundssystemer - og en lang række andre såkaldte “moderate organisationer”, såsom Unionen af Frankrigs Islamiske Organisationer, Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning, Tablieg-bevægelsen samt direkte militante grupper som f.eks. Hamas i Mellemøsten.
En lignende analyse kunne laves på de danske, britiske, hollandske, tyske, spanske eller italienske forhold med fokus på det islamiske netværkssamfund.
Bogen flytter med andre ord fokus væk fra de spektakulære terrorhandlinger, som alle frygter, og hen på den rolle, som politisk islam spiller i dagens Europa, herunder i EU, blandt mainstreampolitikere, mainstreammedier, menneskerettighedsorganisationer, dialoggrupper og græsrødder. Denne islamisering fra neden er nemlig meget mere farlig på længere sigt, konkluderer flere af bogens talrige kilder, fordi den i ly af modeord som anti-racisme, kulturel identitet, rettigheder, minoriteter, multikultur, islamofobi, religiøse følelser, stolthed, værdighed - og forstærket af den demografiske udvikling - skridt for skridt svækker de vestlige friheds- og lighedsidealer og gøder jorden for en glidende accept af særlovgivning og specielle hensyn i forhold til den dobbelte politisk-religiøse dagsorden, som islam udgør.
“Mod mørket” er en sjælden øjenåbner, let fortalt, men med dystre perspektiver. Den er skrevet til vores børn, vi andre gamle røvhuller skal formentlig nok klare os, men rummer stof til eftertanke for alle, ikke mindst retskafne, borgerlige mennesker, som hidtil har ment, at det ikke var deres sag, om folk troede på det ene, det andet eller slet ingenting. Beskeden til dem er, at islam ikke blot er en religion, men en samfundsutopi med fatale konsekvenser for fred, frihed og velstand, og at man sagtens kan være liberalist og samtidig mene, at vores kultur er værd at forsvare. I modsat fald kan man ligeså godt bo på månen.
Fra 180Grader
Køb bogen her. Ved at købe den støtter du udgivelsen af endnu flere islamkritiske bøger.
