Ugeskrift for Læger fortæller i denne uge om, at lægerne i flere og flere tilfælde bliver tovholdere for sociale problemer:
Anne Marie Rønberg er praktiserende læge i Ry, som nu er en del af Skanderborg Kommune, og hvis man beder hende om et eksempel, er hendes umiddelbare kommentar: »Der er mange eksempler, hvor skal jeg begynde?«
»Jeg har en afghansk flygtning som patient. Hun er 33 år og kom til Danmark i 2000, og trods de problemer, der har været undervejs, kom hun rent faktisk i arbejde. Hun fik job med rengøring, men holdt op i 2006 på grund af smerter i ryggen. Under den gamle ordning havde hun en enkelt kommunal sagsbehandler, og jeg vidste dermed altid, hvem jeg kunne henvende mig til. Sådan er det ikke mere, og det besværliggør det hele væsentligt. Det er jo ofte komplicerede sager, hvor det er vigtigt at have helheden med. I det pågældende eksempel er manden på førtidspension, og der er fire børn, hvoraf det ene er svært handikappet. Kvinden fik på et tidspunkt en uønsket graviditet og fødte barnet med den væsentlige forværring af lændesmerterne, det indebar. Jeg havde ønsket at få bevilget en præventionsløsning med spiral, men det lykkedes ikke. Det undrer mig, og jeg forstår heller ikke, hvorfor kvinden skulle gå i tre år, før der blev sat ind med noget arbejdsprøvning. Det er nu sket, men det kunne være gjort langt tidligere. Der sker nogle ting i dag, som jeg vil vove at påstå, ikke ville være sket under den gamle ordning. Dels var der en bestemt sagsbehandler, der kunne fungere som tovholder, dels havde denne sagsbehandler et lidt større råderum og i nogle situationer kunne skønne, hvad der overordnet ville være bedst«.
Ikke penge til mad
Flere gange har der i det pågældende eksempel været lukket for kontanthjælpen, og Anne Marie Rønberg har måttet gå til kommunens afdeling for børn og unge for at indberette manglende forsørgelse.
»Så er det mig, der får meldingen fra min patient her i praksis: `Vi får ikke penge, så vi har ikke råd til at købe mad til vore børn’. Det kan man naturligvis ikke blot sidde overhørig, og det kan betyde, at jeg må henvende mig til kommunen og bruge tid på noget, som i virkeligheden er socialrådgiverens arbejde. Problemet er, at der ikke er én person, jeg og de øvrige samarbejdspartnere omkring netop denne patient kan gå til. Det er tovholderen, der sørger for den tværfaglige helhedsindsats, vi mangler,« siger Anne Marie Rønberg.
Der er adskillige spørgsmål i dette. Blot et par stykker: hun får en uønsket graviditet – vi har, så vidt jeg ved, fri abort her i landet? Hvis hun ikke vil være gravid, kan hun vel selv betale en spiral – så dyr er den heller ikke – og der findes jo billigere former for prævention? Så vidt jeg ved, er førtidspension og børnepenge IKKE kontanthjælp – så hvordan kan lægen påstå, at familien ikke har penge til mad?
Men for die Gutmenschen er der ingen grund til at stille kritiske spørgsmål – det offentlige skal bare punge ud i en uendelighed.
