Om at satse hele butikken på en dødssyg krikke …
Siden det fejlslagne forsøg på at myrde Lars Hedegaard har das-bladet Samarbejds-Politiken ført en intensiv smædekampagne mod ham i almindelighed og Trykkefrihedsselskabet i særdeleshed. Hvor absurd det end forekommer logisk tænkende mennesker, så tager kampagnen udgangspunkt i det forhold, at Trykkefrihedsselskabet har afvist at lade en from muslim deltage i et møde, som i dag afholdes på Christianborg. Denne muslim – som tilfældigvis også hedder Jihad til fornavn – har oplyst, at han beundrer massemorderen Che Guevara og via en indmeldelse i Hjemmeværnet har skaffet sig skydevåben – antagelig inspireret af Rune Engelbreth’s opfordring i bladet “Faklen”. Kvintessensen af bladets kampagne er altså, at nu er Samarbejds-Politiken pludselig konverteret til ihærdig forsvarer for såvel Hjemmeværnet som ytringsfriheden.
Vi har efter ringe evne forsøgt at dække denne surrealistiske opvisning i omvendt logik HER. Hvilket har fået en trofast kommentator – Menig 442 – til at reflektere over sagen: “På Politikens redaktion må de åbenbart have en tyrkertro på, at denne gang vinder den hest, hvorpå de satser hele deres eksistens.” – Vi synes Menig 442 fortjener en redaktionel tilføjelse:
Das-bladet Samarbejds-Politikens pludselige forsvar for ytringsfriheden betyder på ingen måde, at bladet har skiftet den hest, hvorpå de satser hele deres eksistens. Det er blot en afværge-manøvre, en let gennemskuelig damage control i bedste taqiiya-stil. Hesten er stadig den samme som altid, nemlig en kæphest med to hoveder. Lad os betragte den ud fra en veterinær synsvinkel:
Det ene hovede er politisk. Det er besat af een eneste tvangstanke, totalitarismen. Uanset hvad og hvilken. Denne del af hesten møder af og til forhindrer på skoleridtet. Først satsede den på nazismen, men det gik ikke så godt. Så anammede den kommunismen. Det gik heller ikke så godt. Men hvor kødet er skøbeligt er ånden redebon, så da man fra hjørnekontoret kunne se islams tropper nede på Råddenhuspladsen, satte man påny sporerne i øget. Så her har man på ingen måde skiftet hest, men satser fortsat hele butikken på diverse opkog af fascismen.
Det andet hovede sidder på pikken. Man behøver ikke at se stort mere end overskrifterne i das-bladet for at blive overbevist. Henved halvdelen af tryksværten anvendes til emner om diverse kønsorganer, øvrige legemsåbninger, sammes afsondringer samt hvad alle mulige – og umulige – huller kan bruges til. Lige fra den ene ende – æderi – til den anden – afføring. Og alt tænkelig – og navnlig utænkeligt – derimellem. Med andre ord: das-bladet er besat af det man i gamle dage kaldte perversitet. Så ej heller her har man skiftet hest. Vi kan jo kalde den Perversifaxe…
At skifte hest ville være selvmord for Samarbejds-Politiken. Hesten med de to hoveder ville ikke engang kunne bruges til oksehak eller sæbekogning, dersom man skilte det ene fra det andet. Man ville simpelthen miste sit publikum – det som vi her på bloggen benævner Den Kaglende Klasse, Systemet Politiken eller blot Segmentet. Forklaringen er enkelt: nazismens, kommunismens og islams optagethed af det sexuelle. Men hvor kommunismen ikke havde helt den samme tiltræking på segmentet – den var lidt for kedelig med traktorpiger, stramtandede guvernante- og kommissærtyper, og ikke særlig bøssevenlig – så forholder det sig unægtelig anderledes med nazismens og islams tiltrækningskraft på segmentet.
Her lades ingen fantasi ubeskrevet. Enhver form for -fili dyrkes intenst. Fra nazimens hang til uniformer, læder, sadisme, pisk og prygl – som åbenbart især tiltaler det homofile sub-segment – til islams forkærlighed for halshugninger, amputationer, voldtægt og kønslemlæstelser af småpiger, bøsssehængninger, steninger, offentlige piskninger, syrevansiring af kvinder, jødehad og enhver form for vold i det hele taget. I Samarbejds-Politiken kan læserne formelig svælge i homofili, coprofili, urinofili, nekrofili, spermofili, zoofili, pædofili, incest, fetichisme, stampisme, ekshibitionisme, sado-masochisme, udflods-fili og [indsæt selv]-fili ad libitum et infinitum.
Derfor har Menig 442 ret. Man satser på den samme, gamle tohovede kæphest. Samarbejds-Politikens islamofili er en tyrkertro. Og så kan man iøvrigt se, hvad der sker, når man lukker muslimer ind til en debat …