Johan Olsen havde idag et indlæg i P1’s morgenradio, hvor han igen igen forklarer at indvandreproblemerne – aktuelt, skyderierne på Nørrebro – er samfundets skyld.
Visitationszoner og hårdt-mod-hårdt-taktik er skyld i den øgede vold. Johan fortalte at han har boet på Blågårds Plads i 18 år – hvis det var for at give hans indlæg tyngde, vil jeg haste med at fortælle, at jeg nåede at bo der i 19 år inden jeg flygtede!!!
Johans indlæg er i fuldstændigt tråd med næsten alle venstreorienterede på Nørrebro. Jeg er selv socialist, men stoppede med at gå i takt med resten af venstrefløjen på Nørrebro for flere år siden. Nu kan jeg dyrke venstrefløjen i Gladsaxe.
Men med hensyn til Blågårds Plads skal jeg gerne forklare Johan Olsen – og resten af venstrefløjen – hvad der skete:
Op til midten af halvfemserne var der stort set ingen problemer mellem muslimer og resten af samfundet. Der var stigende kriminalitet, ja, men ikke mere end at det sagtent kunne klares og forklares. Men fra midten af halvfemserne satte islamiseringen ind.
Salamimetoden blev taget i brug. F.eks udviste unge muslimske drenge større og større magt på Blågårds Plads. Venstrefløjen valgte at føje dem ’skive for skive’. Det kom til en foreløbig kulmination i 1996, hvor de brændte et skur af, der var opstillet så “bumserne” (det kaldte de sig selv) kunne få en smule varme i de kolde måneder.Man genopbyggede ikke skuret af angst for at provokere.
Ganske få så optakten til, hvad der kom senere, men ikke venstrefløjen og desværre heller ikke mig. Vi kiggede ned i jorden og lod som om vi ikke så det.
Men kriminaliteten og chikanerierne fra de muslimske drengebander tiltog og blev mere og mere alvorlig. Voldsomme angreb på de hjemløse i “Folkets Park”, og et storstilet angreb på de hjemløses værested i Prins Jørgensgade, hvor alle vinduer blev smadret og stedet var i lang tid barrikaderet bag tykke træplader!
Ved en muslimsk demonstration – som jeg ikke deltog i – kom en muslimsk drengebande og forbød mig at drikke øl på Blågårds Plads. Jeg protesterede kraftigt og lederne af demonstrationen reddede mig.
Til hverdag hyggede de muslimske bander sig med at spille fodbold på pladsen, og hver gang var det en yndet sport at skyde efter øldrikkende danskere eller restauranternes udendørsborde. Når de ramte plet grinte de højlydt og samlede sig om at forsvare den der skulle hente bolden. Næsten ingen protesterede – man kikkede ned i jorden og lod som om man ikke så det.
Et par år før årtusindskiftet begyndte jeg at prosterede højlydt, men fik aldrig opbakning! Tværtimod blev jeg kaldt racist og det der er værre! Venstrefløjen kikkede i jorden og ville ikke høre eller forstå.
En god kammerat fra Guatemala blev slået til lirekassemand på pladsen. Han kom ud fra et værtshus med en mindre brandert på. Han blev passet op af en bande – som måske troede han var muslim – og fik at vide at han ikke måtte drikke øl. Den unge mand fra Guatemala forstod ikke alvoren og begyndte at spøge med det. Han blev totalt smadret og gik til plastisk kirurgi og tandopretning i årevis efter. De mangefold flere tilskuere – end drengebanden kom ham ikke til hjælp – de kikkede på snørebåndene og lod som om det ikke skete. Jeg bliver våd i øjnene når jeg tænker på hans psykiske men.
Kriminaliteten eskalerede med snesevis knivoverfald, voldtægter og røverier. Et nyt højdepunkt blev sat i 2003 med drabet på den 19-årige italienske turist Antonio Curra. Jeg kom i TV-Lorry med mine protester og var så forsigtig at jeg betingede mig at kun mit fornavn blev nævnt. Jo, jeg var også bange, men jeg ville ikke mere kikke ned i jorden. Selv med kun mit fornavn var der adskillige muslimer, der nu skulle gøre mig opmærksom på at de kendte mit navn! På en ”venlig” men også truende måde.
Ved den imponerende store demonstration lige efter drabet gik jeg rundt og kikkede efter venstrefløjsledere, både lokalt, kommunalt og nationalt. Men ak, opbakning fra venstrefløjen var mildest talt ikke imponerende. Nærmest ikke-eksisterende!
Året efter var der en mindehøjtidlighed og der checkede jeg også hvordan det gik med venstrefløjens deltagelse. Men desværre nej, nogle få menige det var alt. Resten glimrede ved at kikke lidt på fodtøjet!
Samtidigt med sagen om Antonio Curra, udkom venstrefløjsforfatteren Kåre Bluitgen med en fantastisk bog: “Til gavn for de sorte” hvor han netop stavede pointen for venstrefløjen.
Hvis de blev ved med at checke fodtøj var de kun til gavn for “de sorte” (Læs; Dansk Folkeparti). Men Kåre Bluitgen kunne ikke råbe venstrefløjen op. På “Modkraft” kan man læse hvordan Enhedslisten læser den rette lære for Kåre!
Også Naser Khader talte for døve øre overfor venstrefløjen med sin bog fra 2001 “Ære og skam”. Venstrefløjen svarede igen ved at kalde ham for en kokusnød (brun udvendig, men hvid indvendig). Skændigt at venstrefløjen ikke ville lytte. Og endnu mere skændigt jo længere der går før man vil indrømme sin himmelråbende uvidenhed om islamismens sande fascistoide menneskeforagtende væsen.
Dog skete der lidt – meget lidt – i Enhedslistens rækker med Abdol Hamids insisteren på at bære det religiøse og dybt kvindeundertrykkende islamistiske symbol, der signalerer sharia ud over alle grænser. Jeg er dog meget usikker på hvordan den sag er landet.
Også Karen Jespersen fik læst og påtalt og måtte søge nye græsgange i Venstre. Sammen med sin mand Ralf Pittelkov skrev de bogen: “ISLAMISTER OG NAIVISTER” som også venstrefløjen kunne lære af. (Hun mødte forøvrigt op til demonstrationen til fordel for Antonio Curra)
Den seneste sag i en skændig række af sager, hvor venstrefløjen har været “til gavn for de sorte” er sagen om Nicolai Sennels. Han rejste sig på et seminar om integrationspolitik og udtrykte det åbenlyst logiske; at man blev nødt til at inddrage islam og kultur i forståelsen af muslimernes manglende integration. Ingen andre indvandregrupper end muslimerne har store probemer med kriminalitet og integration. Selv om det er himmelråbende enkelt, gik venstrefløjen til angreb på Nicolai Sennels. Enhedslistens borgmester Mikkel Warming, tvang Sennels til at tage sin afsked – dog med et pænt aftrædelsesbeløb. (ifølge Sennels selv).
Han er nu udkommet med en bog om sine oplevelser, “Blandt kriminelle muslimer”. Et rystende “wake up call”.
Trist, men jeg tror heller ikke venstrefløjen vil læse denne øjeåbner!
Hvis man læser ovenstående 4 bøger er man kommet langt i at forstå islamismen!!!
Ærgeligt at jeg her til sidst bliver nødt til at fortælle, at jeg har det aldeles storartet med mine muslimske venner og bekendte – både privat og på arbejdet. De forstår i det mindste islamismens sande natur. Nogen er enig med mig og nogen er det ikke!
Desværre kunne jeg mærke køligheden i mine egne venstrefløjscirkler, og det blev snart tid til at finde nye jagtmarker. Jeg sagde farvel til min elskede “Sorte Firkant” og søgte asyl i Gladsaxe.
Og der kan man såmen heller ikke finde ud af det der med islamismen!!! 
MVH E.
Tip: GP
Det viser sig minsandten at aviserne også forsøger sig udi bloggeriet. Således er det nok gået upåagtet hen for de fleste, at selv dasbladet Samarbejds-Politken tror at have fundet et halmstrå man kan klamre sig til, mens såvel oplagstallene som niveauet synker mod bunden. Løfter man lidt på den gravsten over demokratiet og ytringsfriheden som kaldes ‘pressen’ kravler der meget underligt frem, bl.a. denne Rune – som ikke er ristet over fornuften, men det modsatte.
Hvorfor har danske myndigheder og kommuner så svært ved at håndtere kriminelle fra Mellemøsten og ekstremisme blandt muslimer?
