Jesper Langballe om De radikale og Ceaucescu i Jyllands-Posten 1990 (februar)

De radikales venskab med den styrtede rumænske diktator Ceaucescu er et specielt kapitel i vor nyere politiske historie.

Svend Haugaard har givet mig anledning til at forske lidt i det ved at benægte forholdet.

17/9 1979 holdt Det radikale Venstre landsmøde i Nyborg med en gæstedelegation fra Ceaucescus kommunistiske regime, ledet af vicepræsident Mihai Dalea, der blev fotograferet til Ekstra Bladet sammen med Niels Helveg Petersen.

Et mærkeligt indslag i et dansk partilandsmøde.

Da Amnesty International i 1987 havde rapporteret om de umenneskelige forhold under Ceaucescu, udtalte Bernhard Baunsgaard i en samtale med Carlo Hansen (Århus Stiftstidende 9/7), at Det radikale Venstre ganske vist havde overvejet at bryde den rumænske forbindelse, men havde forkastet muligheden, fordi “nålestik”, der opfordrede regimet til at ændre forholdene, var mere effektive end brud.

Det gav Jyllands-Posten anledning til en skarp lederkommentar dagen efter.

Sært nok er der intet, der tyder på, at de radikales selskabelige nålestik-virk­somhed ændrede diktatorens praksis.

Da Samleren i 1980 udgav Ceaucescu’s taler på dansk – med hjælp fra det rumænske udenrigsministerium – var bogen forsynet med en helgenbiografi over Ceaucescu, skrevet af den gamle radikale frontfigur K. Helveg Petersen.

Hans skildring af diktatorens værk kalkerer dennes egen selvforherligelse og nationalt socialistiske retorik: Endeløse pedantisk-leksikale talrækker over vækstrater o. lign. Skal dokumentere de mirakuløse fremskridt – blandet med naiv helte-glorificering af føreren og hans store egenskaber.

Om Ceaucescus første politiske tale, da han var 18 år, hedder det: “Den blev beskrevet som “den vildt fossende flod fra bjergene” (af hvem, mon?). Det tages helt alvorligt, at fru Ceaucescu ved sin forskning kvalificerede sig til i 1979 at blive præsident for landets nationalråd for videnskab og teknologi.

Mens diktatorens kollektivisering brutalt nedtromlede landsbyerne og gjorde bønderne til forarmede slaver i lejekaserner, giver bogen et idyl-billede af produktions-friheden på de små landbrugs-bedrifter. Arbejderne bestemmer selv deres arbejdsforhold. Og mens fængslerne var stoppet med politiske fanger, citerer K. Helveg Petersen begejstret Ceaucescus appel til nationerne om overholdelse af Helsingfors-aftalen om menneskerettigheder – et problem, som Rumænien ifølge Ceaucescu havde “løst radikalt i den revolutionære humanismes ånd”.

  “Menneskets udnyttelse af mennesket er blevet fjernet for bestandigt i vort land.”

Rumænske flygtninge, som kendte virkeligheden, kunne græmme sig i tavshed.

K. Helvegs kritikløse beundring overgås sikkert kun af den ligeledes radikale Sven Skovmands skønmalerier af retfærdigheden i Sovjet og Østeuropa.

Parade-diplomati

Hvad skyldtes nu de radikales særlige betagelse af den charmerende psykopat Ceaucescu og hans potemkin-kulisser?

Tilsyneladende to ting: Ceaucescu garnerede sin nationale modstand mod Moskva-dominans med talemåder om nedrustning og opløsning af den kolde krigs magtblokke. Altså vand på de radikales mølle. Og i forlængelse heraf: Diktatorens yndlingsrolle var en parade-diplomatisk aktivitet som rejsende storpolitisk fredsmægler og spendabel vært for udenlandske beundrere. (Ifølge K. Helveg Petersen var det minsandten den allestedsnærværende Ceaucescu, der fik udvirket både Nixons forsoning med Kina og Camp David-freden mellem Begin og Sadat.).

Med sin diplomatiske stil imødekom Ceaucescu et særligt behov hos de radikale: De elsker internationale konferencer så højt som nogen kirkelig økumeniker. Og hvad værre er: De tror på, hvad der siges ved den slags sammenkomster.

Devisen for deres fredsdiplomati kan vel formuleres omtrent sådan: – Herhjemme er vi så små og søde, og hvis vi nu taler rigtig kærligt med dem, der er store og slemme, så bliver de måske også små og søde.

Svend Haugaards indignerede svar til mig 28/1 var i så henseende karakteristisk:   Hvad har vi ikke gjort for verdensfred og menneskerettigheder gennem deltagelse i diverse konferencer!

De radikale skal såmænd nok selv tro på, at deres klæben til gangsterregimet har haft en moralsk forbedrende virkning.

Desværre er rumænerne af en anden mening. Men de deltog jo heller ikke i konferencerne – kun i den rå virkelighed udenfor conductatorens palads. Der kunne de så i aviserne se deres bøddel blive hjerteligt opvartet af vestlige parlamentarikere som Gert Petersen og de radikale.