War Game.

Hodjas Blog afholder krigsspil. Alle - selv politikere - kan deltage.

Efter at EF-Domstolen nu har afsløret regeringens EU-mummespil og trukket tæppet væk under dens så højt opreklamerede udlændingepolitik vakler en groggy statsminister rundt og raller om “kontakter”. Den galej er der ingen andre end ham selv der hopper på, ikke engang de mest forblindede, lalleglade radigale. I bedste fald ville han da også kunne opnå en ubetydelig fodnote engang i næstfølgende konges regeringstid.

Der foreligger således to muligheder:

Enten “at rette ind”, d.v.s. betingelsesløs kapitulation og Anschluss til EUSSR’s apokalyptiske projekt. Al historisk erfaring viser, at dette vil føre til økonomisk, social og kulturel opløsning, kaos, borgerkrig og landets ophør som meningfuldt begreb. Danmark vil således - sammen med det øvrige EUSSR - ende på historiens losseplads i selskab med de andre, døde imperier og fejlslagne, islamiske stater. Dette scenarie er således uden for rammerne af nærværende krigsspil.

Eller gå til modstand. En aktiv modstand ville i sin reneste form betyde udmeldelse af EUSSR, hvilket hverken er realistisk for nærværende eller overhovedet nødvendig. Derimod er passiv modstand både mulig og praktisk gennemførlig. Dette har da også været fremført af Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti, som har opfordret statministeren til simpelthen at “ignorere” den famøse dom. Også en jura-professor, Hjalte Rasmussen, har været inde på tanken, idet han dog imødeser, at landet så må betale en større bøde.

I dette krigsspil vil vi derfor lade parternes stilling udgå fra “ignorerings”-scenariet. Først vil vi estimere opponenternes strategiske styrker og derefter deres taktiske deployering ud fra en klassisk, non-zero-sum-game betragtning.

Spillet indledes af Danmark, som intet foretager sig, men fortsætter sin hidtidige udlændingepolitik.  Efter nogle måneders - eller års - tøven reagerer EUSSR med krav om en forklaring. Dette krav ignoreres ligeledes. Et gentaget krav besvares med en uendelig indviklet, henholdende, juridisk skrivelse affatet på typisk “eurocratese” (på dansk “rend os”).

Strategisk vil modparten nu skulle vælge enten at opgive - som der er præcedens for, når det drejer sig om store lande som Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien - disse lande overtræder rutinemæssigt reglerne, f. eks på budgetområdet, landbrugspolitiken og fiskeripolitiken - de gør som det passer dem; - eller slå igen, da det nu drejer sig om et lille land, som traditionelt er et artigt dydsmønster. Taktisk vil man indlede modangrebet med krav om en klækkelig bøde.

Forsvarets strategiske stilling er fremragende.  Opinionsmæssigt har det langt den største del af Europa bag sig og kan nemt true med at offentliggøre sit standpunkt for modpartens befolkninger, som utvivlsomt er modtagelige for propaganda i så henseende. Og EUSSR har nok at se til i forvejen: tre tabte folkeafstemninger i Holland, Frankrig og Irland, fodslæbende lande som Tjekkiet og Polen, økonomi på katastrofekurs, svigtende vælgertilslutning til de socialistiske, islamelskende partier, ulmende oprør mod Tyrkiets optagelse, EUROMED og utallige andre problemer.

Danmarks taktik er følgelig ligetil: bødeforlægget ignoreres og EUSSR må nu indlede taktiske bevægelser.  I første omgang vælges trusler om økonomiske sanktioner i form af f.eks. toldbarrierer og handelsrestriktioner.  Men Danmarks økonomi er langt stærkere end noget andet EUSSR-lands og truslerne derfor virkningsløse. Truslerne skal altså føres ud i livet. Dette ville medføre etableringen af toldkontrol ved grænserne, hvilket underminerer hele unionens “raison d’etre“. Man kan i stedet opfordre til en forbrugerboycott af danske varer i stil med de islamiske landes ditto.  Men ligesom denne vil en sådan boycott med usvigelig sikkerhed give bagslag, idet en stedvis reduktion af dansk varesalg så langt opvejes af en stærkt forøget goodwill hos langt den største del af EUSSR’s befolkninger. Og dermed yderligere styrke Danmarks stilling.

EUSSR har nu kun en, realistisk mulighed tilbage: “if you can’t beat them, join them“.  D.v.s. at lade direktiv 2004/38/EC revidere med en enkelt passus som “arbejdskraftens frie bevægelighed omfatter alene borgere og deres evt. ægtefæller med bestående, gyldigt unionsborgerskab”.  End of story. End of game.

Og dog. Den opvakte læser af denne blog (har vi andet?) vil måske påpege at vi har glemt EUSSR’s ultimative træk, nemlig en militær intervention mod Danmark, en ny “Operation Weserübung”? - Nej, det har vi ikke, men vi anser den for endnu mere håbløs for modparten end de ovenstående og derfor komplet urealistisk. Men OK, selv om krigsspillet er officielt slut med Danmarks sejr, så lad os spille lidt på overtid:

Strategisk er EUSSR en kolos på lerfødder, en sand papirtiger.  Unionen har ingen egne stridskræfter og må forlade sig på de enkelte medlemsstaters - højst tvivlsomme - opbakning til et så vanvittigt projekt. England, Polen og Italien har i forvejen nok at gøre i Irak og Afghanistan, Italien desuden i sine egne byer. Spanien er skræmt fra vid og sans over et par bomber på en jernbanestation og helt impotent. Frankrigs militær er en rusten bunke skrot og må reserveres til intifada-bekæmpelse i egne banlieus. Dets eneste slagkraftige enhed er Fremmedlegionen, som dels er engageret i Afrika, dels består af legionnaires der ikke just er kendt for deres kærlighed til muslimer. Finland kan næppe betroes et angreb på Danmark og Sveriges militær er en operettehær bestående af lutter generaler. Eneste land med et ledigt, troværdigt militær er Tyskland, og hvis nogen her tror på at Bundeswehr vil marchere “gegen Dänemark”, ja så vil vi gerne høre om det! - Taktisk Er EUSSR en joke, et monstrøst, korrupt bureaukrati som forkludrer alt. En taktisk ledelse og føring af noget som helst militært foretagende ville være dømt ude som værende en farce, en parodi.

Danmarks strategiske silling er langt bedre. Omend kraftigt reduceret siden den kolde krig har vi stadig et lille - men kampvant - militær. Desuden er vi medlem af NATO og USA’s mest trofaste allierede. Og efter Mohammed-affæren er vort internationale omdømme bedre end nogensinde, faktisk ufatteligt godt.  Et EUSSR-angreb på Danmark ville få uoverskuelige, globale konsekvenser og formentlig betyde unionens øjeblikkelige sammenbrud.

Vor taktiske situation er - næsten - lige så fremragende. Vi kunne med kort varsel hjemkalde vore styrker fra deres illusoriske og håbløse opgave med at skabe demokrati i et muslimsk land, deployere dem langs Vidåen og ved Dybbøl samt lade Flåden stå til søs.  Den bøde, som vi ikke betaler til EUSSR, anvendes til oprustning og værnepligten genindføres fuldtud til gavn også for utallige andre, hjemlige formål - nævnte vi eksemplet fra Italien? - Endelig, og nok så væsentligt: Det danske miliær kan ufortrødent stole på troppernes ubetingede loyalitet. Det samme kan ikke siges om modparten, hvor faren for åbent mytteri i en sådan situation er en overordentlig nærliggende. Game over.

Så kære Kristian Thulesen Dahl, Pia Kjærsgaard og Morten Messerschmidt, hvad nøler i efter? - Giv Anders Fup en rygradstransplantation eller smid ham væk, så vi kan få os en regering, der er først dansk, siden europæisk!