Tørklæder, dagsordener, plat og populisme

Socialdemokratiet erobrede for en sjælden gangs skyld dagsordenen lørdag formiddag.

Partiets integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen, bedyrede, at partiet ønskede et forbud mod at offentligt ansatte bar slør og andre tydelige religiøse symboler som eksempelvis turban eller kalot. Det tog lige knap et halvt døgn, så måtte integrationsordføreren trække i land. Folketingsgruppen var ikke enig – og nu skulle et tørklædeforbud kun omfatte offentligt ansatte, der udøvede myndighed over borgerne – måske!  

Det var en god dag for Socialdemokratiet. Et par timer forinden havde partiets erhvervsordfører måttet trække et tilsagn om at fjerne afdragsfrie lån tilbage. Den prøveballon var også skudt af samme morgen men overlevede kun et par timer, før den måtte lade livet. 

Så fik tørklædeforbuddet trods alt lov til at overleve et par timer længere, men det var jo også ment som et forsøg på at erobre dagsordnen fra Dansk Folkeparti, som Henrik Dam Kristensen udtrykte det. 

Og det er jo netop her kæden falder af. For vil man erobre en dagsorden, må man i det mindste være enige om med hvilket budskab, man vil erobre den – og her havde Socialdemokratiet vist ikke lige fået afsluttet den årti-lange interne debat i partiet om dets udlændinge- og integrationspolitik. 

Medens Socialdemokratiet forsøgte at erobre dagsordnen ved at udstille egen uenighed, så beskyldte Tom Behnke DF for at slå plat på en vigtig sag. (Som om vi ikke har hørt det før!) Tilsyneladende er det sådan, at hver gang Dansk Folkeparti rejser en sag, så bedriver vi plat eller er populistiske. Det er én ting, der ikke har ændret sig siden partiets start i 1995. Og naturligvis er det da også den mest enkle måde at skyde modstanderens argumenter ned på: De bedriver jo bare plat – så er der ligesom ikke nogen grund til at debattere den sag mere, vel? 

Efterhånden kan man blive alvorligt i tvivl om, hvorvidt Domstolsstyrelsens beslutning om at tillade muslimske kvinder at bære hovedtørklæde i danske retssale nogensinde bliver omgjort. Til trods for at statsministeren og Socialdemokraternes formand i hvert fald har tilkendegivet, at de mener, det bør ske. Men nu er sagen som bekendt blevet henvist til et udvalg, der skal indhente erfaringer fra andre lande – og så har vi jo nok alle sammen en fornemmelse af, hvor det ender. Der kommer ikke til at ske noget som helst – og Dansk Folkeparti står dermed som sædvanlig tilbage som det eneste parti, der ikke alene vil tale, men også vil lade handling følge ordene. 

Jeg forstår simpelthen ikke et pluk af, hvorfor det skal være så svært. Domstolsstyrelsens beslutning er uhyrlig og bør ændres. Der er ikke behov for at se på, hvordan andre lande har løst problem. For det første ved vi det godt, Tyskland og Frankrig har eksempelvis forbud mod tørklæder i deres retssale og for det andet, hvorfor i alverden skal vi bekymre os om det? Hvis vi i Danmark mener, at tørklæderne skal forbydes i vore retssale, hvorfor gør vi det så bare ikke? 

Spørgsmålet er om vi er ude i endnu et forsøg fra statsministerens side på at træffe eller undgå at træffe beslutninger alt efter, hvad der nu er optimalt set i forhold til hans internationale ambitioner. Man kan i hvert fald ikke undgå at få tanken. 

Tørklæder hører bare ikke hjemme i Danmark. Hverken i Folketingssalen, i retssalene, på politibetjentene, sygeplejerskerne, skolelærerne – eller eleverne for den sags skyld – på socialrådgiveren eller kontorassistenten i kommunens servicecenter. Sådan er det. En person, der repræsenterer en offentlig institution, skal fremstå neutralt. En offentlig ansat skal ikke bruge sin stilling til at missionere for islam. 

Forestillingen om at et forbud mod det muslimske hovedtørklæde bare vil afholde muslimske kvinder fra at søge stillinger i det offentlige er i mine øjne absurd. Hvad skal det være – tørklæde eller et job? Stillet over for det valg, bør ethvert retmæssigt tænkende individ naturligvis træffe den beslutning, at vedkommende selvfølgelig vælger jobbet, og hvis vedkommende ikke selv kan finde ud af det, så må det kommunale jobcenter hjælpe hende med at træffe beslutningen. Ligesom en arbejdstager ikke kan stå og stampe i jorden og nægte at tage et job, hvis en arbejdsgiver beder en om at fjerne en piercing og det vel at mærke fremgår af virksomhedens beklædningsregulativ, at man ikke tillader den slags, så skal en muslimsk kvinde naturligvis heller ikke kunne nægte at bestille noget med henvisning til, at hun ikke kan trække vejret uden sit tørklæde, som jeg hørte en jordemoder på Hvidovre Hospital udtale på tv. 

Det er ufatteligt, at vi stadig væk i så stor udstrækning viger tilbage fra at stille krav til udlændinge i det her land. Det er nogle gange som om visse politikere faktisk tror, at hvis vi eksempelvis kræver af jordemoderen på Hvidovre Hospital, at hun skal tage sit tørklæde af, så vil hun rent faktisk falde død om på stedet. Jeg kan betro jer en hemmelighed: Det gør hun ikke. 

Vi skal ikke være bange for at stille krav – heller ikke krav, der går på tværs af islams krav, for hvad er egentlig lov i det her land? Det vi vedtager på Christiansborg, eller nogle forestillinger som blev tillagt en landevejsrøver for 1400 år siden i den arabiske ørken.  

Jeg håber de færreste er i tvivl, men efterhånden har jeg min tvivl, om det er tilfældet. 

Med venlig hilsen 

Pia Kjærsgaard