Uhørt klarsyn

Det interessante ved Domstolsstyrelsens beslutning om, at dommere kan bære hijab, er sådan set ikke afgørelsen i sig selv.

Hvad andet kunne man forvente af mennesker, der har levet en beskyttet tilværelse, fra deres mor kørte dem i skole ad de stille villaveje, og til de blev færdigopdraget af Justitsministeriet?

Har de nogen sinde læst en bog om islam? Næppe, for de ved jo allerede, at islam er omtrent det samme som kristendommen, blot mere fredelig, så hvad skulle problemet bestå i?

Det afgørende, siger Domstolsstyrelsens formand, højesteretsdommer Niels Grubbe, er, at indpakkede kvinder signalerer neutralitet, og det gør de. Ellers ville det blive afsløret under ansættelsessamtalen.

Domstolsstyrelsen må altså have fundet en metode til at gennemskue muslimers anvendelse af taqiyya – det princip, at de troende anbefales eller religiøst forpligtes til at skjule deres sande hensigter, når det gavner islam eller den enkelte muslim.

Denne nyopdagede metode – som islams naboer har efterlyst i 1.400 år – gør det muligt for Domstolsstyrelsen at afgøre, om den tilhyllede kvinde taler sandt eller – som hendes religion forpligter hende til – fører de vantro bag lyset.

Kan vi andre ikke få at vide, hvordan man bærer sig ad, for det må have interesse langt ud over landets grænser?

Lars Hedegaard i Berlingske. Groft Sagt. 20. april 2008.