Søren Pind: Der kan gøres noget – en plan

Essay om volden, der bringes i morgen i Berlingske som kronik i forkortet udgave.

Her kan ses det egentlige essay, med kildeangivelser.

Københavns politiske flertal har svigtet. På det groveste. Og hver gang er det den samme sang: Politiet siger, de ved, hvem der skaber problemerne. I Borgerrepræsentationen må borgmesteren bekræfte, at de selv samme mennesker har været i berøring med de sociale myndigheder.
Og alligevel sker der intet. Og alligevel lyder det stændigt kværnende omkvæd flere penge, flere pædagoger, mere af det samme.

Vi andre må nøjes med at gå med fakler, samles til alsang og græde, når vi ser de gamle plakater af politibetjenten, der følger ænderne over gaden i Kongens København.

Første gang det egentlig gik op for mig, at virkeligheden var et decideret politisk tabu var, da vi i Venstre måtte kæmpe hårdt for at få gennemført en undersøgelse af den skjulte kriminalitet blandt børn i København. Socialdemokraterne kæmpede imod med næb og klør.

Da resultatet forelå, forstod man kun alt for godt, hvorfor partiet havde bekæmpet den: Realiteten overgik de værste forestillinger. 16 % af børnene i de københavnske skoler havde i løbet af et år været udsat for vold, 26 % for trusler om vold, 8 % for røveri (ifølge straffeloven en kombination af vold, trusler om vold og tyveri) og 31 % for tyveri.
Det var i 2005.

Jeg tør ikke tænke på, hvordan tallene ser ud i dag. Der er i København ca. 45.0000 børn i den relevante aldersklasse.
Alene vold (vold + røveri i ca. tal) er alt andet lige øjensynligt en realitet for flere end 9000 børn årligt i København…

Læs resten hos Søren Pind