Urealistisk selvværd fører til børnevold

Det er ikke manglende selvværd, som gør børn og unge aggressive og voldelige, men tværtimod den kunstigt opblæste selvværd, som ofte findes blandt muslimske børn

Kirsten Damgaard , kulturpsykolog  og Carsten Ringsmose  børneforsker

Fyensstiftstidende.dk | 04.03.2008  

Formanden for Det Kriminalpræventive Råd, Eva Smith, udtalte ved udgivelsen af en rapport i 1998 om indvandrere og kriminalitet: “Vi skal vide, hvad der er i vejen, før vi kan behandle problemet… vi gør ikke nogen af parterne en tjeneste ved at holde mund … der er både kulturelle og sociale årsager til deres kriminalitet. Derfor må vi tage en debat i stedet for at skjule tallene” (BT 1. okt. 1998). Ud fra dette konstruktive synspunkt vil vi beskrive nogle mulige årsager til, at efterkommere er meget mere voldelige end befolkningen i øvrigt.
Danmarks Statistik oplyser i den seneste opgørelse af fremmedkriminaliteten, at “både mænd og kvinder af udenlandsk oprindelse i alle aldersklasser har en højere kriminalitetshyppighed end befolkningen med dansk oprindelse og befolkningen under et. Højest lå gruppen af mandlige efterkommere med 14,8 procent mod indvandrere med 8,1 procent og personer af dansk herkomst med 5,3 procent.”

Mandlige efterkommere , som er født her i landet af tilrejsende forældre, er altså næsten tre gange (2,79 gange) så kriminelle som befolkningen og næsten dobbelt så kriminelle som indvandrere. Denne høje kriminalitet varsler endnu større problemer i fremtiden, fordi et betydeligt antal normbrydende efterkommere er under den kriminelle lavalder og derfor ikke medregnet.

Medens danskernes straffelovskriminalitet svarer til 0,88 gange deres andel af befolkningen, svarer indvandrernes andel til 2,2 gange deres andel af befolkningen, og efterkommernes andel svarer til 5,3 gange deres andel af befolkningen. Hvis vi udelukkende ser på voldskriminaliteten blandt mænd, så har indvandrerne en voldskriminalitet, der er 2,8 gange så stor som befolkningens, medens efterkommernes voldskriminalitet er syv gange så stor - og mere end dobbelt så stor som indvandrernes.

Mange drenge med anden etnisk baggrund, som er født og opvokset i Danmark, viderefører tydeligvis et mønster med vold som acceptabel “løsning” på uoverensstemmelser. Disse drenge har ofte en identitet præget af en følelse af særlige privilegier iblandet en modstand mod vestlige værdier.

Muslimske drenge opdrages traditionelt med en særlig status og betydning alene på grund af deres køn og med den opfattelse, at de også har en særlig position i kraft af deres religion. Begge dele kommer i alvorlig konflikt med et samfund, hvor drenge-opdragelsen ellers er præget af, at man kun opnår anerkendelse ved at præstere noget. Der indbygges således en narcissisme i langt flere drenge af muslimsk herkomst end i drenge fra kristne, hinduistiske eller buddhistiske familier.

Skolelærere observerer ofte drengenes umodne ønsker om en umiddelbar tilfredsstillelse eller en god karakter i skolen uden en forudgående personlig indsats og beretter, hvorledes drengene forsøger at undgå, hvad de anser for nedværdigende kvindearbejde, og bruger deres kultur som argument for ikke at skulle behandles på lige fod med danskere.

I sport og fritidsliv har man af samme grund været nødt til at oprette selvstændige, muslimske grupper: Drengene kan ikke magte at tabe, de bliver urimelige, rasende og mener sig i deres surhed berettigede til at blæse på alle aftaler og kan slet ikke klare at tabe til ikke-muslimer. Fodboldtrænere har beskrevet problemer med muslimske fædre, der lover dommerne tæv og ikke accepterer den autoritet, der styrer spillet.

Forestillingen om at være “berettiget” uden indsats, eller at være hævet over vedtagne regler, er mere udbredt hos anden generation af muslimske drenge end hos første generation og hænger også sammen med den tiltagende radikalisering af muslimer overalt. Der er en voksende tendens til, at muslimer ikke vil være en del af “os”, men være noget særligt. Vi ser også, at voksende grupper af muslimer ikke anerkender politiets autoritet og retsvæsenets monopol på straf.

Disse erfaringsbeskrivelsers pointe, nemlig muslimske drenges kunstigt opblæste selvopfattelse, som gør dem ekstremt følsomme over for selv små nederlag, bekræftes empirisk af det iøjnefaldende store frafald blandt normalt begavede drenge på gymnasier og erhvervsskoler. Drengene kan hverken overtale sig selv til en større arbejdsindsats eller acceptere en bundplacering.

Det var længe en dybt rodfæstet fejlopfattelse inden for pædagogisk tænkning, at hvis børn og unge voksede op og fik en aggressiv, provokerende og voldelig adfærd, så skyldtes det manglende “selvværd”.

En gruppe amerikanske forskere undersøgte dette og fandt frem til, at det slet ikke er børn og unges manglende selvværd, som gør dem destruktive og voldelige . Der er tværtimod tale om, at hvis børn og unge får opbygget et kunstigt opblæst, urealistisk selvværd, så kan de let blive destruktive og voldelige , når dette kunstigt høje “selvværd” bryder sammen i mødet med virkeligheden.1

Når vi vil forklare, hvorfor mandlige efterkommeres volds-kriminalitet er syv gange så stor som befolkningens, så må vi pege på, at traditionel opdragelsespraksis over for muslimske drenge ikke fungerer i den danske kultur, som er præget af ligestilling mellem kønnene, og hvor religionen er en privatsag uden politisk betydning: Hér har man ikke en særlig position, blot fordi man er dreng og muslim.

Forfatteren Kåre Bluitgen illustrerer den samfundsmæssige side af dette dobbelt-nederlag, når han lader en muslimsk elev spørge: “Hvorfor har Allah skabt de muslimske lande fattige og de kristne rige? Hvorfor er der så mange muslimer, der vil bo i et vantro land, men ingen derfra, der vil bo i vore lande?”

Drengene må ligesom eleven erkende, at forestillingen om deres overlegne tro og kultur åbenbart ikke holder. For de ikke så velbegavede, hvor et sammenhængende mål i livet kan stå mindre klart, vil det på kort sigt være lettere at “skyde budbringeren” og vrænge ad uddannelsesinstitutionernes værdier end at ændre sine egne værdier og sin tilgang.

Kriser, i form af konfrontationer med den samfundsmæssige virkelighed, vil derfor fortsat opstå, og give drengene frustrationer, som fører til aggressioner og destruktiv adfærd så længe hjemkulturen anerkender en særlig “berettigelse” - også når den bygger på vold og misrøgt af andres behov.

“Gode” danskere bidrager ofte til disse kriser, når de , i stedet for at stille relevante krav, viser “forståelse” og roser en indsats, som ikke er tilstrækkelig. Den nuværende pædagogiske diskussion, som lægger vægt på “anerkendende relationer”, skulle måske spørge sig selv: Er det “anerkendende” at acceptere og respektere religiøse og kulturelle normer og forestillinger, der er direkte udemokratiske og i modsætning til skolernes formålsparagraffer eller i modstrid med anerkendt videnskabelig viden?

Er det ikke mere anerkendende at møde disse normer og forestillinger med en klar, ærlig og argumenteret modsigelse, som signalerer en antagelse om intelligens hos eleven? Bliver al den velmente “forståelse” og “hensyntagen” ikke blot en bremse for elevens intellektuelle udfoldelse, der hæmmer de diskussioner, som kunne lede til erkendelsen af nye veje?

Vi skal stille klare og obligatoriske krav, der ikke skjuler de skolemæssige og sociale færdigheder, der kræves for at opnå succes i et samfund som det danske.

KIRSTEN DAMGAARD

er indvandrerlærer, cand.pæd. psych.

CARSTEN RINGSMOSE

er børneforsker, cand.rer.soc

Noter:

1) Roy F. Baumeister, Joseph M. Boden (Case Western Reserve University) and Laura Smart (University of Virginia): “Relation of Threatened Egotism to Violence and Agression: The Dark Side of High Self-Esteem” i Psychological Review vol. 103, p. 5-43, 1996, omtalt i Carsten Ringsmose: “Det naive barnesyns fallit”, forlaget Dafolo 2001, side 131-41.