Hodjas Blog på stedet, som ikke må findes.

Europas endestation i fortid og fremtid : Auschwitz – Birkenau.

Det er ikke markeret på kortet. EU-landet Polen vil ikke rigtig være ved det, og ifølge Europas nye herrefolk, muslimerne, er det hele en myte og har aldrig eksisteret. Men ad små, elendige og hullede veje, stedvist gennem triste skove, stedvist gennem lige så triste småbyer snirkler man sig frem, mens vejret bliver mere og mere gråt, blæsende, regnfuldt og isnende koldt. Skilte er der nok af, men alle kun med ensformige reklamer så tætstående, at man dårligt kan se landskabet udenom. Omsider kommer man til en by ved navn Oswiecim. Fabrikker, højhuse, stor jernbanestation og et lille, forkølet skilt som med en pil forkynder vejen til: Muzeum.

Jeg følger pilen – kører over en jernbanebro – vejen drejer sig ud af byen – og så pludselig:

Bilen parkeres. Der er rigelig plads, kun en enkelt turistbus og 5-6 privatbiler. Blæsten hyler ned fra bjergene og regnen pisker ind i ansigtet. Alt er koldt, men synet af stedet er endnu mere isnende.

Og det er ikke bedre til den anden side:

Billedet er ens i alle retninger. Til venstre hedder det Birkenau/1, til højre Birkenau/2. Barakker så langt øjet rækker, nogle af smuldrende mursten, andre af råddent træ. Jeg går gennem porten og beslutter at følge jernbanesporene:

Vejen føles uendelig. Mellem barakker, barakker og atter barakker i snorlige rækker, inddelt i sektioner af pigtrådshegn med højspænding og dybe grøfter. De fleste af træbarakkerne er rådnet væk eller brændt, så kun skorstenene står tilbage som en forstenet skov. Går ind i nogle af de – vinduesløse – barakker, der stadig er intakte. Her tales ikke højt og her må ikke fotograferes. Man forstår umiddelbart hvorfor…. Omsider slutter sporet og til begge sider ses enorme bunker af murbrokker og beton. Her lå gaskamrene og krematorierne. Bygningerne blev sprængt i stumper og stykker af SS lige inden den Røde Hær nåede frem.

Midt i det hele et monument. Her går enkelte mennesker af tydeligvis jødisk herkomst stille rundt. Enkelte samler lidt jord op og kommer det i en lille flaske. Jeg kommer i snak med et yngre, jødisk par fra USA. De er kommet hertil for at lægge blomster og græde. I samtalens løb spørger de, hvad der får en ikke-jøde som mig til at besøge dette sted?

Hvad skal man svare? – At historien har det med at gentage sig, og at vi nu lever i 1938 igen? – Lighederne er jo slående. Påny hærger brune bander i Europas byer og bøllerne har nærmest frit lejde, blot de er brune. Hitler’s vision om Neuropa er ved at tage form, blot kaldes det nu EU og just i disse dage gentages Neville Chamberlain’s “Peace in our Time” : akkurat som vestmagterne dengang i München forrådte først Sudeterlandet og dernæst Tjekkoslovakiet til Hitler, overgiver vore historie- og samvittighedsløse “ledere” nu først Kosovo og siden hele Europa til Hitlers gamle allierede, muhammedanerne.

Men mine to jødiske ledsagere siger, at jeg jo tilhører et folk som reddede 6.000 af deres folk, og at jeg burde være stolt af mit land. Lidet aner de åbenbart, at det ikke kun drejede sig om uselviskhed. Og jeg må fortælle dem, at jeg faktisk skammer mig over mit land, hvis pludrende, kaglende og afstumpede “elite” af medløbere nu – igen – har besluttet at give efter for den brune pest og sætte Danmark på et nyt, fascistisk tog som kun kører een vej. – Hvor sporet ender, ophører civilisationen: