To år efter

Jyllands-Posten har i sit kulturtillæg fra den 27. september en række interviews med nogle af de centrale muslimske aktører i Muhammedkrisen.

Ahmed Akkari kommer med et par interessante udtalelser:

“Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg i mit liv her i Danmark, dette rolige og blide land, pludselig skulle stå overfor noget så hårdt og kynisk.”

og

“Muslimerne bærer det største ansvar for, at der overhovedet blev trykt sådanne tegninger. Havde muslimerne taget deres opgave seriøst og ikke for eksempel havde haft så meget kriminalitet i egne rækker, så kan det godt være, at synet på os og vores profet havde været et andet. Det er nok en af de ting, som er blevet meget klart for mig i det seneste år. Det er ikke alle som ytrer sig, fordi de vil arbejde imod diskrimination og kræve muslimernes rettigheder. Der er nogle, som alene gør det for at bane sig vej frem og blive kendt eller som anvender det som led i et personlig opgør. Jeg ved, at det ikke er det, som har drevet mig. Men jeg har opdaget, at der er kolossale problemer i muslimernes rækker, og den kritik må de tage, om den så kommer her i Jyllands-Posten.”

Hvornår fatter de, at mange danskere faktisk vågnede op, ved at blive stillet overfor noget så hårdt og kynisk, som muslimernes reaktion på nogle banale tegninger? De sidste udtalelser havde måske snarere været på sin plads under krisen, og nu erfarer vi, at de reaktioner, som imamerne var hovedmænd bag, og som kostede mange menneskeliv, for nogens vedkommende var som led i selvpromovering og personlige opgør. Det er hårdt og kynisk!