Tidligere Venstre-politiker Finn Oelsner (1932-2009) ville i dag være fyldt 80 år
Hvem var Finn Oelsner er der sikkert nogle der vil spørge om. Han studerede politisk filosofi ved Aarhus Universitet, men blev i stedet uddannet som matematiker. Senere kom han dog mest til at beskæftige sig med hvervet som skibskonstruktør. I denne branche blev han højt respekteret for sin banebrydende nytænkning indenfor konstruktion af redningsbåde. Som forfatteren Peter Neerup Buhl udtrykker det: ”den helt rette baggrund til også at kunne gennemskue hvordan det går den synkende skue Danmark”. Neerup Buhl lærte Oelsner at kende igennem Den Danske Forening, hvor de begge var medlem og deltog ved foreningens møder.
I sin seneste bog ”Fædreland eller beboet område”, omtaler Neerup Buhl, Oelsner i meget rosende vendinger. Oelsner var en ”kendsgerningernes mand” som han udtrykker det. Ligeledes beskrives Oelsner som en ”tallenes mester”. Når man læser Oelsner 2 kronikker forstår man hvorfor. Oelsner politiske interesse var primært rettet mod flygtninge-/indvandrerområdet, og senere islam. Både datidens og nutidens mest afgørende politiske spørgsmål. Han var frem til starten af 90erne overbevidst om at hvis han bare fremlagde fakta på området, så ville fornuften til sidst sejre. I hvert fald når det galt hans ”eget” parti Venstre.
Det var således ikke nogen tilfældighed at han blev medlem af Venstres flygtninge- og indvandrerudvalg i Københavns Søndre storkreds. Her berettede han ofte om den meget rundhåndede tildeling af statsborgerskaber til fremmede borgere, ligesom han var meget kritisk omkring de mange integrationsprojekter, da dengang begyndte at blive moderne. Han påpegede meget rigtigt at selv om et integrationsprojekt på overfladen så ud til at være en succes, (og blev fremlagt sådan i medierne) så kunne det tænkes at denne ”succes” kun var af midlertidig karakter og at den på sigt – i værste fald – kunne vise sig at være en belastning for samfundet.
Finn Oelsners 2 kronikker er i dag ikke online. Jeg har vha. et OCR program lagt dem ind her på bloggen, så de er tilgængelig for et bredere publikum. I den første om ”Hr. Hansen” fra august 1993 udtrykker han sig meget forsigtig. Først i de sidste par sætninger kan man fornemme hans virkelige bekymring og mening. Det var da også først i den anden kronik ”Nævn mig et land…”, fra juli 1994, at han vakte opmærksomhed. Her udtrykker han sig egentlig også noget forsigtig. Det kan fx lyde mystisk at hans konklusion lyder: ”at vi må gøre alt for at integrationen kan lykkes”, når han lige har redegjort for at ”opskriften”, på hvordan det kan lykkes ikke findes. Man skal i denne sammenhæng heller ikke helt glemme at Oelsner på dette tidspunkt havde visse politiske ambitioner og derfor næppe ønskede en alt for skarp konfrontation, med toppen af partiet. Folk som kendte Oelsner er der heller ikke i tvivl om hans virkelige mening – nemlig at politikere skulle arbejde for repatriering, og ikke integration – begrundet ud fra et ”forsigtighedsprincip”.
Man kan mene at Oelsner undervurderede Venstre-toppen, med folk som Ellemann og Fogh-Rasmussen. Denne ”herskende klasse” af meningsdannere, brød sig bestemt ikke om folk, der som Oelsner satte spørgsmålstegn ved hele ”integrationspolitikken”. Det var derfor, som Neerup Buhl også skriver, heller ikke mærkeligt at Oelsner aldrig kunne få en særlig stor politisk karriere i partiet. Han vil dog blive husket som en mand, der ikke fulgte ”strømmen”, af sleskende karrierepolitikere, men i stedet gjorde en indsats for at undgå en fremtidig katastrofe. Som Neerup Buhl sagde det til mig: ”En mand som bør have en plads i den nationale erindring.”
Nedenfor de 2 kronikker af Finn Oelsner:
Lad os få en dialog med Hansen (Berlingske Tidende den 23 august 1993)
Mordbranden i Køln nær den danske grænse for godt et år siden, hvor tre tyrkiske kvinder omkom, kastede en chokbølge over Tyskland, der gav genklang i hele forbundsdagens gemakker. Men det, der bekymrede de tyske politikere mest, var den store skare tilskuere, som under de unge nazisters og voldsmænds kamp med politiet, tavse stod opmarcheret i baggrunden og nærmest syntes at sympatisere med det de så — og – som i flere henseender ligefrem mere eller mindre bevidst vanskeliggjorde politiets arbejde. Som tysk presse skrev: det var denne tavse tilskuer, der måske indvarslede den egentlige potentielle fare i morgendagens Tyskland. Man kunne så rejse spørgsmålet. Kunne den tavse tilskuer også tænkes, at findes i Danmark? Mit svar vil være et ubetinget ja, og lad mig i det følgende illustrere blot et enkelt blandt sikkert mange eksempler på netop noget sådant. For et par år siden blev jeg bebrejdet, at jeg havde udlejet nogle overskydende værelser i min lejlighed her ved Dosseringen på Nørrebro i København ud til nogle flygtninge.
Jeg er selv kommet til verden som søn af en dansk mor med en far, der var udenlandsk statsborger. Under krigen havde han som jaget af nazisterne, hjulpet af den danske modstandsbevægelse, måttet flygte til Sverige og leve der som flygtning. Jeg mener derfor at flygtningeproblemet ikke blot er noget, vi bør snakke om, men også række en hånd frem for at være med til at løse, hvis og når vi kan. Jeg mødte min kritiker på det lokale møntvaskeri, vi sludrede medens vi ventede. Lad os kalde ham Hansen. Jeg tror han repræsenterer mange i samme situation. Den startede med børnene, men endte med at involvere ham selv. Hans børn havde gået i den nærliggende Skt. Hansgades skole. Det havde de været glade for. Men Danmark skulle jo spare, så skolen blev lukket. Et stykke tid efter måtte han med undrende øjne se skolen atter blive åbnet, men desværre kun for indvandrerbørn. Hansens børn blev overført til Nørre Allé skole. Men atter skulle Danmark spare, og atter blev skolen lukket. Og atter måtte Hansen nu stå uden for en skole og se små børn fra fremmede folkeslag, pigerne klædt i tørklæder som små koner, vandre ind ad en dør, der netop var blevet lukket for hans egne børn. De fleste talte perfekt dansk og var vældig søde små børn, som Hansen siger, men et problem er det jo, at det syntes han da også, at hans egne er. Men næppe var hans børn endelig kommet i den tredje skole, Sjællandsgade skole, før de kom hjem og fortalte om den forvirring og de problemer, der her henne herskede i timerne, fordi 43 pct. at børnene var fremmedsproget. Og læreren skulle tilsyneladende, til tider lidt desperat, prøve, nu ikke blot at lære Hansens og de andre danske børn tingene, men også via tålmodigt arbejde og diverse tolke, hele tiden at få alle disse fremmedsprogede med. Det var Hansen en ringe trøst for den bekymrede Hansen, når han i aviserne kunne læse, at på naboskolen Stevnsgade skole var antallet af fremmedsprogede børn over 50 pct. og ude på Vesterbro på Gasværksvejens skole var tallet 70, ja, I Gellerupparkens skole ved Århus lå antallet at fremmedsprogede elever på over 80. Det var også en ringe trøst for Hansen, at man forklarede ham, at mange andre danske skoler også blev lukket i disse år, mange lærere fyret, eller sendt på pension eller efterløn. Ikke desto mindre måtte en undrende Hansen samtidig konstatere, at der dog var opstået en række nye skoler i Hansens umiddelbare omegn, dog udelukkende baseret på muslimske indvandrerbørn. Og som Hansen nu kan spørge, hvem skal nu gå i de 350 nye skoler som man netop har kunnet læse i aviserne, at der pludselig, trods alle dystre prognoser om det modsatte, skulle komme til at mangle i de kommende år. 10.000 lærere skulle man komme til at mangle, foreløbig i folkeskolen, senere også på andre trin, jamen, har man da ikke lige netop halt travlt med at lukke seminarier?
Der kunne gives mange sikkert ret så fornuftige svar på disse spørgsmål, bla. omkring danske kvinders sørgelige fertilitetstal, men ingen finder det ulejligheden værd at prøve at forklare Hansen noget som helst, og det er et problem for Hansen, men det kan også vise sig, på tragisk made, at være et problem for os andre. Men det er jo ikke blot via problemerne for hans børn i skolealderen, at den gode Hansen bliver konfronteret med de fremmede. Jo, han må om ikke elske alle disse indvandrere, så lære at leve med dem ellers vil det være svært at være Hansen og være menig dansker, især på Nørrebro. For han møder dem overalt i sin hverdag, dvs. i lægens venteværelse, på sygehusene, på socialkontorerne, i bankerne og i stigende grad på arbejdspladserne, men først og fremmest i det almindelige gadebillede. Men det er ikke blot når han går, også hvis han f.eks. vil prøve at tage en bus, møder han en chauffør der ofte vil være af fremmed herkomst. Som et led i tilpasningen får mange udlændinge netop et erhvervskørekort, og HT bliver vejen hvormed de så sluses ind på arbejdsmarkedet, således at de kan komme over på understøttelse ved evt. ledighed, og kommunen hermed kan spare penge til underhold. Nå, Hansen kunne jo også flotte sig og tage en taxa, men heller ikke her skal han være særlig heldig for at møde en fremmed. I København findes 2.371 hyrevogne pr. 1. marts 93. Siden ’77 er antallet af udenlandske chauffører steget fra ca. 200 til 1000 og ifølge den pakistanske taxavognmand Arsnad Javaid vil der måske om få år næppe være nogen danske chauffører tilbage i området. Og Arshad Javied er ikke en hr. ”Hvem som helst”. Han har været i branchen i 15 år, er uddannet som dansk ingeniør, men er nu aktiv i hyrebranchen som formand og daglig driftsleder for en sammenslutning af udenlandske taxivognmænd i Storkøbenhavn. Vil Hansen f.eks. gå til en grønthandler, må han handle hos en indvandrer, over 90 pct. af al detailhandel med grønt i området er overtaget af indvandrede, og ifølge udtalelser fra Husin Tass, grosserer i frugt og grønt, tyrkisk statsborger og viceborgmester i Farum, vil der heller ikke her om nogle år være mange danskere tilbage. Og vil Hansen handle i en kiosk er billedet stort set det samme, her er tallet endnu højere. Vil han købe kød hos en rigtig slagter, kan han vælge mellem som skiltene viser, en Kasal muslim på Fælledvej eller en Shunnin muslim i Blågaardsgade osv. Blot kan han ikke vælge en traditionel af dansk afstamning. De står efterhånden alle sammen i køen henne på arbejdsformidlingen eller bistandskontoret, sammen med Hansen og hans familie. For hos familien Hansen er nemlig alle voksne medlemmer nu blevet arbejdsløse. Det vil sige både Hansen og konen og de to store hjemmeboende børn på 18 og 20 samt svigerdatteren. Ja, familien Hansen er blevet til fem par øjne, der hver dag, i bange forventning, sidder spændt og kigger på brevet, der kommer dumpende ind gennem brevsprækken. Foreløbig er det blevet til mere end 250 afslag. 250 slag, der alle gør ondt og smerter. Nåh, nu vedrørende kødet, kunne Hansen jo da også vælge at købe kød i det nye store lokale supermarked, der er danskejet og led i en større kæde. Men her kan han se, at samtlige af de mange ansatte i butikken, er af tydelig ikke europæisk herkomst. De er alle vældig søde, perfekt dansk talende og dygtige og venlige unge mennesker, men problemet er bare, at det synes Hansen jo faktisk også at hans egne er. Og ingen kan jo hverken fortænke eller forhindre den stakkels Hansen i, når han står her i køen i supermarkedet tit midt i en flok af mange forskellige fremmede, da i sin lidt håbløse situation, som han måske føler som en dyb smertefuld daglig tragedie, da at spekulere lidt på, om ikke hans egne børns chancer for at kunne få et arbejde i dagens Danmark, ikke havde været større, hvis alle disse nye fremmede ikke havde været her.
Jo, jeg tror, med dyb bekymring til følge, at der er en stor fare for, at der i al stilhed efterhånden kan opstå mange danske paralleller til den tavse tyske tilskuer. Derfor — lad os prøve at få en dialog i gang med Hansen, mens chancen og Hansen stadig er der. Og det haster. For ved en analyse af officielle tal over de 13 københavnske kommuneskoler på Vesterbro og Nørrebro, kan jeg se, at antallet af indvandrerbørn her alene i 1992 var på 52 pct. Og ifølge samme talmateriale, vil tallet allerede i år 1996 ligge et sted mellem 60 og 70 pct. For slet ikke at tale om hvad tallet med den nuværende udvikling vil være i år 2000. Og da disse tal jo ganske uafhængigt af ethvert flygtninge- eller indvandrerstop skitserer fordelingen mellem danskere og indvandrere i de kommende generationer, der vokser op i området, kan man måske godt lidt bekymret spørge: Skal vi da bare nøjes med at sige farvel til Hansen og goddag til problemerne eller hvad?
Nævn mig et land…(Berlingske Tidende den 14 juli 1994)
Vi må se udviklingens faktiske realiteter i øjnene nu og så målrettet kæmpe for, at Danmark – alle dystre forbilleder til trods – må blive det første land i verden, hvor det kan lykkes at skabe netop det multietniske samfund, hvor mennesker fra forskellige trossamfund, forskellige etniske kulturer og forskellige racer kan lære at leve fredeligt og harmonisk sammen i et menneskeværdigt samfund.
Nævn mig et land – ja nævn mig blot et eneste sted i verden – hvor det er gået godt at blande forskellige racer, etniske kulturer og religioner sammen – således, som vi netop i Danmark er i fuld gang med at gøre det i disse år. I USA, for at tage et klassisk eksempel fra et super indvandrerland, er den mest almindelige dødsårsag i dag, hvis man er mellem 18 og 44 år, at blive myrdet, og det uanset om man er mand eller kvinde. 116.000 myrdet på fem år. Mere end dobbelt så mange, som faldt i Vietnam. Ufattelig mange tragedier og umenneskelighed bag kulisserne i dette samfund gemmer sig bag disse tal. F.eks. var mere end 11.000 heraf børn eller unge under 18 år. Ifølge en rapport fra ”Childrens Defence Fund”, USA 1992, bliver et barn nu skudt og dræbt her hver anden time. Til sammenligning går der fem dage og ni timer imellem, at en politibetjent bliver skudt i tjenesten.
Vold er blevet en stadig mere integreret del af den amerikanske hverdag. Og især to nye tendenser, i forbindelse med udviklingen synes at have vakt eksperters og politikeres bekymring. Den ene er den stigende racistiske vold begået af sorte mod hvide og asiater, men også mod andre sorte, der har samarbejdet med de hvide. 46 pct. af alle drab i USA i 1992 var begået af sorte på hvide, asiater eller spansktalende. Og hertil kommer så antallet af drab begået af sorte på egne racefæller. Den anden bekymrende tendens er den vold og det had, som sorte islamiske fundamentalister er ved at opbygge mod USA’s jødiske befolkning, specielt i New York. Ved en opinionsundersøgelse, offentliggjort for nylig, mente 56 pct. af befolkningen i USA, at de racemæssige og kriminalitetsmæssige problemer nu er blevet så store, at ingen enkelt person (altså præsidenten), længere ville være i stand til at løse dem. Nej, som Clinton for nylig udtalte: Vi har vænnet os til at acceptere det uacceptable. I 1991 anvendte New York 2.3 milliarder dollar til skudsikre ruder i byens banker, supermarkeder, butikker osv., og i hovedstaden Washington, hvor udviklingen synes endnu mere deprimerende, byen med USA’s højeste drabs-rate, kunne byens kvindelige borgmester, Sharon Pratt Kelly i 1993 ophidse byens indbyggere til en hed debat, da det afsløredes, at hun anvendte en million dollar til personlige bodyguards. Jo, med råd og vejledning fra samtlige af storbyen New Yorks politichefer og sikkerhedseksperter osv., havde hun altså følt skridtet naturligt. Spørgsmålet er blot, hvordan skal den almindelige borger sikre sig, i samme by eller for øvrigt i en række af de andre amerikanske storbyer som f.eks. Los Angeles, der nu har 70.000 organiserede bandemedlemmer, opdelt i etniske grupper.
Jamen, skal fremtidsmodellen da søges i Europa – eller hvad? Londons politichef, Paul Condon, må nu bryde med årtiers britisk polititradition og bevæbne de hidtil ubevæbnede bobbyer. Sidste år var der 18.000 overfald på betjente og flere dræbt i tjeneste, skudt af bevæbnede kriminelle. Jo, det ofte så romantisk omtalte London er i dag, hvad kriminalitet og raceuro angår, statistisk set ved at nå uhyggelige dimensioner – og det er her ligesom i Tyskland, Frankrig og de andre steder, især 2. og 3. generations-indvandrere, der volder problemer. En opinionsundersøgelse i England for nylig, afslørede, at 70 pct. af befolkningen nu anser det for farligere at holde ferie i London end i udlandet. Et stigende problem er dog for englændere som for os andre: Hvor skal man snart tage hen? I Tyrkiet, Egypten og Algeriet bliver turister i dag mødt med død og bombeterror, og selv i Grækenland, Italien, Frankrig og Spanien er der i de senere år sprunget bomber, og alle har haft etniske problemer eller religiøs fanatisme som baggrund. Ja, også religionshad eller religionsfanatisme viser jo i stigende grad sit hæslige ansigt. I Kashmir har – uden, at landet dog befinder sig i nogen egentlig krig – nu mere end 12.000 mennesker mistet livet. Og i en tilsvarende uhyggelig situation er jo Irland, hvor en anden religionskrig mellem fundamentalistiske katolikker og protestanter nu har kostet over 3.100 døde samt mere end 34.000 sårede, heraf mange frygteligt kvæstede, og mange kvinder og børn. Og udviklingen synes at blive stadig mere uforudsigelig. Hvem havde f.eks. forestillet sig, at NATO, skabt til at forsvare Europa mod ydre fjender, i dag må se det som en hovedopgave at klare en krig midt i Europas hjerte, eller at det idylliske Jugoslavien, for få år siden Europas turistland nr. ét, en dag skulle blive centrum for en borgerkrigs djævelske rædsler. Ja, tænk på Sarajevo. For ti år siden sad sportsinteresserede klinet til Tv-skærmene verden over og så fly lande med sportsfolk til den olympiske dyst. Man så glimt fra livet i Sarajevo. Fra det idylliske liv i gaderne og sågar fra en skole. I dag sidder vi, næsten med sindsro – vanens magt er uhyggelig, som Clinton siger – og kan på CNN se striber af internationale fly, med røde kors på siderne, forlade samme by, nu lastet med sårede og lemlæstede børn og gamle. På ti årsdagen for olympiadens åbning, som en slags grufuld markering, afskød en at krigens parter her en granat ind midt i en stor menneskelig kømasse på markedspladsen. Hvem der skød ved ingen, kun ved man, at det formentlig blev gjort med fuldt overlæg, thi begge parter har kunnet betragte disse ganske uanende mennesker i sigtekornet. 68 blev dræbt og 200 såret eller grusomt lemlæstet. Ofrene blev begravet på det Olympiske Stadion, i dag omdannet til begravelsesplads for krigens dræbte.
Jo, nævn mig et land - kære politikere. Men uanset hvad, dvs. uanset hvor dystert og skræmmende et billede, der nu begynder at tegne sig rundt om os i den omgivende verden – i 1992 var der således ifølge det svenske fredsforskningsinstitut SIPRI, 31 steder rundt om på kloden, hvor der enten var borgerkrig eller blodige opstande grundet etniske eller religiøse problemer – ja, så må vi indse, at udviklingen herhjemme i dag ikke længere lader sig standse. Toget er kørt, som man siger, og det multietniske samfund, hvor danskerne oven i købet i visse områder nu, statistisk set, klart vil blive et etnisk mindretal, ja, maske helt forsvinde, nærmer sig en realitet. To statistiske fakta vil sige lidt herom. Den ene er en analyse, bl.a. baseret på en opgørelse fra Danmarks Statistik pr. 1. januar 1991, der viser, at vi nu må have mindst 410.000 personer af fremmed islæt her i landet, hvoraf den største gruppe befinder sig blandt Københavns Kommunes i alt 465.000 indbyggere. Den anden er en analyse fra samme område, ligeledes baseret på officielt tilgængeligt talmateriale, der viser, at et sted mellem år 2007 og 2008 vil der statistisk set ikke være en eneste oprindelig dansk elev tilbage i hele det kommunale skolevæsen på Nørrebro og Vesterbro i København. Allerede i dag er de danske børn her blevet et etnisk mindretal på knap 48 pct., og snart vil de måske være helt forsvundet.
Men hele denne udvikling omkring det multietniske samfund kan jo ikke bare vendes. Vi kan f.eks. ikke sige til alle de farvede adoptivbørn eller små glade dansktalende indvandrerbørn, at de desværre har valgt nogle forkerte forældre og så sende dem tilbage til Asien, Afrika osv. Dvs. til steder, som de måske aldrig har set, til et sprog, som de slet ikke kender, og hvor de måske ender i hænderne på nogle religiøse fanatikere, som de vil være lige så bange for som vi. Nej, vi må se udviklingens faktiske realiteter i øjnene nu og så målrettet kæmpe for, at Danmark – alle dystre forbilleder til trods – må blive det første land i verden, hvor det kan lykkes at skabe netop det multietniske samfund, hvor mennesker fra forskellige religiøse trossamfund, forskellige etniske kulturer og forskellige racer kan lære at leve fredeligt og harmonisk sammen i et menneskeværdigt samfund. En opgave, der både må og skal løses. For hvorfor tro, at alle de problemer, som vi ser andre steder, ikke også vil dukke op her, hvis vi blot følger i samme spor? Og netop for at medvirke til at løse denne opgave, har vi her midt i storbyens hjerte og problemernes kerne, i Venstre-regi oprettet et flygtninge- og indvandrerudvalg i Københavns Søndre storkreds. Ideen i udvalget er, at ikke blot danskerne er repræsenteret, men også indvandrere, dvs. andre racer og nationaliteter samt forskellige religioner, så som katolikker, muslimer, jøder og protestanter. Formanden Tove Fergo er således præst i folkekirken. Kun ved at være fælles om fælles problemer, kan vi jo reelt sikre en fælles fremtid. Opgaven er klar, lad os få dialogen i gang, arbejdshandskerne på — men nemt bliver det ikke. For husk, vi lukker jo så grusomt meget had ind i disse år, grupper af mennesker med dødeligt etnisk eller religiøst had til hinanden. I 1993 søgte mennesker fra 80 forskellige lande asyl i Danmark. Og vi overtager uden forbehold eller tøven af nogen art problemerne fra Sri Lanka, Tyrkiet, Kurdistan, Iran, lrak, Somalia, Egypten, Marokko, Algeriet, ja, fra stort set bele den øvrige verden og her ikke mindst Jugoslavien, yderst gæstfrit til vort lille Danmark. Ja, så gæstfrit, at den amerikanske og danske efterretningsvæsen for nylig, som meddelt i DR, kunne konstatere, at 80 pct. af verdens terroristorganisationer nu havde etableret baser i Danmark. Nævn mig et land — hvor… osv. Mon vore børn og børnebørn vil opleve at svaret skulle blive Danmark?
Det skulle være slut med den hovedløse masseindvandring fra ikke-vestlige lande, som siden 1983 havde trukket en hale af kriminalitet og sociale problemer efter sig.
Universalgeni
Skjoldungen
ManInBurka©
spydpigen
Jernhesten
Eticha
trumfes
